Nyhed
23. aug. 2022 | 12:06

Dansk-islandsk drama i spil til nordisk filmpris

Foto | Maria von Hausswolff
Hlynur Palmásons datter Ída Mekkín Hlynsdóttir (tv.) og Vic Carmen Sonne spiller i Vanskabte land en forretningsmands to døtre, som en dansk præst møder på sin rejse til Island.

Hlynur Pálmasons billedskønne Vanskabte land er Danmarks kandidat til at vinde Nordisk Råds Filmpris, hvor Joachim Trier ligner en forhåndsfavorit.

Af Nicki Bruun

Det bliver en dansk-islandsk film, der skal repræsentere Danmark ved den årlige filmkonkurrence Nordisk Råds Filmpris.

Den danskuddannede islænding Hlynur Pálmasons Vanskabte land er blevet udpeget som filmen, der skal forsvare Dannebrogs farver i kampen mod de andre nordiske lande.

Nordisk Råds Filmpris gives til et værk med forankring i nordisk kultur, høj kunstnerisk kvalitet og originalitet. Alt det kan bestemt siges om Vanskabte land, der har Elliott Crosset Hove i hovedrollen som en præst, der i slutningen af 1800-tallet rejser til Island for at forestå opførelsen af en kirke.

Den barske rejse giver ham fysiske udfordringer, men hans tro bliver også sat på prøve. Vanskabte land er produceret i samarbejde mellem det danske selskab Snowglobe og islandske Join Motion Pictures. Filmen får premiere i danske biografer den 1. december.

”Den danske filmbranche er så god til at bakke op om instruktører,” sagde Hlynur Pálmason til Ekko, da Vanskabte land havde verdenspremiere på Cannes-festivalen i foråret.

Vanskabte land ville aldrig være blevet til uden Danmark,” fortsatte instruktøren.

Oscar-film som konkurrenter
Der er dog en hård kamp i vente for Vanskabte land.

Filmen er nemlig oppe imod Joachim Triers Oscar-nominerede mesterværk Verdens værste menneske, der er Norges kandidat til Nordisk Råds Filmpris og må betragtes som forhåndsfavorit.

Trier vandt i 2016 prisen sammen med sin faste manuskriptforfatter Eskil Vogt og producer Thomas Robsahm for engelsksprogede Louder Than Bombs.

Den islandske kandidat Lamb er ligesom den danske og norske film en kritikerrost perle, der vakte begejstring blandt anmelderne ved verdenspremieren på Cannes-festivalen.

Sverige er repræsenteret ved Nathalie Ávarez Meséns Clara Sola, der faktisk var Costa Ricas bud på en Oscar-vinder ved årets udgave af den amerikanske prisuddeling.

Endelig byder Finland ind med en film med den lange titel The Blind Man Who Did Not Want To See Titanic. Den handler om en blind, ældre mand, der sætter sig for at besøge en kvinde, som han jævnligt snakker med, men aldrig har mødt i levende live.

Nordisk Råds Filmpris er tidligere blevet vundet af blandt andre Lars von Trier, Thomas Vinterberg, May el-Toukhy, Roy Andersson og Ruben Östlund. Sidste år vandt Danmark for Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar Flugt.

Årets vinder offentliggøres den 1. november i den finske hovedstad Helsinki. Med prisen følger en pengepræmie på 300.000 kroner, som deles mellem instruktøren, manuskriptforfatteren og produceren.

Trailer: Vanskabte land

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko