Nyhed
22. dec. 2021 | 10:28

Dansk Oscar-succes til Flugt og co.

Foto | Final Cut for Real
I den animerede dokumentar Flugt fortæller en afghansk flygtning efter et helt liv med hemmeligheder endelig historien om, hvordan det lykkedes ham at komme til Danmark som barn.

Det animerede mesterværk Flugt er gået videre i kapløbet i to kategorier ved Oscar-uddelingen, hvor også en anden dansk dokumentar og to kortfilm er i spil til priser.

Af Nicki Bruun

Drømmen om danske Oscar-priser lever stadig i bedste velgående. Det er konklusionen, efter Akademiet i går aftes dansk tid offentliggjorde de såkaldte shortlister i en række kategorier.

Der blev nemlig plads til Flugt blandt de femten, som skal kæmpe om de endelige fem nomineringer, i både dokumentarkategorien og til prisen som bedste internationale film. Sidstnævnte gik i år som bekendt til Thomas Vinterbergs Druk.

Den danske succes blev yderligere cementeret, da også Camilla Nielssons portræt af et afrikansk præsidentvalg, President, ligeledes slap gennem nåleøjet. Begge film er produceret af filmselskabet Final Cut for Real, som må siges at skabe international opmærksomhed.

I kategorien for bedste internationale film skal Flugt blandt andet dyste mod italienske Paolo Sorrentinos The Hand of God, japanske Ryusuke Hamaguchis Drive My Car og norske Joachim Triers Verdens værste menneske. Til gengæld blev der noget overraskende ikke plads til den franske Guldpalme-vinder Titane på shortlisten.

Blandt dokumentarerne finder man også The Rescue – om redningsaktionen af en gruppe børn i en thailandsk grotte – og musikdokumentarer som The Summer of Soul og The Velvet Underground.

Stolte kortfilm-traditioner
Men de danske dokumentarer var ikke de eneste, som fik Oscar-akademiets kærlighed at føle.

Også i kortfilm-kategorien, hvor dansk film har stolte traditioner, blev der plads til hele to danske film på shortlisten med femten titler.

Skuespilleren Nicolaj Kopernikus er i spil for sin instruktørdebut Stenofonen, der har Jesper Christensen på rollelisten. Og så er Martin Strange-Hansen, som i 2003 vandt prisen for Der er en yndig mand, igen nomineret til en kortfilm-Oscar for On My Mind, der har Camilla Bendix og Rasmus Hammerich i hovedrollerne.

Begge film er produceret af Tivi og Kim Magnussons filmselskab M&M Productions, der har været Oscar-nomineret adskillige gange og vundet kortfilmverdenens fineste pris med Valgaften og Helium i henholdsvis 1998 og 2014.

Der er ikke nogen shortlist i animationskategorien, hvor Flugt også er i spil. Der må vi vente til den 8. februar, hvor alle de nominerede bliver afsløret, før vi ved, om og hvor mange priser den danske animationsdokumentar kan løbe med.

Den 94. Oscar-uddeling bliver afholdt den 27. marts i Los Angeles.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko