”Danske film er kedsommeligt ens”

Jahfar Muataz er en markant ny stemme i dansk film. 

Instruktørens eget liv overgår allerede fiktionen med en barndom, der tæller overværelse af skuddrab i Syrien og krig i Irak. 

Vi har tidligere talt med instruktøren om hans opvækst.

Jahfar Muataz er vokset op i Irak, Syrien og Mjølnerparken i København. Han begyndte som syttenårig at lave film.

Filmkarrieren blev skudt i gang som instruktørassistent på spillefilmen Danmarks sønner, efter at han havde fået afslag på sin ansøgning til Den Danske Filmskole. 

To af instruktørens tidligere film er en succes på Ekko Shortlist. Horrorfilmen Kaboos blev i 2020 nomineret for bedste fotografering, og dramaet Partisan blev sidste år nomineret til Shortlist Prisen samt tre andre priser. 

Og til Ekko Shortlist Awards 2022, der afholdes på lørdag den 19. november i Bremen Teater, har hans midtvejsfilm fra Super16, Det ottende sakramente, fået tre nomineringer. 

Nemlig bedste mandlige skuespiller, lyddesign og original musik.

Hellig hævn
I filmen spiller Rasmus Hammerich præsten William, der efter en hård barndom har viet sit liv til den katolske kirke. Men både gud og djævlen har fat i præsten. Det kommer frem i skriftestolen, da Torben bekender de synder, han har begået mod sin nu afdøde datter. 

Sakramente er en hellig handling, og den katolske tro indebærer syv af slagsen, blandt andet dåben og ægteskabet. Men William udvikler et ottende: Hævnen. 

”Det slog mig bare, at en katolsk præst sidder i skriftestolen og lytter til de mest forfærdelige ting. For eksempel at et menneske har voldtaget sin datter. Hvordan må en præst egentlig have det?” spørger den 31-årige instruktør. 

”Jeg tog en præst og skrællede det religiøse af for at se, hvad der var tilbage. Kunne min karakter leve med at lytte til de frygtelige sager – og så bare give dem fire-fem sætninger, som de skal sige? Hvorefter de er tilgivet for livet!” 

Når djævlen har fat i dig
Djævlen sætter sig i William, der ser syner og hører ordrer, mens han knæler ved alteret. 

Thrillerener fortalt med et bombastisk filmsprog og er fyldt med religiøs symbolik og mystik. 

Jahfar Muataz demonstrerede også i sin førsteårsfilm fra Super16, Kaboos, ethøjtravende filmsprog, ligesom han eksperimenterede med overnaturlige kræfter. 

”Jeg vil ikke give en standardpsykologisk forklaring på præstens onde handlinger. Det er set 30 gange før. Der skulle meget mere smæk på med det overnaturlige og dæmoniske, der har fat i præsten,” siger Jahfar Muataz. 

”Det skulle ses fra hans øjne. Religion er overnaturligt. Publikum skulle opleve det, som han oplever, når djævlen har fat i ham.” 

De uskrevne regler
Den unge instruktør fortæller historier på sin egen måde og afviger fra store dele af dansk film, der er solidt forankret i social og psykologisk realisme. 

”Jeg har nok generelt et problem med danske film, der er kedsommeligt ens. Det er, som om der er en række uskrevne regler: 1) Undertryk følelserne. 2) Fortæl de mest standardagtige historier, enten et brud eller noget ungdomskærlighed. 3) Bare lav filmen, som vi altid har gjort det,” siger Jahfar Muataz. 

Instruktøren holder en pause. 

”Og du kan tilføje en ekstra regel: 4) Brug de samme skuespillere, som altid bliver brugt!” 

”Min eneste regel er, at jeg vil fjerne alt det der. Jeg vil gøre det modsatte og så se, hvad der sker.” 

Jahfar Muataz har derfor umiddelbart ingen forbilleder i dansk film. Han fremhæver dog Tobias Lindholm, der slog igennem fængselsdramaet R, men er aktuel med det amerikanske seriemorderdrama The Good Nurse. 

”Tobias Lindholm er et fint eksempel på en filmskaber, der har valgt at teste sine egne grænser og lave noget nyt ved at lade sig inspirere uden for de danske rammer. Samtidig har jeg en smule håb for den nye generation.” 

Han har heller ikke følt sig udenfor på den alternative filmuddannelse Super16. 

”Det særlige ved Super16 er, at du får lov til at lave de film, du har lyst til. Vi lærer det mest grundlæggende, og derfra er det bare fri leg,” fortæller Jahfar Muataz. 

Han var ellers kommet til sidste optagelsessamtale på Den Danske Filmskole. 

”Hvis jeg var blevet optaget, ville jeg nok være blevet smidt ud efter et års tid. Du behøver kun at lære the basics, og jeg har ikke brug for en lærer, der i fire år på en filmskole skal fortælle mig, hvordan man laver film.” 

”Man skal ud og fucke op. Lærer du dig selv bedre at kende, så lærer du at blive din egen filmskaber. De største filmskabere i verden har aldrig på en skole. Film er frit – det er kunst jo!” 

Piller eller gud
Religion fylder meget i instruktørens film. 

I Kaboos undersøger han en ung kvindes muslimske tro, og nu er det den katolske kirkes tur i Det ottende sakramente. 

”Det fascinerer mig, at mennesker dedikerer hele deres liv til noget, de aldrig har set bevis for. Jeg drages af det overnaturlige. Fra tidernes morgen er det blevet brugt til at fortælle historier om alle mulige slags profeter,” siger Jahfar Muataz. 

Filmene er ikke en kritik af forskellige religioner. Instruktøren ser tværtimod religion som ekstremt nyttigt for moderne mennesker. 

”De mennesker, der har oplevet mest i livet, har nemmest ved at finde gud. Det er dem, som har brug for et håb, så de kan fortsætte, eller gøre sig selv bedre. Om man er stofmisbruger, kriminel eller what ever, kan religion være noget at støtte sig til. Noget, der giver håb,” siger han. 

”Videnskaben giver os piller, hvis vi kæmper med livet. Men ikke alle vil spise pillerne og fortrækker at tilbringe hver aften med at bede til gud.” 

Miljøet indefra
Selv praktiserer instruktøren sin religion ved at bede fem gange om dagen og faste under ramadanen. 

Men han ser det som et personligt valg og mener, at alle skal kunne praktisere deres tro, som de vil. 

”Min tro blev genbekræftet, da min datter blev født. Det var et mirakel at se en kvinde bringe nyt liv til verden. Der må være noget, der er større end os. Vi er simpelthen for perfekt skabt rent kropsligt,” siger instruktøren. 

”Hvis du tror, har du altid benene på jorden. Hvis man bliver revet med af sit ego, hjælper det at have troen på noget større. Så stor er du heller ikke, sæt dig nu ned og få kontakt til gulvet igen.” 

Instruktøren træder nu videre ind i den danske filmbranche og er i gang med at udvikle sin første spillefilm, der skal skildre psykisk mistrivsel i Mjølnerparken. 

”Det handler om de socialbelastede områder eller ’ghettoer’, om man vil. Men jeg fortæller historien indefra, og det er man ikke vant til i dansk film. Den slags film handler typisk om, at én udefra trænger ind i miljøet, generer folk og derefter bliver jagtet ud,” siger Jahfar Muataz. 

”Men der er så mange vanvittige historier fra de her miljøer. Forældre, der drikker, har depression eller begår selvmord. Der er brug for opmærksomhed på, hvordan folk i disse miljøer håndterer livets udfordringer.”