Danske cykler mod tyske kampvogne

I dag kan biografer landet over forløse tusindvis af danskeres spænding, når det længe ventede krigsdrama om de skæbnesvangre formiddagstimer den 9. april 1940 får premiere.

Det er en både spændt og søvnig Roni Ezra, vi møder på Nordisk Film i Valby to dage inden premieren.

Han fortæller, at han aftenen forinden har været til uofficiel premiere i Haderslev sammen med de virkelige veteraner, der dengang kæmpede for Gud, Konge og Fædreland, og hvis beretninger tjener som grundlag for filmen.

”Det har været smertefuldt for dem, at deres historie aldrig rigtigt er blevet anerkendt. De fortalte mig, at filmen har lukket et kapitel. Den anerkendelse, de ikke har fået gennem en medalje eller gennem historiebøgerne, har filmen på sin vis givet dem.”

Sønderjysk cykelkompagni
De første frø til projektet blev sået, da en tilfældig spadseretur ledte Roni Ezra forbi det lokale antikvariat, hvor en bog med titlen 9. april fangede hans blik.

”Da jeg bladrede siderne igennem, kunne jeg ligesom allerede se billederne tage form. Cykler mod kampvogne – det er da helt fantastisk!”

Filmen fortæller historien om besættelsesdagen ved at følge et sønderjysk cykelkompagni og deres dedikerede løjtnant i kampen mod tyskernes overlegne hær.

Talentfulde brødre
Men hvem er han egentlig, instruktøren med det eksotiske navn, de isblå øjne og det mørke hår? Navnet beskriver han selv som resultatet af et kompromis mellem sin irakiske far og danske mor.

”Min mor syntes, at hvis jeg skulle have min fars efternavn, skulle jeg have et dansk klingende fornavn,” fortæller Roni Ezra.

”Og det var altså i 70’erne, hvor Roni endnu ikke var blevet så stigmatiseret et navn,” tilføjer han grinende.

Han blev udklækket fra den alternative filmskole Super16 i 2008, og afgangsfilmen Panser høstede en Robert-nominering. Siden har han skrevet og instrueret diverse kortfilm og stået bag Kanal 4’s dokumentarserie Veninder på 1. klasse.

Selvom Roni Ezra endnu er et relativt ubeskrevet blad i Danmark, vil hans efternavn uundgåeligt få klokkerne til at ringe hos de fleste. Storebror René kan med titler som R, Kapringen og Nordvest på cv’et kalde sig en af Danmarks førende filmproducere. Og det er da også René Ezra, der har produceret 9. april.

Brødrene har tidligere arbejdet sammen om den Oscar-nominerede kortfilm Helmer og søn fra 2006 – René som producer og Roni som manuskriptforfatter.

Meget tyder på, at Roni Ezra så småt kunne være på vej op ved siden af sin bror, for 9. april høster roser fra både publikum og anmeldere, herunder fem stjerner fra Ekko.

Kort og kontant
Den 9. april er en af verdenshistoriens korteste krige, og selvom kritiske røster har hævdet, at historien i virkeligheden egner sig bedst til en kortfilm, tvivlede Ezra aldrig på, at den ville kunne bære meget mere end det.

”Det handler nok meget om mit temperament og min personlige filmsmag. Jeg kan godt lide, at film tager sig tid til individet og ikke krampagtigt forsøger at skabe stort drama i de ydre omstændigheder, ” forklarer Roni Ezra og tilføjer, at der er hundredevis af anekdoter, han ville ønske sig at have haft plads til.

”Men jeg synes det klæder filmen at være relativt kort og kontant, som krigen selv var det. Jeg ville ikke have haft lyst til at lave et tretimers epos om 9. april.”

En vigtig spændetrøje
I en artikel i Jyllands-Posten 7. marts roser besættelseseksperten Claus Bundgård Christensen 9. april for sin historiske autenticitet og detaljerigdom. Manuskriptforfatter Tobias Lindholm (R, Kapringen) lader usvigeligt sit ”Reality Rules”-mantra skinne igennem, så dramaturgiens logik må vige for virkelighedens.

– Hvorfor har du lagt så stor vægt på den historiske korrekthed?

”Når jeg lægger en masse arbejde i at ramme en bestemt periode og et bestemt system, er det ikke for at tilfredsstille andre end nørden i mig selv. Jeg elsker at dykke ned i en anden tid og få så mange detaljer med som overhovedet muligt.”

”Et cognacbord på et øvelsesterræn siger så meget om tiden og tidsånden, om skellet mellem officerer og menige soldater. Det er dyb fascination og stor nysgerrighed snarere end pligtfølelse, der driver mig.”

Roni Ezra fortæller om det dedikerede detaljearbejde, der blandt andet lagde et stort fokus på skuespillernes udtale og dialekt.

”Det var lidt en spændetrøje for dem, for den slags tager jo tid. Men det var et valg, vi traf. Hele flokken kom i taletræning for at ramme både sprogbrug, dialekt og udtale så nøjagtigt som muligt. Derudover skulle karaktererne være De’s og der skulle siges ’Sekondløjtnant’ efter hver sætning.”

– Men du synes ikke, at historiske film har et ansvar for at vise virkelige begivenheder præcis, som de var?

”Nej, jeg synes, at der er plads til det hele. Tarantinos Inglourious Basterds er en fantastisk film, og man kan vist roligt sige, at den tager sig nogle ekstreme friheder.”

Den syvende cykel
– Hvorfor har du valgt at fortælle historien fra soldaternes perspektiv?

”Det kommer sig blandt andet af, at både Tobias Lindholm og jeg interesserer os mest for individet. I dette tilfælde individer, der i historiebøgerne er reduceret til statistikker eller generaliseringer a la ’fem soldater døde’. Mødet med veteranerne bekræftede den vinkling, for de gav så meget stof til filmen, at den slet ikke kunne have været anderledes.”

– Det er alligevel slående, at det politiske aspekt af krigstimerne er helt udeladt. Overvejede du på noget tidspunkt at inkorporere forvirringen på Christiansborg?

”Nej, for det var jo netop den manglende og misvisende information, der kendetegnede krigen. Hvis jeg skulle lege alvidende fortæller og give publikum et overblik, som soldaterne ikke havde, ville jeg forråde en central del af filmens hensigt. Det var fra starten vores intention, at krigen skulle opleves gennem soldaternes øjne.”

– Så kameraets øje er soldaternes?

”Ja, det kan man godt sige. Vi kaldte faktisk kameraet ’den syvende cykel’. Meningen var, at det hele tiden skulle være i øjenhøjde med soldaterne. Det er også derfor, at der nærmest ingen totalbilleder er. Vi ville undgå det visuelle overskud og i stedet udtrykke mændenes forvirring og frustration over manglende overblik.”

– Jeg vil gerne lige tilbage til cyklen, for den kan man vist roligt sige har en central plads i filmen. Der ligger en næsten umiskendelig komik i kontrasten mellem de cyklende danskere og tyskerne i deres mastodontiske pansere. Er det tilsigtet?

”Tjah, faktisk prøvede vi at fjerne så meget af komikken som muligt, men jeg er godt klar over, at det ikke lykkes 100 procent. En soldat, der drager i krig på cykel, vil altid være lidt komisk. Men sagen er jo, at det kun er sjovt i vores moderne øjne. Dengang var cyklen den moderne afløser for hesten, der jo både skulle fodres og hvile.”

”Modsætningen mellem cykel og panser er på mange måder en illustration af mødet mellem to militærtraditioner: den moderne tyske hær og den danske, der på det tidspunkt endnu var af den gamle skole.”

Amputeret pligtfølelse
– På hvilken måde er 9. april en relevant film for nutidens Danmark?

”Alene dét, at det er en relativt forbigået del af besættelseshistorien, er incitament nok til, at den skal fortælles. Dét at der var nogle, der i fire timer kæmpede for Gud, Konge og Fædreland i den sidste krig på dansk jord, synes jeg i sig selv er en film værdig.”

– Ole Bornedal indbyggede en tydelig parallel mellem fortid og nutid i 1864. Ser du nogen tilsvarende paralleller for begivenhederne 9. april?

”Hmm, der har været så mange forskellige militærkonflikter i tidens løb, men hvis de har noget tilfælles, er det, at der for enden af hver militærordre står nogle unge mænd, der tager imod og udfører dem.”

”Det er en meget simpel pointe, men man må ikke glemme de her unge mennesker og deres tiltro til, at det, de bliver bedt om, har en vigtighed og kan gøre en forskel. At blive bedt om at slå ihjel for kort efter at være tvunget til at overgive sig – dét sætter spor. Den her amputerede pligtfølelse er en meget prekær størrelse.”

Tre singlekvinder i New York
Selvom 9. april er Ezras første danske spillefilm, har han allerede prøvet kræfter med formatet på den anden side af Atlanten. Den amerikanske lavbudget-film Everything’s Gonna be Pink, der endnu ikke er premieresat, er af en noget anden støbning.

”Det er virkelig indie med stort I. Vi filmede den over otte måneder, hvor jeg sov på luftmadrasser i snuskede lejligheder i Chinatown, for at få den hjem,” fortæller Roni Ezra om kærlighedsdramaet, der følger tre New Yorker-kvinder på henholdsvis 20, 30 og 40 år i 48 timer.

”New York er en af de værste byer at være single kvinde i. Der er omkring 200.000 flere kvinder end mænd. Og som mand kommer du oftest til byen for at gøre karriere, ikke for at finde kærligheden.”

”Så du har en stor portion smukke, veluddannede kvinder, der er forelskede i byen, men ikke kan stifte familie. Det er det dilemma, som filmen handler om, ” forklarer instruktøren.

Projektet gestaltede sig i sin tid, fordi den amerikanske manuskriptforfatter Christina Pastor ønskede et skandinavisk islæt til den ellers meget amerikanske film.

”Jeg tror i virkeligheden, Christina mente ’melankolsk’, når hun sagde skandinavisk,” griner Ezra og tilføjer: ”Hun ville oprindeligt have haft en kvindelig instruktør tilknyttet og virkede derfor også en anelse forbeholden, da vi talte sammen første gang.”

”Men jeg må åbenbart have en meget defineret feminin side, for hun endte jo med at vælge mig.”

Der er stadig forhandlinger om lanceringen af Everything’s Gonna be Pink, men filmen forventes at få international video on demand-premiere til efteråret.

Selvudslettende ydmyg
– Hvordan er det at være talent i Danmark lige nu?

”Åh … jamen, jeg er selvudslettende ydmyg og bare lykkelig over at have lavet 9. april. Men jeg har også nået et punkt, hvor jeg lægger mærke til alle de ting ved filmen, som jeg ville have gjort anderledes.”

”Jeg ser ikke mig selv i nogen kontekst. Det kan sagtens være, at jeg bliver placeret i én, men jeg er mere optaget af, hvor min nysgerrighed vil føre mig hen næste gang.”

– Har du noget i støbeskeen?

”Der er så mange forskellige idéer, der løber gennem mine tanker hver eneste dag. Og arbejdet med 9. april har fået mig til at indse, hvor enormt tidskrævende og absorberende det er at lave film. Fem år er lang tid at være fuldt dedikeret til ét projekt.”

”Så når jeg får en masse spøjse idéer, der måske opstår ud fra overfladisk nysgerrighed, er jeg nødt til at stoppe mig selv og overveje, om det er noget, jeg har lyst til at bruge mange måneder eller år på. Det skal være vigtigt, før jeg kaster mig over det. Det skal være noget, jeg slet ikke kan slippe.”