Danske dokumentarer gør indtryk i Venedig

”Jeg går ikke efter noget perfekt overhovedet,” siger Jakob Bro, en af den danske jazzverdens største komponister og guitarister og bindeleddet mellem de mange musikere i Music for Black Pigeons.

”Jeg går efter at finde ind til stemningen i rummet.”

Det er en rammende beskrivelse af dokumentarfilmen, som Jørgen Leth og Andreas Koefoed har instrueret i fællesskab og sidste uge fik verdenspremiere uden for konkurrence på filmfestivalen i Venedig.

Det fejlbarlige er en force. For det er i mødet mellem øjeblikkets spontanitet og idealets uforanderlighed, at stor kunst opstår.

Ord på kreativiteten
Hvis man føler sig hensat til det prosaiske efter at have set filmen, skyldes det formen, der skildrer jazzen udefra såvel som indefra.

Music for Black Pigeons veksler mellem studieoptagelser og koncerter med en perlerække af jazzmusikere og interviews til kameraet, hvor Jørgen Leth beder musikerne reflektere over deres forhold til musik.

Det falder dem ikke altid let at sætte ord på deres kreative proces. Men det haltende og usikre i deres svar er både sigende og charmerende.

Saxofonisten Mark Turner forklarer, at musik for ham er en cirkelbevægelse eller snarere en spiral, hvor han altid søger mod midten. Kontrabassisten Thomas Morgan tager en tre minutter lang tænkepause, før han forklarer, at musik for ham er som at meditere.

Nogle gange fortaber Morgan sig i øjeblikket, andre gange søger han en løsning på et musikalsk problem. Og når musikken rigtig lykkes, er det, som om den opstår af sig selv.

Historiens vingesus
Det er let at spejle sig i deres overvejelser.

Hvad enten man spiller jazzmusik, kører taxa eller skriver festivalreportage kender alle vist fornemmelsen af at arbejde i et flow, hvor tingene bare sker, uden at man tænker for meget over det.

I Music for Black Pigeons er det fremragende musik, der kommer ud af flowet. Enkle, tryllebindende melodier tilsat melankolsk smukke stemningsbilleder, hvor forskellige instrumenter skiftes til at tage teten.

Navne som Lee Konitz, Bill Frisell og Midori Takada er måske bedst kendte inden for jazzkredse. Men de spænder så mange stilarter og perioder, at filmen giver et indtryk af jazzens historiske vingesus fortættet til øvelokalets intime jamsessions.

Music for Black Pigeons er en løssluppen og hverdagspoetisk hyldest til kunsten og kreativiteten. Og den mest velgørende joviale dokumentar på programmet i Venedig.

God soldat eller godt menneske
Jeg gik noget mindre opløftet ud fra israelske Guy Davidis Innocence.

Det er et portræt af følsomme unge mennesker i den israelske hær, der på tragisk vis valgte at tage deres liv, fordi de for alt i verden ikke ville aftjene deres værnepligt.

I voice-overs hører vi deres tanker om at skulle i militæret. Det er taget fra breve og dagbøger og gjort levende med hjemmeoptagelser fra deres barndom. Publikum bringes på tomandshold med de unge, der ikke kunne forlige sig med soldaterlivets afstumpethed.

”I militæret er der to valgmuligheder: Enten er man en god soldat eller et godt menneske,” lyder en dagbogsbetragtning.

Propaganda i skolen
Innocence er en brutal fortælling og endnu en fjer i hatten for det danske selskab Danish Documentary.

Børnenes tragiske skæbner går som en rød tråd gennem filmen og brænder hjerteskærende igennem. Men Guy Davidis fokus er bredere.

Ved at blande arkivmateriale og nye optagelser fra børnehaver og skoler skaber han et urovækkende portræt af et militariseret samfund – et samfund, der indoktrinerer børn og unge til at opfatte undertrykkelse som nødværge.

I børnehaven maler børnene billeder af soldater og pakker godteposer til de værnepligtige.

I skolen fortæller læreren om Anden Verdenskrig, om Holocaust og omverdenens modvilje mod Israel. Fra barnsben til værnepligt indoktrineres børnene til at hade palæstinensere og acceptere de brud på menneskerettighederne, deres land udsætter dem for.

Ikke alle køber propagandaen.

En af de unge, Halil, arrangerer en årelang demonstration mod militæret og går i rette med sine venner, da de forsvarer militærets angreb i Gaza som legitimt forsvar.

”Det svarer til, at en femårig slår dig, hvorefter du sparker ham i hovedet, indtil han ender på hospitalet,” siger Halil.

Beundringsværdig mission
Guy Davidi har gennem hele sin karriere kritiseret sit hjemlands nationalistiske militærkultur.

Han blev Oscar-nomineret for dokumentaren 5 Broken Cameras, der følger palæstinenseren Emad Burnats forsøg på at dokumentere ulovlige bosættelser i Gaza-provinsen.

Innocence fortsætter i samme humanistiske spor.

Den er effektivt forstemmende, selv om det kan være svært at holde styr på de mange hovedpersoner og handlingen til tider kan virke lidt diffus.

Men filmens mission er beundringsværdig, og skildringen af samvittighedsfulde mennesker, der går til grunde i et kynisk system, er svær at ryste af sig.