oscar 2021
25. apr. 2021 | 23:02 - Opdateret 28. apr. 2021 | 14:42

Dansk Oscar-kandidat beskyldes for plagiat

Foto | Sam Chase
Elvira Linds mand, Hollywood-stjernen Oscar Isaac, spiller hovedrollen i hendes Oscar-nominerede kortfilm, som ifølge tyrkiske filmfolk minder lidt for meget om deres prisbelønnede Passed by Censor.

Tyrkiske filmfolk mener, at Elvira Linds Oscar-nominerede kortfilm The Letter Room plagierer deres prisvindende spillefilm fra 2019. Opdateret med kommentar fra instruktøren!

Af Claus Christensen

Om nogle få timer kan danske Elvira Lind vinde en Oscar for sin kortfilm The Letter Room. Det er en original historie om en fængselsbetjent, der har til opgave at læse de indsattes korrespondance med verden udenfor for at opsnappe ulovlig eller anstødelig kommunikation.

Eller er den original?

Det sår tyrkiske filmskabere nu tvivl om. Instruktør Serhat Karaaslan og hans filmhold udtaler til Indiewire, at de mener, historien er et plagiat af deres spillefilm Passed by Censor fra 2019.

I begge film har hovedpersonen til opgave at læse de indsattes post for at undersøge, om den rummer hemmelige budskaber.

Derfor vil tyrkerne nu forhandle med Elvira Lind og hendes filmhold. De oplyser til mediet, at de har været ved at undersøge muligheden for at lave en engelsksproget version af filmen.

Karaaslan siger, at hans advokater har sagt, at Elvira Linds kortfilm ”skader filmens finansielle rettigheder”.

Ifølge Indiewire bliver hovedpersonen i den tyrkiske film besat af en kvindes breve til sin mand i fængslet. I Linds film falder betjenten – der spilles af hendes mand, Hollywood-stjernen Oscar Isaac – for en kvindes breve til en mand på dødsgangen.

Indiewire har forsøgt at få en kommentar fra Elvira Lind, og en repræsentant for filmselskabet Topic, der har været med til at producere filmen, udtaler:

”Ingen, der er involveret i The Letter Room, har set denne film, ligesom de heller ikke har haft kendskab til den, før de tyrkiske advokater forlangte en økonomisk kompensation.”

Elvira Lind har tidligere lavet dokumentarfilm. The Letter Room er Elvira Linds første fiktionsfilm, og den er Oscar-nomineret for bedste kortfilm.

Opdateret 28. april med følgende: 

Kritiserer danske medier
På sin Instagram-konto kritiserer Elvira Lind, at flere danske medier ikke har givet hende mulighed for at udtale sig. Hun tilføjer: 

”Hverken jeg eller nogle andre involverede i The Letter Room havde set eller været opmærksomme på den tyrkiske film, før de tyrkiske advokater bad om økonomisk kompensation. Vores film er et fuldstændigt selvstændigt værk.”

Ekko beklager, at vi ikke kontaktede Lind inden offentliggørelsen af artiklen. Ifølge hendes pr-agent Line Bilenberg har instruktøren ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt. Bilenberg henviser til en artikel i DR den 28. april, hvor Lind udtaler:

”Den tyrkiske instruktør og hans hold fandt den perfekte mulighed for at få opmærksomhed på dem selv og deres film ved at komme med falske anklager mod en lille kortfilm, som pludselig får kærlighed og ekstra opmærksomhed, fordi den bliver Oscar-nomineret.”

Trailer: The Letter Room

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko