Nyhed
27. nov. 2018 | 20:05

Dansk animation i spil til store priser

Foto | Sun Creature
Den danske børneserie Prins Ivandoe handler om titlens prins, der er på ridderfærd efter Den Gyldne Fjer med sin tro væbner (og fugl) Bert. Serien er nomineret til hele fire Emile-priser.

Flere danske film er nomineret til de fornemme Emile-statuetter, når European Animation Awards løber af stablen i næste uge.

Af Frederik Bakkerud

Dansk animation har ry for at stå stærkt i Europa, og det giver sig nu udslag i en række nomineringer til European Animation Awards.

Prisuddelingen blev født i 2017 med det formål at hylde alle aspekter af animerede film, så også lydfolk og karakterdesignere kunne få deres fortjente anerkendelse.

I år kan vi glæde os over, at Vitello og Den utrolige historie om den kæmpestore pære har en chance for at hive de fornemme Emile-statuetter hjem til Danmark.

Hele 90 film kæmper om priserne på tværs af kategorier som tv-serier, kortfilm, spillefilm og såkaldte commissioned films – for eksempel uddannelsesmateriale.

Vinderne afsløres til prisfesten 8. december i den franske by Lille. Lige nu er afstemningen i gang blandt folk fra branchen, som kan stemme her frem til 30. november.

Jagt på gylden fjer
Ekko kvitterede med fem stjerner, da Dorte Bengtson spillefilmdebuterede med sin filmatisering af Kim Fupz Aakesons børnebøger om drengen Vitello.

Aakeson er sammen med Ida Mule Scott nomineret til en Emile-pris ved European Animation Awards for sit manuskript til afsnittet Vitello får en klam kæreste fra tv-serien Vitello, der også har Bengtson som instruktør.

Men årets danske overraskelse er nok børneserien Prins Ivandoe, der er nomineret i hele fire kategorier: bedste instruktion, storyboard, karakteranimation samt baggrund og karakterdesign.

Serien, der har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut, er det første danske seriesalg til børnekanalen Cartoon Network.

Den skæve historie om Prins Ivandoes ridderfærd efter Den Gyldne Fjer er skabt af Eva Lee Wallberg og Christian Bøving-Andersen, der begge er uddannet fra The Animation Workshop i Viborg.

Pærevælling og lystfiskeri
På spillefilmfronten er Den utrolige historie om den kæmpestore pære nomineret for soundtrack samt bedste baggrund og karakterdesign, mens den danske co-produktion Sig det’ løgn, Luis! er i spil i kategorien bedste karakteranimation.

I kortfilmkategorien er den fransk-danske Egg, som er delvis lavet på The Animation Workshop, nomineret for bedste instruktion.

Dertil kommer nomineringer til Lystfiskeren og A Most Precise and Nuanced Look Into the Life of the Man, Legend and Visionary – Martin Luther for bedste præstation i kategorien commissioned films.

Endelig er der en nominering for bedste soundtrack til Rita og Krokodille for afsnittet Blåbær.

Scene: Prins Ivandoe

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko