Dansk fotograf knokler sig til Emmy
Arbejder man hårdt og længe nok, kan man høste frugten i sidste ende.
Det er den danske fotograf David Katznelson et bevis på. Mange års hårdt slid i filmbranchen lønnede sig i weekenden for den 40-årige dansker, hvor han modtog en prestigefyldt Emmy-statuette for den engelske tv-serie Downton Abbey.
”Det er fantastisk, intet mindre. Det er et kæmpe skulderklap,” fortæller David Katznelson til Ekko.
”Rent karrieremæssigt kan det have stor betydning, for det bliver lettere at komme til at lave noget i USA. De har enormt stramme fagforeningsregler, men en Emmy kan åbne døre. Jeg har knoklet og så endelig at stå der og modtage prisen, det er helt utroligt.”
På filmskole i England
David Katznelson blev opslugt af film i sin ungdom, hvor han lavede diverse, små filmprojekter med instruktøren Kaspar Munk. Begge søgte ind på Den Danske Filmskole - og begge blev afvist.
David Katznelson måtte søge andre græsgange, og i 1997 blev han optaget på National Film and Television School i England. Og det har formet ham på en speciel måde at sidde på den engelske skolebænk.
”Når man er færdig med skolen, kommer man ud på en helt anden måde end i Danmark. Man havner i et langt større og internationalt filmmiljø,” fortæller David Katznelson.
”Min fornemmelse er, at når man kommer ud fra Den Danske Filmskole er man automatisk blåstemplet i dansk film. Når man har gået på skole herovre, er man snarere blot en ung og uerfaren fotograf, der ikke kan noget specielt.”
Tv-gennembrud
Der er enormt mange, som arbejder sig op gennem systemet på den gammeldags måde i England.
”Man skal ud og bevise, at man duer til noget. Man skal lave en masse kortfilm og håbe på, at én af dem bliver opdaget og kan skabe noget opmærksomhed. Mit gennembrud blev så sjovt nok en tv-film, som min kone instruerede,” fortæller David Katznelson.
Det drejede sig om Sarah Gavrons sørgelige tv-film This Little Life fra 2003 om et barn, der bliver født for tidligt. Filmen blev et mindre hit, og derefter begyndte tingene så småt at rulle for David Katznelson. Han indledte et tæt samarbejde med instruktøren Brian Percival, der bad danskeren om at filme Downton Abbey.
Serien er en klassisk upstairs- og downstairs- fortælling, der foregår i tiden op til Første Verdenskrig. Downton Abbey er et kæmpe hit, og det er altså for arbejdet på den serie, at Katznelson i lørdags kunne lade sig hylde ved Emmy-uddelingen. Han vandt over fotografer på så store serier som Mildred Pierce og The Kennedys.
Tæt på at give op
Nok er succesens fundament engelsk, men David Katznelson har ikke glemt sit tilhørsforhold til Danmark og især Kaspar Munk.
De arbejdede sammen i 2010 på Munks spillefilmdebut, Hold om mig, hvor Katznelson viser sit øje for sanselige og stemningsmættede billeder, der i sig selv kan bære en historie.
”Uden ham havde jeg givet op på halvvejen, for det var simpelthen så hårdt at kæmpe i den danske filmbranche. Han fastholdt min interesse for at lave film,” fortæller David Katznelson.
”Vi lavede mange kortfilm sammen i sin tid. Vi har slidt og slæbt sammen og kørt rundt midt om natten med kameraet på cyklen. Han har haft en helt essentiel betydning for, at jeg er nået hertil.”
På vej til USA
På trods af sin forholdsvis unge alder kan David Katznelson prale af at have over 30 forskellige film- og tv-projekter på cv’et. Hvad bliver så næste skridt?
”Den her pris giver noget omtale og er vel en slags blåstempling. Så når producenter i fremtiden ser mit navn på en liste, er der måske en klokke, der ringer,” håber fotografen.
”Der kommer fantastiske ting ud af USA, så jeg vil meget gerne derover. Men jeg vil næppe blive der resten af mit liv. Det vigtigste for mig er at fortælle den rigtige historie og arbejde sammen med instruktører, der inspirerer mig. Og det kan for så vidt være på en amerikansk film med et kæmpe budget eller en mindre, dansk film instrueret af Kaspar Munk.”
Kommentarer