DR viser dansk Oscar-kandidat
Det er et temmelig specielt forløb, den animerede dokumentar Flugt har været igennem det seneste år.
Jonas Poher Rasmussens film om vennen Amin, der anonymt fortæller om sin flugt fra Afghanistan til Danmark, fik verdenspremiere på sidste års Sundance-festival, som netop er startet i sin nye udgave.
Filmen vandt en pris i Sundance, og siden er det væltet ind med priser og kritikerroser, selv om coronakrisen har gjort sit for at gøre livet svært for filmen med lukkede biografer over hele verden.
Nu kan Flugt dog snart opleves gratis af alle danskere.
Den 7. februar kommer filmen på DR’s streamingtjeneste DRTV, skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.
Går stadig i biografer
Flugt fik ligesom mange andre film rykket sin premieredato og endte med at komme i danske biografer den 17. juni.
Det trak dog langt fra fulde huse. I skrivende stund har den solgt 11.709 billetter i biografen, hvilket er pænt for noget så specifikt som en animeret dokumentar med en barsk historie.
Filmen kan stadig opleves i en række biografer landet over. Københavnske Empire Bio, Vester Vov Vov og Dagmar viser filmen, mens også Øst for Paradis i Aarhus og Kulturhus Trommen Hørsholm lægger rammer til.
Også Victoria Teatret i Sorø og Vig Bio i Odsherred har visninger af filmen over de kommende dage.
Dagen efter filmen kommer på DR’s streamingtjeneste, offentliggør Oscar-akademiet de nominerede til årets prisfest. Der finder vi altså ud af, om Flugt får nomineringer i hele tre kategorier – bedste internationale film, dokumentar og animationsfilm – som den er kørt i stilling til.
Det ville være en historisk bedrift. Oscar-showet bliver afholdt 27. marts, hvor en vært efter tre værtsløse udgaver vil stå i spidsen for prisfesten.
Kommentarer