Danske instruktører går solo

Engang var det vigtigt for en instruktør at være i en god stald: at arbejde fast sammen med et produktionsselskab, der kunne sikre penge og faciliteter til instruktørens film i al fremtid.

Men selvom Susanne Bier stadig fast laver film hos Zentropa, og Ole Christian Madsen er fast mand hos Nimbus Film, foretrækker flere og flere instruktører at græsse frit.

De shopper rundt fra selskab til selskab med deres forskellige projekter - hvis de da ikke laver deres eget miniselskab og kører tosomt parløb med en producer. Gevinsten er øget frihed, mener de.

Vejen til bedre film
Jonas Elmer laver sin kommende spillefilm med produceren Morten Fisker, der har hver deres lille firma. Og Elmer har en klar begrundelse for, hvorfor han ikke er i lag med et stort selskab som Zentropa eller Nordisk Film.

”Jeg har ikke råd til at arbejde med dem, hverken kunstnerisk eller økonomisk,” siger han.

”Jeg laver langt bedre og mere personlige film uden om de store selskaber, fordi jeg kan lave filmen, som jeg har lyst til. Hvis mit nye projekt lykkes, som jeg regner med, har vi lavet en film med et budget på lidt mere end fem millioner. Men det ligner en produktion til 15 millioner kroner, og det er fordi, alt overflødigt er væk.”

”De kreative hovedkræfter er meget tættere på produktionen, og jeg er med i beslutningen om hver en krone. Alle funktioner — fra producer og fotograf til instruktør — kæmper den samme kamp for at få flest mulige penge op på lærredet.”

”Det skaber en helt anden dynamik, hvis man klipper ved klipperens spisebord og caster hjemme i instruktørens stue,” forklarer Jonas Elmer.

Per Fly: ”Magten tilbage til skaberne”
Behovet for at genfinde en kunstnerisk energi var også afgørende for en af Danmarks mest populære instruktører, Per Fly, da han fornylig lod sig separere fra sit papirløse ægteskab med Zentropa efter næsten ti år.

Per Fly arbejder lige nu på tre projekter for tre forskellige producenter.

”Jeg har haft nogle rigtigt gode år på Zentropa, men man slider hinanden op med en bestemt måde at gøre tingene på, når man har arbejdet sammen så længe. Der går lidt indavl i det. Så det gav virkelig ny inspiration at prøve noget andet. Og jeg synes, det er forkert, at kunstnere er bundet af ét selskab.”

”Før vidste Zentropa, at de havde mig, men nu har jeg flere producere til at arbejde for mig på én gang. Så jeg er kommet i kontrol. Og det er den vej, det går: Magten vil gå tilbage til dem, der laver indholdet, frem for at være hos dem, der holder maskinerne i gang. Der er ikke så meget brug for produktionsselskaberne, som der var før,” siger instruktøren bag Bænken, Arven og Drabet.

De kreatives rettigheder
Per Fly peger på, at instruktørernes uafhængighedskamp også hænger sammen med, at deres rettigheder over filmene er blevet udhulet de sidste år. Ofte har instruktøren simpelthen ikke noget formelt ejerskab over sin egen idé.

Og det er netop en af de vigtigste årsager til, at et af dansk films talentfulde navne, Martin de Thurah, har fravalgt ægteskabet med et stort produktionsselskab i forbindelse med sin kommende debutspillefilm.

”Rasmus Heisterberg (som er manuskriptforfatter på filmen, red.) og jeg ville lave et internationalt projekt og ville ikke lade os binde af ét produktionsselskab, fordi vi ikke ville afgive vores rettigheder. De kreatives rettigheder over en film er på en måde vores pension, og der står vi altid ret dårligt i forhold til produktionsselskabet.”

”Det kan være godt med et produktionsselskab, hvor alt er linet op, og der er masser af viden. Men når man er sig selv, styrer man præcist, hvad pengene skal bruges til. Og det er en stor fordel.”

Andre plakater på væggene
Nogle instruktører er stadig tilknyttet de store selskaber, men kan sagtens se fidusen i at løsrive sig.

Én af disse er manden bag Anklaget og De unge år, Jacob Thuesen, der har et projekt hos både Nordisk Film og Zentropa, men som allerhelst undgår at betræde produktionsselskabernes jord og derfor arbejder hjemmefra.

”Jeg forstår dybest set ikke, hvad jeg skal med de store selskaber. Jeg synes groft sagt, at man nogle gange brænder pengene af på nogle lokaler, hvor der bliver tændt for noget strøm, men hvor det i virkeligheden bare handler om, at der skal træffes nogle kreative kunstneriske beslutninger,” siger Jacob Thuesen og spørger:

”Hvorfor skal jeg holde møde i nogle lokaler, hvor der bare hænger nogle andre filmplakater på væggen end hjemme hos mig selv?”

Dokumentaren viser vejen
Jacob Thuesen peger på, at for eksempel forarbejdet ikke kræver det store produktionsapparat. Det kan ske på et høloft. Der ryger i dag alt for mange penge lige ud af vinduet, mener instruktøren.

”Problemet er, at filmstøtten kommer fra en kunstlov, som er blevet til en erhvervsstøtte. Bare kig ud på produktionsselskabernes parkeringspladser, hvor der holder en hel stribe Volvoer, der alle sammen kører ud i Charlottenlund-området. Det er meget sigende for, hvad kunststøtten bliver brugt til i dag,” mener Jacob Thuesen.

Ifølge Thuesen ville det ideelle for dansk film være, hvis der kun var ét stort selskab, der ejede alle faciliteterne, som de uafhængige kreative så kunne leje sig ind hos. Og han ser det spirende dokumentarmiljø herhjemme som et forbillede for spillefilmproduktionen.

”De danske spillefilm i dag er uinteressante og uden relation til det samfund, vi lever i. Og de koster cirka det dobbelte af, hvad dogmefilmene gjorde. Der er for meget dødvande, hvor det bare handler om, at hjulene skal holdes i gang.”

”Dokumentarfilmene, hvor man arbejder sammen på en anden måde og er selvkørende, tager til gengæld stilling til det omgivende samfund. Det er vejen frem,” mener Jacob Thuesen.