Nyhed
12. mar. 2020 | 09:18

Danske biografer lukker ned

Foto | Nordisk Film Biografer
Imperial i København er landets største biografsal med plads til lige omkring 1000 mennesker, men som del af kæden Nordisk Film Biografer bliver alle forestillinger nu aflyst.

”Det vigtigste for os er vores gæsters tryghed,” siger landets største distributør, Nordisk Film Biografer, og aflyser alle forestillinger i hele landet.

Af Nicki Bruun

Danmark er efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde i går begyndt at lukke ned.

Først meldte dokumentarfestivalen Cph:Dox aflyst for den fysiske festival, og nu følger landets største biografdistributør trop.

I en pressemeddelelse skriver Nordisk Film Biografer, at alle forestillinger i deres 23 biografer i landet er aflyst med øjeblikkelig virkning og to uger frem.

”Vi beklager de gener, det måtte have over for vores gæster, men vi følger naturligvis myndighedernes anbefalinger,” udtaler direktør i Nordisk Film Biografer Danmark, Casper Bonavent.

”Det vigtigste for os er vores gæsters tryghed, og at vi kan være med til at begrænse smitten af covid-19. Vi holder foreløbig lukket i alle vore biografer frem til og med fredag 27. marts og følger udviklingen tæt.”

Premierer udskydes
Det oplyses i pressemeddelelsen desuden, at gæster, der har købt billetter til aflyste forestillinger, vil få refunderet deres penge.

Kino.dk, hvor publikum kan købe billetter til filmforestillinger, skriver, at andre biografer forventes at følge Nordisk Film Biografers eksempel og lukke ned.

Flere danske biografdistributører har her til morgen meddelt, at nogle af de film, der skulle have haft premiere i næste uge, bliver udskudt.

Det ligger i tråd med myndighedernes anbefaling på coronasmitte.dk, hvor der står:

”Alle indendørs offentlige kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud og lignende indendørs aktiviteter lukkes hurtigst muligt og senest fra fredag 13. marts 2020 i foreløbigt to uger.”

”Alle private udbydere, selvejende institutioner, frivillige foreninger og trossamfund med videre opfordres kraftigt til at gøre det samme.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko