Dansk Netflix-produktion vækker bekymring
Netflix har ifølge avisen The Guardian sat sin produktion af film og serier i USA og Canada på pause som følge af den frygtede coronavirus.
Men streamingtjenestens danske produktion Equinox, der er ved at blive optaget i disse uger, fortsætter. Og det bekymrer flere af de filmfolk, der arbejder på produktionen.
”Vi er i store træk blevet bedt om at køre videre som normalt. Der er taget nogle få forholdsregler, men vi befinder os stadig med et stort filmhold inde på små locations, og vi spiser frokost sammen side om side i en filmbus. Det er helt uansvarligt,” siger en af filmarbejderne, som ønsker at være anonym.
Ifølge Ekkos oplysninger har flere filmarbejdere skrevet til Netflix’ production hotline, hvor man kan give udtryk for sin bekymring. Det har ikke gjort bekymringen mindre, at en af skuespillerne har måttet gå hjem med en forkølelse.
Et par optagelser med mange statister er blevet aflyst i den kommende uge, men det løser ikke smittefaren, mener filmfolk.
”Selv om vi filmer en scene i en villa med kun en enkelt skuespiller, står der et hold af filmfolk rundt om skuespilleren. I torsdags filmede vi på et badeværelse, hvor der var en instruktør, en fotograf, en b-fotograf, en tonemester, en boomer og en belyser. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at overholde den afstand, som regeringen anbefaler,” siger en filmarbejder.
Generelt stop på vej?
Equinox er en overnaturlig thriller med Danica Curcic i hovedrollen, der spiller over for skuespillere som Lars Brygmann, Fanny Leander Bornedal og Alexandre Willaume.
Søren Balle instruerer serien, som er baseret på en podcast af Thea Lindeburg, der også har skrevet manuskriptet.
”Vi holder produktionsfri i morgen mandag, og de faglige organisationer forhandler om situationen,” skriver Lars Hermann, der er direktør i Apple Tree Productions, som producerer serien for Netflix.
Kilder oplyser, at Producentforeningen og filmarbejderforeningen FAF holder møde i disse timer med henblik på at lave et generelt stop for igangværende filmoptagelser i Danmark.
Direktør i Producentforeningen, Jørgen Ramskov, siger til Ekko, at han håber på at kunne melde noget ud i løbet af aftenen.
Ekko har været i kontakt med en pr-repræsentant for Netflix, men det er ikke lykkedes at få en kommentar inden deadline.
Kommentarer