Dansk journalist hædres på festival

Berlingske Tidendes filmjournalist Ebbe Iversen, som har deltaget på festivalen i 33 år, modtog i dag sammen med cirka 30 andre journalister fra hele verden en tung medalje for lang og tro tjeneste på et særligt pressemøde i Cannes.

Det var festivalens præsident Gilles Jacob, der under medjournalisternes applaus overrakte den fine medalje. Prisen blev givet i anledning af Cannes' 60-års jubilæum, og motivationen var, at de udvalgte journalister havde deltaget i festivalen i mange år og udøvet en ganske særlig indsats, som har medvirket til at styrke festivalens profil.

Mere og mere tjekket
Ebbe Iversen ser det som en stor ære, at så lille et land som Danmark også har gjort sig bemærket på festivalen og understreger, at de danske dagblade altid har ydet meget for at dække festivalen seriøst. 33 år er lang tid, og som nysgerrig novice må EKKO derfor vide, hvordan festivalen har forandret sig.

"Festivalen er vokset og vokset," siger Ebbe Iversen og fægter ud med armene på sin karakteristiske facon. "Alting bliver mere og mere tjekket, og festivalen er i dag så gennemorganiseret og velplanlagt, at det på nogle måder er en fryd og på andre en bet."

"I gamle dage gik en stor del af éns arbejde på festivalen med at styrte rundt og opsnappe spændende interviews. Det var næsten detektivagtigt og krævede hurtighed og dygtighed."

"Jeg husker blandt andet et interview med Rainer Werner Fassbinder, som jeg i sin tid fik, fordi jeg sad på en café, hvor Christian Braad Thomsen inviterede mig over, fordi han sad sammen med Fassbinder. Den slags episoder er der ingen af i dag."

Det danske sensationsår
"I dag er det hele forandret," fortsætter Ebbe Iversen, "man skal være nomineret hjemmefra af distributørerne, hvis man skal have sig et interview."

Hvilken betydning har festivalen for de almindelige biografgængere, da mange af de her film jo aldrig bliver vist i Danmark?

"Det er ikke kun danske journalister, også opkøbere har travlt på festivalen. Det er her, de orienterer sig og finder spændende film til det danske marked — nogle gange i symbiose med os journalister. Jeg har flere gange sagt til en dansk distributør, at de skulle gå ind og se den og den film. På den måde har festivalen en betydning."

"Desuden er det Cannes, der har gjort Lars von Trier og dogme berømt! Tænk bare på, at Lars von Triers Idioterne og Thomas Vinterbergs Festen var hernede samme år, i 1998. Det var en sensation!"

Ved at besvime
Ebbe Iversen fortæller, at han elsker at se de splinternye film i deres verdenspremiere.

"Som det første publikum i verden til de forskellige film," forklarer han, "sidder man andægtigt i salen og kan ikke undgå at føle sig en smule udvalgt. Det er også fantastisk at møde de berømte og interessante instruktører, som desværre er lidt mindre interessante i dag, fordi der sidder ti journalister eller mere og interviewer samtidig, på de såkaldte round-table interviews. Hvis jeg skal vælge mellem at se film og lave interviews, går filmene klart forud for interviewet."

Cannes er køer, og i den forbindelse fortæller Ebbe, at han hader at stå i kø. Det kræver en tålmodighed, og efter 33 år er den egenskab ved at være lidt slidt. Træt af at se tre eller fire film pr. dag bliver han aldrig nogensinde, men han indrømmer at være faldet i søvn et par gange. Ebbe Iversen ser mystisk ud på spørgsmålet om, hvor længe han bliver ved med at tage til Cannes — og tøver, inden han svarer: "Det ved man aldrig."

Til gengæld ved han godt og uden tøven, hvad højdepunkterne har været.

"Det var verdenspremieren på Dommedag nu i 1979, den tog fuldstændigt pippet fra os, vi var ved at besvime. Ja, den og så verdenspremieren på E.T., som var afslutningsfilmen i 1982. Alle var trætte — ingen gad se en film om en lille dreng, der bliver venner med et rumvæsen, det lød altså for åndssvagt. Men det endte med, at vi alle 2000 journalister hulkede os igennem den."

Samme bænk hvert år
Festivalen, som i år altså fylder 60, i øvrigt som Ebbe Iversen selv til september, har mange traditioner. Blandt andet råbes der engang imellem Raoul til de sene pressevisninger, uden nogen helt endnu har kunnet oplyse om hvorfor.

Ebbe har også sine traditioner.

Han fortæller, at han efter prisuddelingen går en aftentur for sig selv op til den gamle bydel for at sætte sig på den samme bænk år efter år lige ved kirken Notre Dame D'eau. Her bliver han siddende op til en time, kigger ud over byen og prøver at blive normal inde i hovedet igen.