Top 10: Gyserfilm af danske instruktører

Bo Mikkelsens Sorgenfri har fået en begrænset premiere i denne uge, og det er det nyeste eksempel på, at gysergenren har svære kår i Danmark.

Det er ellers en genre, som særligt i USA har budt på ikke så hits, der produceret for små midler tjener sig hjem mange gange. Især såkaldte found footage-film som Blair Witch Project og Paranormal Activity har sprængt banken med mere eller mindre opfindsomme idéer, mens det herhjemme ikke er blevet til mange vellykkede eksperimenter.

Man kan måske godt diskutere, om vi har lavet nok gode gysere til en top 10, og vi har også været nødt til at se ud over landets grænser. Nogle af filmene lavet af instruktører med dansk pas er nemlig på svensk, engelsk og tysk, men de hører så til gengæld også til genrens bedste.

Martin Schmidt er landets flittigste gyserinstruktør, der har arbejdet på dansk i genren over flere omgange og sågar havde et lille biografhit med Sidste time.

Sidste time kom året efter, at Nattevagten havde vist vejen for danske gysere og er trods succesforfatteren Dennis Jürgensens manuskript ikke helt igennem vellykket. Den formår dog med få midler at levere effektive gys på en frisk måde.

Som en slags Breakfast Club i gyserland skal syv gymnasieelever til eftersidning, men bliver i stedet spærret inde på skolen, hvor en morder er løs. Også Natural Born Killers fra året før er øjensynligt et forbillede, da hele herligheden vises direkte på tv.

9. Kollegiet (2007)

Kollegiet er snarere en flygtig bøh-film end en helstøbt horror, der bliver siddende i kroppen.

Det gør den til gengæld ganske hæderligt i en dansk optik, og man må lade instruktør Martin Barnewitz, at han kan sine gysergreb og bruger de klassiske værktøjer effektivt.

Den handler om Katrine (Neel Rønholt), der tager turen fra provinsen til København for at læse på universitetet og flytter ind på et kollegium, som viser sig at være hjemsted for et morderisk genfærd.

Filmen fik ikke de pæneste ord med på vejen af de danske anmeldere, som kaldte den ujævn og uopfindsom. Men kritikerne medgav, at filmen var et hæderligt bud på fornyelse af det danske ungdomsgys.

8. Nattens engel (1998)

Nattens engel var den første danske vampyrfilm i rigtigt mange år, da den fik premiere i 1998. 

Filmen skal nydes for den kitschede energi, som instruktør Shaky González sparker ind i projektet. Det er nemlig meget tydeligt, at filmen er lavet for et budget så lavt, at filmholdet nok var blevet lykkelige, hvis virkelige vampyrer pludseligt havde angrebet dem under optagelserne.

Nattens engel handler om forældreløse Rebecca (Maria Karlsen), der arver et stort gods efter sin bedstemor. Det bliver starten på en makaber gang slægtsforskning, da Rebecca opdager, at vampyren Rico (Erik Holmey) er hendes tip-tip-oldefar og siden begynder at følge i forfaderens blodige fodspor. 

7. Baby Doll (1988)

Det er nok de færreste, for hvem Baby Doll siger det store. Men den er et psykologisk gys instrueret af Jon Bang Carlsen, inden Nattevagten gjorde gyserne mere populære i 90’erne.

I filmen følger vi den unge kvinde Eva (Mette Munk Plum), der ferierer med sin nyfødte barn på en gård, som har tilhørt hendes afdøde bedstemor (der er øjensynligt særligt gyserstof i døde bedstemødre).

Billeder af skræmmende dukkebørn går hånd i hånd med historien om barndomstraumer, som fører til et mentalt sammenbrud for Eva. Hvis man ikke synes, at dukker var uhyggelige i forvejen, gør man det i hvert fald efter filmen.

Det var Jon Bang Carlsens film nummer to det år. Den anden var en roadmovie ved navn Time Out, hvor Allan Olsen spiller over for ingen ringere end den senere Oscar-vinder Patricia Arquette.

Ingen af dem var den store succes, og siden har instruktøren mest holdt sig til sin unikke blanding af dokumentar og fiktion.  

6. Cecilie (2007)

Med Hans Fabian Wullenwebers Cecilie er vi helt derude, hvor gyset lige så meget har form af psykologisk thriller.

Filmen handler om titelkarakteren med det meget almindelige navn Cecilie Larsen (Sonja Richter). Hendes hverdag er dog knap så almindelig, for Cecilie ser og hører ting, som hendes omgivelser ikke gør.

Da hun en nat oplever en voldtægt, som ikke efterlader noget spor, indlægger manden Mads (Claus Riis Østergaard) hende på psykiatrisk afdeling.

Med et for gyserfilm ukarakteristisk stærkt manuskript af succes-makkerparret Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg fungerer Cecilie både som et skrækindjagende psykologisk portræt og en uhyggelig historie. Man holdes længe hen i mystisk uvidenhed ved kun at få Cecilies perspektiv på hændelserne.

5. Heksen (1922)

Heksen er officielt en svensk film, men blev optaget i Danmark. Samtidig er instruktør Benjamin Christensen, der blev født i Viborg, for en af dansk films pionerer.

Efter debuten med Det hemmelighedsfulde X i 1914 lavede han mange mere eller mindre uhyggelige film på tysk og engelsk, men historien om heksen er hans svendestykke.

Filmen er en dokumentarisk fortælling med dramatiserede scener til at forstærke temaerne om overtro og heksejagt.

Benjamin Christensen var ikke bare tidligt ude, hvad angår blandingen af fakta og fiktion. I Heksen spiller han både Kristus, djævlen og sig selv i filmens åbningsscene, hvilket lyder som noget, der kan have inspireret en vis Lars von Trier i arbejdet med Riget.

4. Når dyrene drømmer (2014)

En sanselig oplevelse ud over det sædvanlige er, hvad Når dyrene drømmer byder på.

Det var desværre de færreste danskere, der blev tiltrukket af den sære film, da den gik i biograferne. Den byder da også på langt mindre klassisk horror, end genren normalt er kendt for.

Den socialrealistiske varulvefilm foregår på en lille, isoleret ø ud for den jyske vestkyst, hvor sekstenårige Marie (Sonia Suhl) bor med sin far og syge mor.

Som en dansk pendant til svenske Lad den rette komme ind er Jonas Alexander Arnbys coming-of-age-fortælling mere sælsom end skrækindjagende, og den bruger monstergenren til at fortælle en meget menneskelig historie. Marie opdager nemlig, at hun har en dyrisk side, der falder sammen med en række mystiske dødsfald i det lille øsamfund.

3. Antichrist (2009)

For når landets førende, nulevende instruktør kaster sig ud i et projekt med gyserelementer, må det nødvendigvis blive interessant. Havde Riget været en film og ikke en tv-serie, var den kommet i betragtning til førstepladsen, men her må han tage til takke med tredjepladsen.

Antichrist er psykologisk horror med den typiske seksualtematik trukket helt frem i kampen mellem kønnene. Filmen handler om Kvinden (Charlotte Gainsbourg) og Manden (Willem Dafoe), der efter at have mistet deres barn, tager ud i skoven, hvor urmennesket får lov at rasere frit.

Det er ikke von Triers mest helstøbte film, men alene superslow-billederne af Gainsbourg i den dystre skov er smukke nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og behandlingen Dafoes lille ven er body horror af styggeste karat. 

2. Nattevagten (1994)

Ole Bornedals Nattevagten er lige så meget psykologiske thriller som rendyrket gyser, men indeholder nok elementer og forskrækkelser til at fungere som effektiv uhygge.

Filmen gav Bornedal muligheden for at rejse til USA og lave genindspilningen Nightwatch, der ikke nåede originalens høje niveau.

Den har da også Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som den unge Martin, der for at finansiere jurastudiet tager arbejde som nattevagt på et lighus. I rollen som hans farlige ven leverer Kim Bodnia en af karrierens bedste præstationer.

Bornedals scope var, at han viser, hvordan uhyggen umærkeligt sniger sig ind i den danske virkelighed.

Og Ulf Pilgaard overrumplede alt og alle, da han sprang ud som dansk films måske største skurk i rollen som kommissær Peter Wörmer. 

1. Vampyr (1932)

Carl Th. Dreyers tysksprogede Vampyr betragtes som en af genrens store klassikere. Eksempelvis blev den nummer ni på The Guardians liste fra 2010 over historiens 25 bedste horrorfilm, som Alfred Hitchcocks Psycho naturligvis topper.

Filmen bygger løst på J. Sheridan Le Fanus bog Carmilla. Den handler om den unge mand Allan Gray (Nicolas de Gunzburg), der ankommer til en landsby, hvor han vikles ind i en kompliceret historie med vampyrer i centrum.

Der er naturligvis sket meget med gyseræstetik og -effekter siden 1932, så det er nok de færreste, der i dag vil få et chok af Vampyr. Men den hypnotiserende atmosfære er intakt, og filmens visionære brug af lys og skygge har inspireret mange senere generationer af gyserfilmskabere.