Dansk film har mistet sin største anmelder

Det var på et møde i Informations filmredaktion engang i 00’erne, at Morten Piil bekendtgjorde, at han ville stoppe som redaktør. Jeg kiggede rundt i lokalet og tænkte i mit stille sind: ”Nu er vi fucked!”

Gudskelov fortsatte Morten både med at skrive for Information og Filmmagasinet Ekko – i de sidste år kun for Ekko – og være en trofast støtte og engageret sparringspartner.

Men nu er det uigenkaldeligt slut. Torsdag middag holdt Morten Piils filmhjerte op med at slå efter kort tids sygdom. Han blev 75 år og efterlader sig sin kone, deres søn og datter.

Med usvigelig sikker dømmekraft formåede Morten Piil som ingen anden filmanmelder at sætte fingeren på en films styrke og svagheder. Han kunne analysere en skuespilpræstation eller en fotografs billeder, to af hans spidskompetencer, og servere pointerne med en skarpskyttes præcision, så ganske få ord sagde det hele.

Morten Piil var lille og rund af statur, men som kritiker ragede han op over os alle sammen. Han var anmeldernes anmelder – ham, vi lyttede til og målte os med.

Fire film på en dag
Det hele startede i barndommens Gentofte Bio.

”At skulle gå hjem uden at komme ind i Gentofte Bios helligdom vil ikke være til at bære for den spirende filmnørd,” skrev Morten Piil i et sjældent erindringsessay.

I 1953 oplevede han den første filmiske jordrystelse, da han så John Fords Den tavse mand. Ni år senere, i en alder af blot nitten år, blev han ansat som junioranmelder på Berlingske Tidende med ansvar primært for B- og C-film.

”På travle dage så jeg den første film ved presseforestillingen kl. 11, den næste ved første eftermiddagsforestilling kl. 14, den tredje kl. 16 og den fjerde kl. 19. Indimellem skrev jeg så anmeldelserne med samlet deadline kl. 21.45,” skrev han om arbejdsforhold, der unægteligt sætter nutidens snak om stress i relief.

I 1960’erne faldt Morten Piil for den franske nybølge med Truffaut, Godard, Demy og Rohmer. Ellers var han optaget af store auteurs som Welles, Hawks, Hitchcock, Fellini, Buñuel, Kubrick, Loach, Leigh, Allen og Bergman.

Han var lige åben over for højt som lavt, men manierede filmeksperimenter sagde ham ikke noget. Han gik i brechen for filmen som en fortællende kunstart og havde en sensitiv bullshit-detektor, der især reagerede på det krukkede, forvrøvlede eller skingre.

Det pæne borgerbarn
Morten Piil skiftede i 1967 til Dagbladet Information, hvor han arbejdede i mere end 40 år og i en periode stod i spidsen for filmdækningen.

Nicheavisens læserskare var begrænset, og da Morten Piil ikke brød sig om at være på tv eller i det hele taget være i centrum, blev han aldrig kendt af det bredere publikum.

Men selv om han havde det bedst i biografen eller bag skrivemaskinen og senere computeren, kan hans indflydelse ikke overvurderes.

I 1975-77 fungerede han som spillefilmkonsulent ved Det Danske Filminstitut. Han støttede Nils Malmros’ Drenge og Jørgen Leths cykelklassiker En forårsdag i helvede, men også floppet Gangsterens lærling, der skildrer en socialrådgivers deroute i et narkomiljø. ”Som pænt opdraget borgerbarn gik jeg rundt med en indeklemt fascination af hærværk og pludselig fortabelse,” har han forklaret.

Der var dog ingen fortabelse i karrieren, som er kendetegnet ved en forbløffende styrke og stabilitet. Jobbet som konsulent gav ham indblik i dansk filmpolitik, og da han genoptog sit virke som kritiker, skrev han indsigtsfulde kommentarer og ledere om dansk film.

Ægte intellektuel
Som studerende begyndte jeg i 1980’erne at læse Piils anmeldelser i Information. Jeg skrev vrede læserbreve om, at han ikke fattede en pind af den postmoderne franske filmtrend eller for den sags skyld filmkritik.

Morten svarede med en imødekommende venlighed, som mit ungdommelige overmod ikke havde fortjent, og i dag skal jeg være den første til at erkende, at han havde ret: PoMo-filmene var forglemmelige! Men de geniale Coen-brødre, som dengang også var en smule postmoderne, var vi rørende enige om. Og da jeg selv startede på at anmelde for Aarhus Stiftstidende, gik det endelig op for mig, hvor prægtig en anmelder han var.

På trods af læserbrevene hentede Morten mig til Information i 2001, hvor jeg lærte ham at kende som et klogt, retsindigt, muntert, beskedent og lidt tilbageholdende menneske. En ægte intellektuel uden akademiske krykker, en menneskekender, altid optaget af substansen og fuldstændigt blottet for den selvforelskelse, som nogle af hans arvtagere i beklagelig grad lider af.

Han lærte mig, at når man lever af at kritisere, så nytter det ikke selv at være nærtagende over for kritik. Og når jeg kom i et dilemma, hvor en journalistisk sag, jeg havde gang i, kunne risikere at skade dansk film eller mine egne muligheder, så sagde han: ”Jeg har altid bare buset på!”

Morten Piils integritet og kompromisløshed blev en ledestjerne. Og selv om han lignede alt andet end en hippie kom han for mig til at inkarnere det bedste fra 68-generationen: frisindet, nysgerrig, usnobbet, åndfuld og dog jordbunden.

Jeg tror, at han mere så sig selv som Olsen-bandens evigt ængstelige Kjeld, ”den skræmte småborger i os alle, tynget af ansvaret for familien, men altid venlig, velmenende og villig, når vennerne kaldte”, som han skrev i en nekrolog for Poul Bundgaard.

Dogme-opturen
Når man skriver anmeldelser på ugentlig basis, kan ens virke nemt gå i glemmebogen. Han holdt sig altid til den korte form, og et projekt i 70’erne om at skrive en bog om Truffaut blev aldrig realiseret.

Men i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne udnyttede han sit store overblik til at give dansk filmkultur tre unikke opslagsværker, hvor han var redaktør og medforfatter: Gyldendals filmguide, Danske filmskuespillere og Danske filminstruktører. Det er rene tour de force-præstationer og fornem dokumentation af hans grundige research, ræsonnerende kritik og koncise, men ofte opfindsomme sprog, der igen og igen formår at snige sig uden om klichéerne.

Forfatterskabet indbragte ham i 2002 en Æres-Bodil, som han delte sammen med Ekkos Peter Schepelern. Ved den lejlighed havde han for en gangs skyld svært ved at kontrollere de stærke følelser, som man altid fornemmede sitre under overfladen.

Bøgerne viser også, at han i den grad brændte for dansk film. Lars von Trier, Susanne Bier, Nils Malmros, Thomas Vinterberg og den unge Bille August satte han højst. Jeg husker et foredrag i 90’erne på Filmhøjskolen, hvor han med en forbilledlig statistik viste, at dansk film var ved at drukne i historiske dramaer og savnede samtidsfilmen.

Så kom Dogme, der med forbuddet mod tidsmæssig fremmedgørelse og et fokus på skuespillet var lige, hvad Piil havde efterlyst. At Trier bar nag over hans nedrakkende Information-anmeldelse af Epidemic i 1987, kaldte ham for en humørforladt snylter og lod Information stikke op af den mest usympatiske figurs jakkelomme i Idioterne, tog Morten Piil med oprejst pande.

Ironiske hints
I 2003 samlede Informations Forlag hans anmeldelser gennem 40 år i bogen Film på hjernen.

For Ekko anmeldte Morten Piil især danske film, et potentielt minefelt, fordi filmskaberne her rent faktisk læser, hvad vi skriver. Men Morten var altid sikkerheden selv. I sin sidste anmeldelse i september 2017 storroser han den senere Bodil-vinder Dejan Cukic, der som gambleren Claus i Fantasten smider al hæmning og forfængelighed over bord: ”En spændende skuespiller med stor fysisk pondus, og han virker også her larger than life med sin lettere eksotiske virilitet.”

Vi var i kontakt til det allersidste.

Det handlede om de frygtelige seksuelle overgreb i blandt andet Krigernes børn, om hvilken Morten havde skrevet i sin filmguide, at filmen havde et ”besværligt, bevæget produktionsforløb”.

Den eufemisme faldt mig i øjnene, og efter at have undersøgt sagen vendte Morten tilbage med karakteristisk storsind: ”Skulle der falde nogle ironiske hints af til min Guide-omtale, er det HELT OK med mig. Jeg har fuldt ud accepteret, at den lille tekst tilsyneladende er utilstrækkelig og vel faktisk vildledende.”

I kælderbiografen
Mit sidste besøg på første sal af villaen i Charlottenlundvej i Hellerup var en kold aften i januar.

Morten fortalte, at han havde fået kræft, men han havde ikke lyst til at tale om det. Han ville hellere høre om Ekko og mine egne planer for fremtiden. Jeg spurgte, om han havde en film, som han aldrig havde fået skrevet om.

”Sjovt, at du spørger. Jeg har aldrig været særligt begejstret for George Cukor, og måske er jeg blevet lidt sentimental, men den måde, han udnytter CinemaScope-formatet på i En stjerne fødes, er altså helt fantastisk,” sagde han begejstret.

Og så inviterede han mig ned i kælderen, hvor han havde indrettet en biograf for to personer. Vi satte os i lænestolene og nød sammen musicalens overdådigt smukke åbningssekvens, hvor en hønefuld James Mason braser ind på teaterscenen, mens Judy Garland er ved at opføre et sangnummer.

I filmen, der havde dansk premiere i 1955, hjælper Mason den unge sangerinde til at få en karriere, mens hans egen lakker mod enden. 

”Vi ses igen,” sagde jeg, da vi tog afsked i døråbningen. Men det gjorde vi ikke. Stjernen er slukket.