Dag 8: Dansk stortalent får stående ovationer

Filmfestivalen i Venedig begyndte vanen tro med et brag. Alexander Payne, Guillermo Del Toro og George Clooney viste deres film i løbet af festivalens første dage og har nu forladt festen.

Men ulig forrige år har festivalen i år gemt lidt af krudtet til sidst. I går besøgte Darren Aronofsky Venedig, ligesom vi stadig har til gode at se verdenspremieren på Abdellatif Kechices første film siden Guldpalmevinderen Adèles liv.

Inden vi når så langt, var det på festivalens ottende dag blevet tid til The Third Murder af en af moderne tids største japanske filmskabere, Hirokazu Koreeda.

Instruktøren er berømt for sine familiedramaer – Efter stormen, Søstre og Min søns familie – hvor han med sin særegne humanistiske tilgang formår at fange det poetiske i dagligdagen, ofte med fokus på traumatiserede personer.

Mordmysterium
Mange af de samme elementer går igen i The Third Murder, hvor instruktøren dog går lidt anderledes til værks, end han plejer.

Vi har nemlig at gøre med et mordmysterium. Gerningsmanden kender vi allerede, for Misimu (Koji Yakusho) har blankt erkendt at have dræbt og brændt sin chef ved en flodbred. Han har i forvejen en alvorlig plet på straffeattesten for en forbrydelse, han begik for 30 år år siden. Så Misumi står nu til at få dødsstraf.

Til undsætning kommer den prominente forsvarsadvokat Shigemori, der spilles fortrinligt af stjernen Masaharu Fukuyama.

Shigemori er overbevist om, at han kan ændre straffen fra død til livstid. Men hans klient bliver ved med at ændre sin forklaring, og Shigemori begynder at tvivle på, om han overhovedet har begået mordet.

Koreeda er ikke kendt for at skabe nervepirrende thrillere, og der er da heller ikke megen suspense i The Third Murder. Instruktøren er interesseret i det tomrum, som opstår, når nogen må forlade os. Han spidder også det japanske retssystem og sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi dømmer vores medmennesker på.

Anarkistisk ungdomsmiljø
Da den japanske veterans film lakkede mod enden, stod en debutant klar i kulissen. Danske Annika Berg deltager nemlig i sidekonkurrencen La Settimana Internazionale della Critica med sin debutfilm Team Hurricane.

Konkurrencen kører sideløbende med festivalens officielle program og byder på syv spillefilm af debuterende instruktører.

Annika Berg imponerede med sin skønhedsåbenbaring af en filmskoleafgangsfilm, Sia, der kan ses på Ekko Shortlist. Og hun fortsætter med sin poetiske stil, men denne gang i et mere råt og anarkistisk ungdomsmiljø.

Vi følger otte piger over en sommer i ungdomsklubben, hvor de finder styrke i fællesskabet, mens de kæmper med kropsidealer, spiseforstyrrelser og identitet. Der er ikke noget egentlig plot, men filmen er sprængfyldt med vilde og æstetisk smukke scener.

Og publikum i Venedig knuselskede Team Hurricane. Det er sjældent, at publikummer rejser sig under ovationerne, men det skete spontant under rulleteksterne. Det er en imponerende bedrift af den kun 30-årige Annika Berg, der iklædt kongeblå nederdel var til stede under visningen – akkompagneret af sit farverigt klædte cast.

”Jeg kan godt lide at skifte mellem forskellige stile og teksturer. Det var sådan, jeg oplevede teenageårene,” forklarede Annika Berg, da publikum efter filmen kunne stille hende spørgsmål.

Læs i øvrigt et stort portrætinterview med Annika Berg i det nye nummer af Ekko.

Italiensk for italienere
Internationale film er der rigeligt af på Venedig-festivalen, men italienerne propper også år efter år deres egne film ind i programmet – endda i hovedkonkurrencen. Og det er næsten altid en misforståelse.

Det var i hvert fald tilfældet med den tv-film-agtige mafia-musical Ammore e malavita af brødrene Antonio og Marco Manetti. Men selv om filmen om drabet på en gemen mafiaboss ikke hører hjemme i kampen om Guldløven, kan man næsten ikke andet end falde for det italienske publikum i biografsalen.

De højlydte grin og spontane klapsalver hele filmen igennem viser, at de elsker deres lokale skuespillere betingelsesløst. Desværre for filmen står de ret alene med deres begejstring.

Skamrost biblioteksfilm
Ammore e malavita kommer ikke til at vinde mange priser i år, men det gør måske Ex Libris: New York Public Library, der er en – og hold nu fast! – tre timer lang dokumentar om et bibliotek.

Det er den mesterlige dokumentarist Frederick Wiseman, der har ageret fluen på væggen i det kolossale bibliotek i midten af New York. Dermed går den 87-årige veteran Alain Resnais i beddene, hvis Toute la mémoire du monde fra 1957 udforsker Bibliothèque National i Paris.

Resnais’ film varede kun 21 minutter, men Wiseman er ikke blevet sløset på sine gamle dage. Filmen har over en bred kam trukket de bedste anmeldelser blandt samtlige af festivalens værker.

Over en 50 år lang karriere har Wiseman observeret det amerikanske samfund og demokrati, og i Ex Libris kommer han med svaret på et af USA’ største problemer i disse år.

”Adgang til information er den fundamentale løsning på ulighed i vor tid,” siger en af de medvirkende i dokumentaren, som i kraft af sin længde og mangel på plot stiller krav til tilskueren.

Men en Guldløve-vinder er sjældent en crowdpleaser.