Dansk islæt og overraskelser i Oscar-kapløb
I oktober afslørede Oscar-Akademiet, hvilke 124 dokumentarfilm der potentielt kunne blive blandt de fem film, som bliver nomineret for bedste dokumentarfilm.
Nu har Akademiet barberet feltet ned til femten film.
Her i Danmark kan vi glæde os over, at det danske bidrag, Joshua Oppenheimers The Look of Silence, er blandt de femten film på listen.
The Look of Silence følger en familie, som på tætteste hold mærkede resultatet af folkemordet i Indonesien og nu vil konfrontere gerningsmænd med deres ugerninger.
Oppenheimers forrige film, The Act of Killing, der behandler samme emne fra gerningsmændenes synspunkt, formåede at ende blandt de fem nominerede ved Oscar-uddelingen i 2014.
Stærke kandidater
En af de film, der må forventes at ende blandt de fem nominerede, men også være favorit til at vinde Oscar’en, er Amy.
Den hjerteskærende dokumentar om den gudbenådede, men selvdestruktive sangerinde Amy Winehouse, er i hvert fald en kritiker-darling, som Ekkos chefredaktør Claus Christensen kastede hele seks stjerner efter i sin anmeldelse.
Alex Gibneys Scientology-dokumentar Scientologys religiøse fængsel er også med på listen og må forventes at være en stærk kandidat til en nominering og mulig sejr.
Det samme kan siges om Kirby Dicks The Hunting Ground, om den dybt kritisable håndtering af voldtægtsepisoder på amerikanske universiteter.
Michael Moore, som seneste var nomineret i 2008 med Sicko, står også over for en mulig Oscar-nominering med hans seneste film Where to Invade Next. Den handler om USA’s militær-industrielle kompleks.
Overraskende fravalg
Den Netflix-distribuerede dokumentar om Nina Simone, What happened, Miss Simone? er også sluppet igennem nåleøjet, og det samme er Listen to Me Marlon om Marlon Brando.
På trods af den lidt lunkne modtagelse her på siden, så er He Named Me Malala, om den unge Nobels fredspris-vinder Malala Yousafzai, også at finde på den såkaldte shortlist.
Noget overraskende er det, at Sundance-hittet The Wolfpack ikke er at finde blandt de femten film.
Dokumentaren – en søskendeflok, der har været indespærret i en newyorker-lejlighed i New York – var ellers en af bookmakernes favoritter, men blev altså sorteret fra.
Hvilke fem film, der ender med at blive nomineret, afsløres den 14. januar sammen med de øvrige kategoriers nomineringer.
Oscar-kandidaterne
Amy
Best of Enemies
Cartel Land
Scientologys religiøse fængsel
He Named Me Malala
Heart of a Dog
The Hunting Ground
Listen to Me Marlon
The Look of Silence
Meru
3 1/2 Minutes, 10 Bullets
We Come as Friends
What Happened, Miss Simone?
Where to Invade Next
Winter on Fire: Ukraine’s Fight for Freedom
Kommentarer