Top 10: Danske dogmefilm

20. marts 1995 var Lars von Trier inviteret til at tale om sit syn på filmmediets første hundrede år.

I det store Odéon-teater i Paris havde Trier imidlertid en noget anderledes tilgang til det forventede oplæg, og instruktøren begyndte at kaste om sig med røde flyveblade, hvorpå han erklærede, at en ny tid for film skulle begynde med et manifest ved navn ”Dogme 95”.

Manifestet var underskrevet 13. marts – altså ugen før – og de danske medier havde diskuteret det en smule allerede. Men talen i Paris blev dogmebevægelsens første krusninger, som skulle udvikle sig til den helt store bølge.

Resten er intet mindre end filmhistorie.

For faktisk har dansk film internationalt set aldrig været det samme, siden dogmefilm nummer et og to (Festen og Idioterne) væltede filmfestivalen i Cannes i 1998. Og selvom bølgen ebbede ud ti år senere, er det stadig Dogma udlandet i dag taler om, når dansk film skal beskrives.

Disciplin er svaret
I 1995 var film blevet en illusion, mente dogmebrødrene Søren Kragh-Jacobsen, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Lars von Trier. Tidens trend var en ”teknisk stormflod”, der gjorde filmkunsten forloren.

Dogmemanifestet foreskriver også, at det skal være slut med auteuren:

”Det er ikke et tilfælde, at udtrykket avantgarde har militære undertoner. Disciplin er svaret … Vi må iføre vores film uniform, fordi den enkeltstående film altid vil være dekadent!”

Brødrene ønskede derfor at inkludere alle filmskabere, som ville være med i en fælles front mod teknisk overdrevne film. Avantgarden skulle være skramlet og anarkistisk.

Ud af disse tanker opstod kyskhedsløftet, som består af ti dogmeregler, der ønsker at afskrælle den tekniske stormflod godt og grundigt. Kyskhedsløftet er et opgør med auteur-begrebet, og dogmebrødrene ønskede at skabe et helt råt og naturligt filmblik.

Slagt guldkalven
Men lykkedes projektet? Det vil der nok være delte meninger om, netop fordi ingen af de danske dogmefilm holdt sig helt stringent til alle ti regler, men tværtimod bøjede en pæn portion af dem.

Er der eksempelvis ingen af de ti danske dogmefilm, som har genrefilm-tendenser? Jo, i den grad, selvom det sådan set er ulovligt ifølge dogmeregel nummer otte. På samme måde slår manifest-teksten fast, at ”forudsigeligheden (dramaturgien) er blevet guldkalven, hvorom der danses”. Har ingen af de ti danske dogmefilm dermed øje for dramaturgien? Jo, mon ikke!

På samme måde må man stille sig tvivlende over for det sidste punkt i dogmereglerne. Nemlig at instruktørerne ikke må krediteres. For selvom ingen af dem står nævnt i filmene, så gik fællesskabet alligevel noget fløjten, da dogmefilmene skulle distribueres. Her blev stort set hver og én af instruktørerne brugt i markedsføringen for deres egen film, og det lugter jo ikke synderligt meget af rundkredsfilm og anarki.

Brødre i ånden
Ikke desto mindre banede Dogme 95 vejen for en anderledes måde at tænke på i filmverdenen.

Det er svært at forestille sig Michael Noer og Tobias Lindholms ”reality rules”-idéer uden et dogmemanifest. Og en filmskaber som Harmony Korine havde nok heller ikke lavet sine små, skramlede perler Mister Lonely fra 2007 og Spring Breakers fra 2012, hvis det ikke havde været for dogmebrødrenes manifesttanker om, at film ikke må være sminkede og heller aldrig må fremstå som en illusion.

Korine stod i øvrigt bag én af de første ikke-danske dogmefilm i 1999 med Julien Donkey-Boy.

I anledning af tyveåret for dogmemanifestet rangerer vi de ti danske film, som fik dogmestemplet og havde premiere, inden brødrene opløste Dogme 95 i 2005. De ti titler vil hver især få en karakter for deres kvaliteter som filmværk. Men vi vurderer også i, hvor høj grad de lever op til kyskhedsløftet og dogmeånden mellem linjerne.

10. Se til venstre, der er en svensker (2003)

Man bliver nummer ti ud af ti, når man har den mindst ambitiøse dogmefilm som sit bud. For ret beset er Se til venstre, der er en svensker en rendyrket genrefilm, som udgiver sig for at være et lille humoristisk drama, men egentlig nok mest er en komedie. Natasha Arthys værk med Sidse Babett Knudsen i en komisk perlerolle er bestemt ganske underholdende, men den ligner næsten ikke en dogmefilm. Knudsen spiller Katrine, der skal giftes. Men da hendes gamle ven, Thomsen, dukker op, går alt mere eller mindre uforventeligt og samtidig over stok og sten.

Desværre er filmen hverken original eller modig i sit filmiske blik, og derfor svigter den i flere henseender de revolutionære tanker bag Dogme 95. Man mistænker den for at være skramlet og håndholdt af hensyn til budgettet frem for de kunstneriske idealer.

Se til venstre, der er en svensker blev forløber for bølgens afslutning og dermed også for de danske genrefilms indtog.

Film: 3 stjerner
Dogme: 2 stjerner

9. The King is Alive (2000)

Nogle vil måske mene, at dogmebror Kristian Levrings film er den mest oversete i bunken. Men fortællingen om en flok mennesker, der strander i Namibias ørken, og som tidsfordriv opfører Shakespeares Kong Lear, er blandt de mest inspirerende dogmefilm.

Her er fine elementer af racismekritik og seksuelle spændinger, men filmens problem er, at den virker en kende for improviseret til, at scenerne hænger helt sammen.

Stor respekt for Levrings metoder, der – sammen med Triers – nok er de mest dogmemanifesttro med konstant fokus på, at film ikke må narre, men tværtimod skal bryde med en fortællings illusion. Desuden dyrker Levrings ensemble-historie selve den kollektive samarbejdsånd i dogmeprojektet.

Film: 2 stjerner
Dogme: 4 stjerner

8. Forbrydelser (2004)

En fængselspræst kommer på noget af en opgave, da en indsat (Trine Dyrholm) viser sig at have overnaturlige evner i Annette K. Olesens dogmebud.

Forbrydelser er effektiv, fyldt med store følelser og proppet med godt skuespil. Ville den fungere, hvis den ikke var en dogmefilm? Helt bestemt.

I momenter bidrager de håndholdte billeder til autenticiteten ligesom reallydens knugende smerte fungerer fremragende. Men alligevel fremstår Forbrydelser i længden mere som et klassisk og dramaturgisk stramt fængselsdrama end en decideret dogmefilm.

Selvom Forbrydelser fungerer ganske godt, viser filmen også, hvorfor den er den sidste film, der blev lavet inden dogmebrødrene opløste ”logen”: Danske film fra midten af 00’erne og frem er ofte marineret i melodramatik – og det er Forbrydelser også.

Film: 4 stjerner
Dogme: 3 stjerner

7. Et rigtigt menneske (2001)

Mærkværdig. I ordet bedste forstand, forstås. For på ganske fabellignende vis formår Åke Sandgrens lille værk at sætte fokus på magi og eventyr med en pæn portion humor.

En ellers usynlig ven materialiseres lige pludselig og skal nu til at begå sig i verden. Nikolaj Lie Kaas er overbevisende i rollen som ”manden”, der lander i virkeligheden.

Men det originale udgangspunkt udvikler sig i en lettere fortænkt retning. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om filmen ikke ville have fungeret bedre, hvis den ikke havde været en dogmefilm.

Et rigtigt menneske er nok nærmere et forsøg på en skramlet fantasy-film end en rigtig dogmefilm. Dette er selvfølgelig ikke så godt, når der er forbud mod genrefilm i dogmemanifestet, ligesom den tidsmæssige og geografiske fremmedgørelse måske heller ikke holdes helt ude af Et rigtigt menneske. Det er et brud på dogmeregel nummer syv.

Film: 4 stjerner
Dogme: 3 stjerner

6. En kærlighedshistorie (2001)

Sjældent er der blevet insisteret så meget på alvor som i Ole Christian Madsens dogmeskud. Med en fænomenal Stine Stengade i hovedrollen som den psykisk ustabile kvinde, der ikke helt kan finde ind i sin gamle hverdag efter en indlæggelse, er historien smerteligt stærkt fortalt.

En kærlighedshistorie har konsekvent fokus på det, der gør ondt, selvom filmen taber højde hen mod slutningen.

Det kan nu ikke tage helhedsindtrykket fra en flot dogmefilm. Instruktøren insisterer virkelig på det håndholdte udtryk og udnytter samtidig alle potentialer i filmens locations, hvilket er en fordel jævnfør dogmeregel nummer et.

En kærlighedshistorie er smertelig og nedbarberet, men dramaturgien er nu alligevel ganske tydelig undervejs, ligesom man ikke kan lade være med at spekulere på, om folkene bag filmen ikke glemmer, hvad de har sagt ja til i kyskhedsløftet, som filmen skrider frem:

”Jeg lover at afstå fra at skabe et værk, idet jeg prioriterer sekundet frem for helheden.”

Film: 4 stjerner
Dogme: 4 stjerner

5. Elsker dig for evigt (2002)

De romantiske forviklinger står i kø i Susanne Biers dogmebidrag. Her bliver et ungt, nyforlovet par revet fra hinanden efter en trafikulykke, som lammer den unge mand fra halsen og ned. Et andet ægteskab balancerer på randen af afgrunden – på grund af samme ulykke.

Biers billedsprog er modigt, men også konstant på kant med dogmereglerne, fordi de grynede billeder ofte virker så teknisk overlegne, at man ikke kan lade være med at tænke over, om filmen virkelig ikke har været efterarbejdet?

Imidlertid er der ikke en finger at sætte på fortællingen, og den følelsesmæssige gennemslagskraft i Elsker dig for evigt trumfer de fleste andre dogmefilm.

Det kunne da godt lyde som et vaskeægte melodrama. Og det er filmen på mange måder også – en reel genrefilm udsat for håndholdt kamera, hvad der jo strider imod dogmeregel nummer otte.

Film: 4 stjerner
Dogme: 4 stjerner

4. Mifunes sidste sang (1999)

Ud over at indeholde én af filmhistoriens mest aparte sexscener, er Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm også ganske flot sammensat med en enorm musikalitet i billederne.

Kresten tror, han har det hele, da han efter sin fars død tager tilbage til barndommens land. På landet opdager han dog, at der findes et mere enkelt liv. Og han ansætter en tidligere call girl som husbestyrerinde, mens han selv tager sig af sin mentalt tilbagestående lillebror.

Elegant er by-scenerne filmet i kolde nuancer, mens land-scenerne er fyldt med varme. Udelukkende med naturlig lyssætning og natte-optagelser omdanner instruktøren på imponerende vis de stringente, tekniske dogmeregler til en poetisk billedside, der ikke blot formidler historien, men spiller sammen med den.

Men Mifunes sidste sang er på mange måder også et ret klassisk drama med en (anti-)helt, en sympatisk birollefigur samt en moderne femme fatale.

Film: 4 stjerner
Dogme: 5 stjerner

3. Italiensk for begyndere (2000)

Lone Scherfigs internationale gennembrud udmærker sig ved at have en kærlig feel good-stemning og elskværdige, skæve karakterer. De bor i et lille samfund, hvor alle på en eller anden måde har en tilknytning til et italienskkursus og en længsel efter kærligheden.

Historien er øm og knuselskelig, replikkerne spidsfindige og skuespilpræstationerne i særklasse. Men i bund og grund er Italiensk for begyndere en romantisk komedie. Ja, faktisk nok den tydeligste genrefilm overhovedet i hele dogmeperioden.

At filmen imidlertid ender i top tre, skyldes dens uforbeholdne skramlethed. Scherfig har fokuseret benhårdt på et helt råt dogmeindtryk, og hver eneste scene giver indtryk af, at skuespillerne er tilstede i øjeblikket med krop, sanseapparat og spontanitet på vid gab.

Det var netop denne fandenivoldskhed, dogmebrødrene søgte. I manifestet står der således, at ”Dogme 95 står i opposition til den illusionære film”. Denne essens fanger Scherfig på fornemmeste vis – og Italiensk for begyndere er nok stadig instruktørens bedste film til dato.

Film: 4 stjerner
Dogme: 5 stjerner

2. Festen (1998)

Mange betragter ikke blot Festen som den bedste dogmefilm, men også den bedste danske film i nyere tid. Og Thomas Vinterbergs dogmebud er da også helt igennem fremragende med en dybt foruroligende historie, der ublu river dynen af familiehemmeligheder og incest. Intet kan i dag fremkalde klamme håndflader rundt om de danske familiemiddagsborde som tanken om den gule tale!

Men, men, men … dramaturgien, hr. dogmebror Vinterberg! I Festen findes der ikke meget anarki, nej, tværtimod danses der filmtango rundt om gulvkalven med en stram fortælling, der med garanti kan finde en kasse på enhver filmstuderendes analyseskema.

Det opvejes imidlertid til dels af Anthony Dod Mantles billeder, der blev intet mindre end en revolution. Mantle slog sit navn fast med Festen, særligt fordi han insisterede på, at hvis filmene ikke måtte se auteur-agtige ud, så måtte skuespillerne heller ikke vide, hvor kameraet befandt sig, når de startede scenen. Mantle bevægede sig relativt ukoordineret rundt mellem spillerne med sit digital-kamera. Dermed introducerede han ikke blot verden for den digitale filmfremtid, men skabte samtidig en forbilledlig overensstemmelse mellem form og indhold – selve dogmeidéen fortalt med billeder.

At Vinterberg så glemte at takke sine dogmebrødre på korrekt kollektivistisk vis, da han vandt juryens pris i Cannes for Festen i 1998, er en helt anden historie.

Film: 6 stjerner
Dogme: 5 stjerner

1. Idioterne (1998)

Hvor alle andre film på denne liste til dels kunne fungere som en ”normal” spillefilm, er det ganske enkelt umuligt at forestille sig Triers Idioterne som andet end en dogmefilm.

Historien om en gruppe mere eller mindre privilegerede danskere, der forsøger at finde deres indre idiot, er fuldstændigt kompromisløs i såvel billeder som fortællestruktur.

Derfor vinder Idioterne.

Til gengæld svigtede Trier dogmeprojektets stræben efter nøgen sandhed i de berygtede bolle-scener – her gik skuespillernes autenticitetsgrænse, så der måtte tilkaldes pornoskuespillere som stand-ins!

Alligevel er Idioterne klart den mest rendyrkede dogmefilm, da den helt og holdent afviger fra traditionel dramaturgi og uden tvivl lever op til flest dogmeregler.

Derudover materialiseres dogmeånden renere end i nogen anden film med anarkistisk fuck-finger til systemet og skråsikker idealisme, der til sidst må falde til jorden på sin Ikaros-færd. Filmen blev et dybt personligt projekt for Trier, som her gør op med sin sociale arv fra den kreative overklasse og udlever sin kollektive drøm – med vanlig selvironi, men uden skyggen af blufærdighed.

Film: 6 stjerner
Dogme: 5 stjerner