Dansk films svære vej til Cannes

Pigen med nålen er kommet flot fra start ved verdenspremieren i Cannes, hvor den sammen med Ali Abassis The Apprentice er en af hele to danske – eller halvdanske – film i hovedkonkurrencen. 

Ekkos chefredaktør giver tre ud af fire stjerner i magasinets stjernebarometer til filmen, som er instrueret af svenske Magnus von Horn og optaget i Lódz i Polen, hvor instruktøren har studeret. 

Allerede på festivalens andendag kalder det førende amerikanske branchemedie Variety Vic Carmen Sonnes hovedrollepræstation for et godt bud på en pris for bedste kvindelige skuespiller. 

Hun var den første skuespiller, som blev castet og har været med til at udvikle projektet. 

”Jeg har haft fornøjelsen af at læse med på hvert manuskript. Af og til forsvandt Magnus i et musehul, og så spurgte jeg: ’Chef, er du okay?’ siger Vic Carmen Sonne under filmholdets møde med den internationale presse i Cannes. 

Dyrholm takkede nej
Hun spiller den fattige Karoline, som i de sidste måneder af Første Verdenskrig arbejder på en syfabrik og kæmper for at få økonomien til at løbe rundt. 

Hendes mand er forsvundet ved fronten, men da han ikke er erklæret død, er hun ikke berettiget til enkepension. 

Den flinke fabriksdirektør gør hende gravid og går med til at blive gift – lige indtil hans mor spænder ben for forlovelsen. Og da Karoline forsøger at fremprovokere en abort i en badeanstalt, møder hun den venlige Dagmar Overbye, som lover at hjælpe hende med at finde en familie til barnet efter fødslen. 

Hvad Karoline ikke ved er, at Dagmar ikke bortadopterer, men slår de spædbørn, som desperate mødre efterlader hos hende, ihjel. 

Trine Dyrholm er kuldegysende i rollen som Danmarkshistoriens værste seriemorder, men sprang ikke på med det samme, da hun fik den tilbudt, fortæller Vic Carmen Sonne. 

”Da vi talte om at caste Dagmar, foreslog jeg Trine, men så sagde Magnus: ’Hun sagde nej!’” 

”Jeg sagde halvt nej,” indvender Trine Dyrholm, da hun mødes med Ekko i Nordisk Films penthouselejlighed på Croisetten. 

”Jeg syntes ikke, at Magnus helt havde besluttet, hvad han ville med karakteren. Og så kom han igen på et tidspunkt, hvor jeg bedre kunne se, hvad han ville, og jeg kunne byde ind med noget. Men fra starten kunne jeg se potentialet i projektet.” 

Den vildeste proces
Trine Dyrholm var ikke den eneste, der skulle trækkes til truget. 

”Jeg sagde nej til casting,” siger Besir Zeciri, der er kendt fra blandt andet Ekko Shortlist Awards, som han både har vundet og selv været vært for. 

Besir Zeciri spiller Karolines mand Peter Nielsen, som vender tilbage fra krigen med en maske for sit skamferede ansigt. 

”Jeg tænkte, at sådan en rolle vil jeg aldrig få. Mig i en dansk periodefilm? Jeg tænkte, det bare var noget mangfoldighedspis, hvor jeg alligevel ville blive valgt fra.” 

”Men så møder jeg tilfældigvis Vic på en kortfilm, hvor vi spiller søskende, og hun spørger mig: ’Hvad fanden laver du? Du er et seriøst bud!’” 

”Så tog jeg til casting alligevel, og syv måneder senere, da jeg havde lavet Fredløs og var blevet arbejdsløs, fed og far, så ringede der et polsk nummer en søndag. ’Hi, this is Magnus …’” 

Selv med castet på plads tog det lang tid at realisere filmen. 

”Det har været den vildeste proces. Man får lidt penge, så får man lidt flere penge, og sådan fortsatte det helt op til optagestart,” siger Besir Zeciri. 

Trine Dyrholm supplerer. 

”Magnus har kæmpet i så mange år for denne film. Det har også været en udfordrende optageproces. Sådan er det bare, når der er så høje ambitioner og så få penge,” siger hun. 

Inspireret af Elefantmanden
Den lange udviklingsperiode gav til gengæld god mulighed for at researche rollerne. 

”Jeg læste alle mulige bøger og hørte podcasts. Jeg sultede mig selv for at ligne én, der har været i krig, og jeg skrev breve til Karoline,” fortæller Besir Zeciri og smiler. 

I filmen kommer hans karakter pludselig tilbage fra krigen med et ansigt, som er vansiret til ukendelighed.

Inden optagelserne bad instruktøren Besir Zeciri se John Hurts præstation som den misdannede John Merrick i Elefantmanden. 

”Allerede til castingen fik jeg en maske på, og det er jo en gave at spille med sådan en kreativ begrænsning. Selvfølgelig er det også pissenederen, for det tager hundrede år at få på, og det er varmt. Jeg får stadig rigtigt tør hud ved det øje, men det hjælper virkelig ens præstation,” siger Besir Zeciri. 

Også Trine Dyrholm fik lektier for af instruktøren. 

”Magnus viste mig tre klip: Eksorcisten, The Lighthouse og Fagin fra Oliver Twist, som jeg blev ekstremt inspireret af,” siger Dyrholm og tilføjer: 

”Dagmar er netop sådan en uforudsigelig karakter, og jeg skulle finde en balance mellem at være uhyggelig og at være legesyg. Der er noget humørsygt over hende.” 

Samfundets uønskede
På pressemødet uddyber Vic Carmen Sonne sit samarbejde med instruktøren. 

”Hver film og hver instruktør kræver sin egen tilgang. Nogle gange ved jeg ikke, om det er intuition eller tanke, der kommer først,” siger hun. 

Som eksempel nævner Vic Carmen Sonne den kjole, Karoline får af direktøren for at fejre forlovelsen. 

”Jeg tænkte, at det var ligesom Askepot med musene. Men hvis fabriksejeren havde købt den kjole i dag, var han taget i Agent Provocateur og havde fundet det mest stereotypisk kvindelige undertøj med lingeri, snøre og pushup-bh.” 

Karoline passer ikke ind i den rolle, han vil tildele hende. Faktisk passer hun ikke rigtigt ind noget sted. En tidlig arbejdstitel var ”De uønskede”, og da hun knytter sig til Dagmar, er det netop, fordi de begge føler sig som outsidere, som byder verden trods. 

”Filmen handler om samfundets sociale strukturer på det tidspunkt i historien,” siger Trine Dyrholm til Ekko. 

”Men der er mange steder, som minder om det i dag. Det mærkede vi også under optagelserne, fordi der ikke er fri abort i Polen.” 

Også for Vic Carmen Sonne var det vigtigt at gå til filmen som en historie til nutiden. 

”Karoline lever selvfølgelig på et tidspunkt, hvor kvinder blev undertrykt, men hendes oplevelser er ikke milevidt fra, hvordan mange kvinder – og folk i det hele taget – har det i dag,” siger skuespilleren på pressemødet. 

”Jeg tænkte ikke altid over, at det overhovedet er en kostumefilm, fordi Karolines historie er så universel. Og jeg er stolt over at være medskaber af sådan en karakter, der bliver ved at sigte efter det gode liv og aldrig tager sig til takke med mindre.” 

Det gode og det onde
Det er en beskrivelse, der passer omtrent lige godt på Dagmar. 

”Filmen handler om at skabe et liv ud fra de muligheder, du har,” siger Trine Dyrholm. 

Hun havde læst Karen Søndergaard Koldstes biografi Englemagersken allerede før, hun fik tilbudt rollen og ser Dagmar Overbye som et produkt af sin samtid. 

”Ikke for at forsvare hende, men hun var også udsat for nogle voldsomme ting. Hun sender disse piger ud af døren med den gode fortælling om deres barn. Så kan de leve videre med tanken om, at deres barn er hos en fin sagfører eller sådan noget,” siger Trine Dyrholm. 

”Dagmar mener, at hun fortjener en medalje for at gøre det beskidte arbejde.” 

”Jeg kunne ikke drømme om at forsvare hendes handlinger, men hvad slås hun med, og hvad er det for et samfund, hun står i? Jeg tror ikke på opdelingen i det gode og det onde. Vi indeholder det hele alle sammen. Og så er der nogle omstændigheder, som gør, at vi går den ene eller anden vej.”