Dansk kortfilm til Oscar
Den 22. februar skal instruktør Dorte W. Høgh og producer Tivi Magnusson til Los Angeles, og forhåbentlig tager de en Oscar-statuette med hjem.
De to danskere er i kategorien ”Best live action short film” oppe imod fire andre film:
Den tysk-schweiziske Auf der Strecke af Jochen Alexander Freydank, den franske Manon on the Asphalt af Olivier Ponts, irske New Boy af Tamara Anghie og den tyske Spielzeugland af Jochen Alexander Freydank.
Bag populære tv-serier
40-årige Dorte W. Høgh, som er datter af Bent og Anne Fabricius-Bjerre, er i offentligheden bedst kendt som vært på TV2's fredagsunderholdning Eleva2ren.
Det var i 1996, og siden har hun primært virket som manuskriptforfatter på en række populære danske tv-serier: Nikolaj og Julie, Hotellet og senest Anna Pihl. Derudover har hun været medforfatter på Per Flys Drabet og Arven.
Kulturkamp om gris
I Grisen deler hun manuskripttjansen med Anders August, der blev færdig på Filmskolen i 2007.
Filmen er baseret på en novelle af Lars Saabye Christensen og handler om kulturkamp på et hospital. Henning Moritzen spiller den aldrende patient Asbjørn Hall, der knytter sig til et maleri med en smilende gris. Men glæden er kort, da personalet fjerner billedet af hensyn til den pakistanske værelseskammerat.
Filmen er ifølge filmselskabet et drama om den enkeltes ret til at udtrykke sig. Ud over Moritzen optræder Jesper Asholt, Trine Pallesen og Farshad Kholghi også i filmen.
Kommentarer