Danske film bugner af mænd
Hovedroller er for rigtige mænd.
Det viser facit med al tydelighed, når man tæller sammen, hvor mange film der har haft henholdsvis en mand og kvinde i hovedrollen de sidste tre år, 2009-11.
Hele 37 film har udelukkende mænd i hovedrollen, mens kun halvt så mange film – nitten styk – har kvinder i hovedrollen. Femten film har både haft mænd og kvinder i hovedrollerne.
Statistikken er udarbejdet af Ekko til det nye nummer af filmmagasinet. Og den ledsages af en kommentar fra Jørgen Ramskov, der har besiddet en række topposter i filmbranchen og i dag er kanaldirektør for Radio 24syv.
”Det ser ud til, at dansk film i al ubemærkethed har truffet sin beslutning. Nemlig at kvinder i filmhovedroller ikke sælger – at film er en mandeverden,” skriver han og bemærker, at kvinderne ellers har sejret stort i danske tv-serier som Forbrydelsen, Lykke og Rita.
Mænd sælger
En af forklaringerne på den mandlige overvægt i filmudbuddet kan være, at film med mænd på plakaten trækker langt flere mennesker i biografen end film med det modsatte køn.
Danske film med mænd i hovedrollerne sælger i gennemsnit 170.000 billetter, mens film med kvindelige hovedroller kun sælger 43.000. Og ni af de ti mest sete danske film 2009-11 har udelukkende mænd i hovedrollen.
”Problemet er, at den slags konklusioner er statiske og alene viser resultater, ikke årsager. Har mænd succes som hovedrolleindehavere, fordi publikum helst vil se mænd, eller fordi de fleste og største film skrives af mænd?” spørger Jørgen Ramskov.
Vader i klicheer
For Vinca Wiedemann, der er producer på Zentropa og tidligere chef for Det Danske Filminstituts talentudvikling, er svaret klart: Den danske filmbranche er for dårlig til at skrive gode roller til kvinder.
”Mange fortællere vader rundt i klicheer, som man er nødt til at prøve at hæve sig op over. For eksempel forestillingen om, hvad der er maskulint, og hvad der er feminint,” siger hun.
”En sjov øvelse, når man arbejder med fortællinger, er at prøve, om man kan skifte køn på ens hovedpersoner. Meget ofte kan man gøre det uden problemer, og man kan få nogle mere interessante karakterer, fordi det bliver mere uforudsigeligt. Vi har alle sammen et ansvar for at interessere os for noget, der går bare en anelse ud over vores egen næsetip – og penis!” griner Vinca Wiedemann.
Fra omklædningsrummet
Tobias Lindholm er en af de syndere, der for tiden får manderegnskabet til at bonne ud.
Han har instrueret R og den kommende Kapringen, ligesom han har skrevet manuskript til Thomas Vinterbergs Submarino og Guldpalme-kandidaten Jagten – fire film med mandlige hovedroller.
Lindholm er dog varsom med at kaste sig ind i kønskampen.
”Det er klart, at jeg ved lidt mere om mænds omklædningsrum end kvinders, men det er ikke noget, jeg slås med. Jeg kan sagtens se gode historier for mig med kvinder som hovedpersonerne,” siger han.
”Og jeg vil da også gerne lige sige, at jeg har været med til at opfinde Birgitte Nyborg, så jeg har trods alt skrevet tyve timers dramatik med en kvindelig hovedrolle,” siger Tobias Lindholm med reference til successerien Borgen, som han har været manuskriptforfatter på.
Tendens i samfundet
Nimbus Film er en af de få danske producenter, der med Bora Bora, Eksperimentet, Hold om mig, Over gaden under vandet, Camping og Flugten faktisk har lavet en stribe film med kvinder i hovedrollen.
Men det har ikke været en bevidst plan, forklarer direktør og medejer Birgitte Hald.
”Det er ikke en strategi, jeg tænker over i min hverdag. Men hvis vi har lavet flere film med kvinder i hovedrollen, hænger det måske sammen med, at en af ejerne er kvinde.”
”Hvis der generelt er færre film med kvindelige hovedroller, afspejler det nok en tendens i samfundet som sådan, hvor man jo som kvinde noterer sig, at der er flere mænd på de højere niveauer,” siger hun.
Stærke kvindeskikkelser
På Det Danske Filminstitut er filmkonsulent Steen Bille en af de afgørende gatekeepere, som bestemmer, hvilke danske film der kommer i produktion. Og han kan godt nikke genkendende til, at bunken med mandsdominerede film er højest.
”Jeg får flest projekter ind med mænd i hovedrollen. For tiden kommer der mange forslag på historiske film, og selvom man jo ikke kan lave Dirch med en kvinde i hovedrollen, er danmarkshistorien fuld af stærke kvindeskikkelser, som kunne inspirere. Og Bille August kommer da også snart med sin Marie Krøyer,” siger han.
”Men jeg beslutter jo ikke, hvad folk vil lave film om. Jeg vælger bare de bedste projekter. Og så vil jeg da også lige understrege, at film som To verdener og En kongelig affære, der ligger lige før og efter jeres treårige periode, har solgt rigtigt mange billetter med en kvinde i en af hovedrollerne.”
– Der er jo meget snak om kvoter for tiden. Skal vi til at lave kvoter på hovedroller?
”Haha, nej, det er da en gyselig tanke! Det ville vist være dræbende for alle kreative tanker.”
Danske mande- og kvindefilm 2009-11
Antal film:
Mandlig hovedrolle: 37
Kvindelig hovedrolle: 19
Delt hovedrolle: 15
Gennemsnitligt billetsalg:
Mandlig hovedrolle: 170.102
Kvindelig hovedrolle: 42.745
Delt hovedrolle: 87.260
Antal film ud af ti mest sælgende:
Mandlig hovedrolle: 9
Kvindelig hovedrolle: 0
Delt hovedrolle: 1
Antal film ud af ti mindst sælgende:
Mandlig hovedrolle: 2
Kvindelig hovedrolle: 5
Delt hovedrolle: 3
© Filmmagasinet Ekko på baggrund af tal fra Det Danske Filminstitut
Kommentarer