Top 10: Danske skuespillere i udlandet
Takket være 90’ernes Dogme-bølge fik udlandet for alvor øjnene op for både dansk film og danske skuespillere. Folk som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen fik muligheden for at tage springet til en international filmkarriere. Og de greb den.
Senere var det de danske tv-serier, som høstede hæder verden over. Det kastede endnu flere udenlandske tilbud af sig.
Her er en håndfuld eksempler på internationale film med danske skuespillere, som vi glæder os til i 2015.
Ghita Nørby: Jauja (Argentina)
En far og hans datter rejser fra Danmark til Argentina i Jauja, som deltog i sidekonkurrencen Un Certain Regard på sidste års Cannes-festival og vandt kritikerprisen. Faren spilles af halvdanske Viggo Mortensen, men i denne sammenhæng udmærker filmen sig mest ved, at Ghita Nørby i en alder af 79 år har sin første rolle i en ikke-skandinavisk produktion. I noget, der kan være et drømmesyn, dukker Nørby op i en bjerghule som en gammel, klog kone.
Jauja forventes at få dansk premiere i løbet af foråret.
Jesper Christensen: Spectre (England)
I slutningen af sidste år fik vi under stor pomp og pragt løftet sløret for både titlen og de bærende roller til den kommende James Bond-film. Sam Mendes indtager igen instruktørstolen, og holdet af skuespillere tæller superstjerner som Daniel Craig, Christoph Waltz og Monica Bellucci. Men lidt nede af listen finder vi Jesper Christensen, der efter en enkelt films pause vender tilbage som den pletfri skurk Mr. White.
Spectre får dansk premiere 6. november.
Ulrich Thomsen: Mortdecai (USA) og In Embryo (USA)
De seneste par år har HBO-serien Banshee betydet både smør på brødet og gedigen succes for Ulrich Thomsen. Men han har også haft tid til andre projekter. Næste år medvirker han ikke bare i actionkomedien Mortdecai med Johnny Depp, Ewan McGregor og Gwyneth Palthrow. Han har også både skrevet og instrueret dramaet In Embryo, hvor han tillige spiller en af de bærende roller i selskab med en gruppe skuespillere, der primært har slået deres folder på amerikansk tv.
Mortdecai får dansk premiere 5. marts. In Embryo har endnu ingen premieredato.
Nikolaj Lie Kaas: Child 44 (USA)
Sidst vores alle sammens Carl Mørck prøvede kræfter med en stor, udenlandsk film, var med en lille rolle i Ron Howards filmatisering af Engle og dæmoner. Nu får han chancen igen. Nikolaj Lie Kaas skal nemlig spille over for blandt andre Tom Hardy, Noomi Rapace og Gary Oldman i svenske Daniel Espinosas næste film, der handler om en mordgåde i Stalin-tidens Sovjet.
Child 44 får dansk premiere d. 30. april.
Sidse Babett Knudsen: The Duke of Burgundy (England)
DR-serien Borgen blev en gigantisk succes, da den blev sendt på BBC, og Sidse Babett Knudsen blev pludselig det nye sort i England. Endda i en sådan grad, at hun fik hovedrollen i den nyeste film af Peter Strickland, der i 2012 instruerede den skamroste Berberian Sound Studio. Og at dømme ud fra traileren skifter Sidse denne gang Christiansborg-politik ud med sommerfugle og sadomasochisme.
The Duke of Burgundy har endnu ingen dansk premieredato.
Birgitte Hjort Sørensen: Pitch Perfect 2 (USA)
Borgen skulle også vise sig at blive et internationalt springbræt for Birgitte Hjort Sørensen. Sidste år lavede hun den spanske fremtids-thriller Autómata med Antonio Banderas, og i øjeblikket indspiller hun en HBO-serie med Martin Scorsese. Til sommer medvirker hun i en opfølger til en af de mest positive overraskelser fra 2012, nemlig den Glee-inspirerede Pitch Perfect. I toeren spiller Birgitte Hjort Sørensen skurkerollen i form af en stramtandet, tysk korpige, og dele af filmen skulle ifølge rygterne endda foregå i Danmark.
Pitch Perfect 2 får dansk premiere d. 6. august.
Sofie Gråbøl: Fortitude (England)
Før Sidse Babett Knudsen var det Sofie Gråbøl eller måske snarere hendes Forbrydelsen-alter ego Sarah Lund, der var på alles læber i England. Succesen har dog endnu ikke resulteret i engelske filmroller. Til gengæld har hun høstet stor ros på de skrå brædder, og om et par uger er Sofie tilbage på de britiske stuealtre takket være Sky Atlantics stort anlagte tv-serie Fortitude, som også har Stanley Tucci og Michael Gambon på rollelisten.
TV 2 har købt rettighederne og viser Fortitude i løbet af foråret.
Lars Mikkelsen: Montana (England)
Fra 27. februar kan Lars Mikkelsen opleves i tredje sæson af Netflix-serien House of Cards. Mens lillebror Mads har haft og stadig har travlt med sin tv-serie Hannibal, har Lars ellers indtil nu slået sig løs i Storbritannien. I starten af 2014 spillede han skurken i tredje sæson af BBC’s ekstremt populære Sherlock, og i sidste måned var der engelsk premiere på thrilleren Montana. Her spiller Lars Mikkelsen hovedrollen over for Michelle Fairley, som er bedst kendt som Catelyn Stark i Game of Thrones. Zlatko Buric har i øvrigt en birolle i filmen.
Montana ser ikke ud til at få dansk biografpremiere.
Thure Lindhardt: Despite the Falling Snow (England/Serbien) og Kill Command (England)
Et kig på Thure Lindhardts cv afslører en ekstremt alsidig og uforudsigelig international karriere gennem de seneste tre-fire år. Fra det lillebitte homodrama i independent-perlen Keep The Lights On over sjette film i den kæmpestore Fast & Furious-serie til det tyske gidselmareridt 3096 dage. Hertil kommer en fast rolle i pave-tv-serien The Borgias, og så er det pludselig ikke så overraskende, at Thure i 2015 blandt andet byder på romantisk koldkrigs-thriller og sci-fi-horror.
Det er endnu uvist, om Despite the Falling SnowogKill Commandfår dansk biografpremiere.
Kim Bodnia: Rosewater (USA)
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at den amerikanske talkshow-vært Jon Stewart har skrevet og instrueret et autentisk fængselsdrama fra Iran. Det ligger heller ikke lige for, at mexicanske Gael Garcia Bernal skulle spille den iranske fange, eller at danske Kim Bodnia skulle spille hans torturbøddel. Det er ikke desto mindre, hvad Rosewater byder på. Både filmen og Bodnia er blevet modtaget med stor ros på diverse festivaler. Så det kunne betyde et amerikansk gennembrud for Pusher-Frank.
Rosewater har endnu ingen dansk premieredato.
Kommentarer