Dansk talent på filmkunstens hovedscene
Det er ingen decideret danske film i årets officielle Cannes-program, men talentet Nicolai G.H. Johansen holder fanen højt.
Hans kortfilm Inherent er blevet udtaget til programmet på parallelkonkonkurrencen Semaine de la Critique, hvor den skal dyste mod nogle af de mest spændende kortfilm fra instruktører over hele verden.
Filmen beskrives af Det Danske Filminstitut som ”et møde mellem gotisk horror og forstadsromance”. Den følger en ung kvinde, der vader rundt i gader og stræder og møder en fyr.
Nicolai G.H. Johansen er uddannet fra filmskolen Super8 og kendt for flere kortfilm på Ekko Shortlist.
Hans gyser Nøcken vandt ved Ekko Shortlist Awards i 2019 prisen for bedste lyddesign, mens krimidramaet Vægge af beton sidste år var nomineret for Rudi Køhnkes hovedrolle som privatdetektiv.
Inherent er produceret af det danske selskab Snowglobe, der også er co-producer på to norske film – Joachim Triers Verdens værste menneske og Eskil Vogts De uskyldige – som er udtaget til henholdsvis hovedkonkurrencen og andenkonkurrencen Un Certain Regard.
Der er ikke nogen dialog i Inherent, som har to unge, talentfulde skuespillere i hovedrollerne. Sandra Guldberg Kampp slog igennem med sin spillefilmdebut Kød & blod, mens Noah Skovgaard Skands har medvirket i en række kortfilm og kendes for sin rolle i Laurits Flensted-Jensens Usynligt hjerte.
Dansk succes
Da Cannes-festivalen senest løb af stablen i 2019 – sidste års udgave blev aflyst på grund af coronakrisen – var det også med deltagelse af et talent fra den danske filmbranche.
Færøske Andrias Høgenni var udtaget til det samme kortfilmprogram i parallelkonkurrencen Semaine de la Critique med sin Super16-afgangsfilm Ikki illa meint.
Filmen endte med at vinde en pris i det sydfranske, og senere gik det også det færøsk-sprogede drama godt ved Ekko Shortlist Awards.
Her vandt filmen prisen for bedste fiktion.
Vi krydser fingre for, at Nicolai G.H. Johansen og Inherent vil klare sig lige så godt i Cannes!
Kommentarer