Dansk porno er en ynk

Dansk pornos storhedstid er for længst forbi. Det er nærmere bestemt 30 år siden, at salget af dansk porno herhjemme og som eksportvare toppede. Dengang turde producenterne satse større beløb på frække film, men i dag bliver der kun produceret ti-femten danske pornofilm om året, lyder vurderingen fra flere steder. 

Det er de såkaldte sommerhusfilm, der optages på billige locations som lejede hotelværelser, sommerhuse eller i det fri for budgetter mellem 12.000 og 15.000 kroner. Heraf går langt det meste til at betale modellerne: Kvinder får typisk 3.000 kroner og mænd 2.000 kroner. Det tager en dag, så er filmen skudt, klippet og færdigredigeret. Med lidt held giver den et lille overskud.
 
"Dansk porno er en ynk," siger pornokender og -producent Nicolas Barbano.
 
"Indtil starten af 1970'erne var vi internationalt berømte, men i 1972 brød hardcore-pornografiigennem i USA, og vi blev overhalet. Da videoen kom, var toget allerede kørt. I 70'erne skulle sexfilmene legitimeres for at blive vist i biograferne, så filmene var ofte folkekomedier med kendte skuespillere og store budgetter. De helt ynkelige film kom med videokameraet. Da forsvandt behovet for filmisk fagkundskab fuldstændigt," siger Nicolas Barbano.
 
Han er en af to ejere af Innocent Pictures, der under selskabsnavnene Puzzy Power og HotMale producerede to blødere sexfilm samt bøssefilmen HotMen, CoolBoyz, mens Zentropa var medejer. Zentropa har nu solgt sin andel af Innocent Pictures. Filmene Constance og Pink Prison sælger ifølge Barbano godt i Europa, og Barbano har netop færdiggjort All About Anna, en sexfilm så blød, at mange nok ikke vil kalde den en pornofilm, siger han.
 
Hård porno fra USA
Men ud over de meget omtalte — og forholdsvis dyre — Innocent-produktioner lever dansk porno et meget stille liv. To af de flittigste producenter af lavbudgetporno, Finn Hansen fra selskabet Fotograferne i Skelbækgade og Michael Zile, har nu indstillet produktionen.
 
Skelbækgade 22 på Vesterbro i København husede Danmarks sidste store pornostudie, indtil det lukkede i efteråret 2003. Fynske Michael Zile stoppede ligeledes sidste år efter 17 år i branchen. Han var, siger han, Skandinaviens største producent og udgav 40-50 film om året, da produktionen var på sit højeste. "Dansk porno er inde i en dødvandeperiode for tiden. Internettet har ramt hårdt, og porno er en kæmpe industri i Californien, ligesom produktionen også er blomstrende i Østeuropa," siger Michael Zile, der ikke er sen til at placere ansvaret for den meget store nedtur.
 
"Distributørerne har ødelagt det, for de har ikke købt nok dansk porno. De kan købe rettighederne til en amerikansk film for mellem 500 og 1000 dollars, og så er det svært at følge med. En dansk film koster 12-15.000 kroner at producere, så der er kun penge i det, når man kan sælge filmen til udlandet. Jeg ved ikke, om man skal græde over udviklingen, men vi er nu afhængige af den amerikanske porno, som er hårdere end den danske. Der er for eksempel analsex i al ny amerikansk porno."
 
Svenskerne har overtaget
"Nu er vi jo ikke et statsdrevet filantropisk selskab, vel," forsvarer pornodistributør Barny Nygaard sig. "Jeg er først og fremmest købmand, og de danske produktioner er altså ikke mere værd for øjeblikket. Vi kan heller ikke få mere hjem på dem," siger han.
 
Barny Nygaard er Danmarks største pornofilmdistributør. Hans firma BN-Agentur udgiver omkring ti pornofilm om måneden. Højst en af de ti er danskproduceret, og filmene er udelukkende lavet af amatører, der selv henvender sig til distributøren.
 
"Det er billigere at købe filmene i udlandet, og desuden er det svært at skaffe ordentlige modeller i Danmark. Herhjemme stiller folk sig tilfreds med at udgive de halvdårlige film. Det kan godt være, man beskylder os for at satse på det sikre, men der er altså ikke nogen, der er kommet med en dyr ide, som jeg har haft lyst til at investere penge i," siger Barny Nygaard.
 
En af Danmarks få internationale pornomodeller i dag er Helle Andersen, som arbejder under navnet Nikki Dane. Helles mand Allan Andersen er fotograf på hendes film. Sammen arbejder de blandt andet for det Playboy-ejede Spice TV, der sender på forskellige kabel-tv-kanaler, og for svenske Michael Beckman — Mike Beck. Parret skaffer ved siden af optagelserne modeller og locations til Becks film — de efter dansk standard meget dyre pornokomedier og pornoactionfilm som Ridskolan 1 og 2, Lustgården og senest James Bond-pastichen Jane Bomb. Budgetterne ligger op imod en million svenske kroner.
 
"Vi gider ikke sælge direkte til danske distributører, for de giver ikke mere end 5-15.000 kroner for en film," siger Allan Andersen. "Markedet for dansk porno blev ødelagt i 1980'erne og for alvor i 1990'erne. Den tid har været meget præget af sommerhuse, og vi gider ikke lave sommerhusfilm. Amatører med videokameraer kom og underbød de professionelle, og så faldt priserne for ordentlig porno, og distributørerne skelner ikke mellem de to ting. Der findes ingen god dansk porno i dag, heller ikke Innocent Pictures. Sverige har et meget større kundegrundlag, og så har de Mike Beck. Uden ham ville der ikke blive produceret svensk porno af den kvalitet," vurderer Allan Andersen sin arbejdsgiver.
 
Halvdelen af modellerne i Mike Becks film er danske, og det er sjældent svært for Helle og Allan Andersen at skaffe modeller til Sverige. Selv har Mike Beck en enkel forklaring på krisen i dansk porno:
 
"I Danmark skal alting bare være billigt, billigt, billigt. Der er ingen, som vil satse penge på produktionen, og ingen vil betale for filmene. Hvis man vil have noget godt, må man betale for det."
 
Tjener på porno
"Amatørporno kan være udmærket, men der mangler alt for ofte noget kreativitet," siger Mike Beck. "Der laves tusindvis af pornofilm hvert år, så hvordan stikker man ud af mængden? Med videoen blev porno til et onaniprodukt i stedet for et underholdningsprodukt, men jeg har valgt at lave rigtige spillefilm, som blander komik og sex og er noget, man kan se med kæresten."
 
Selv om Mike Beck bedyrer, han ikke er blevet rig på porno, indrømmer han, at forretningen løber pænt rundt. Mere vil han ikke ud med.
 
"Man skal satse på flere medier for at tjene penge. Man skal producere til blade og internet samtidig og lave to versioner af hver film, en pornoudgave med eksplicit sex og en blød version til for eksempel tysk tv. Helst skal man også have sin egen distribution. Gør man alt det, kan det fungere. Men jeg kender ingen, der tjener store penge. Hvem tjener mest på porno i Sverige? Det er Telia og staten. For ti år siden var der flere penge, men nu er også bladsalget gået ned, for bladene må ikke stå fremme i butikkerne som før."
 
Også i Danmark er salget af pornoblade faldet dramatisk med årene. Aller International — et søsterselskab, hvis eksistens ugebladskoncernen Aller ikke ligefrem skilter med — udgiver seks "mandeblade", som de kalder det. Fra et oplag på over 200.000 om ugen af Ugens Rapport i de tidlige 1970'ere er tallet nu skrumpet til en tiendedel for den månedlige udgave.