Danske talentfilm skuffer fælt

Et post-apokalyptisk univers.

En sort kat går rundt i nogle ruiner blandt andre katte. Katten finder et hus og lægger sig til at sove. Den vågner omgivet af døde katte og flygter. I en sø ser den en enhjørning i vandet. Den går ned i vandet og synker mod bunden. Op fra vandet kommer der en sommerfugl. Og så rulleteksterne …

Det er ”handlingen” i Malene Chois Dyret, der var en af de fem kortfilm, som talentstøtteordningen New Danish Screen præsenterede som ”årets høst” på den nylig afholdte Cph Pix-festival.

Filmen er stemningsfuld, men der er hverken karakteropbygning, dramatisk udvikling eller skyggen af mening.

Hvad handler det om? Det er umuligt at svare på. Måske symboliserer enhjørningen – med reference til Blade Runner – kattens længsel efter den gamle verden, måske er sommerfuglen en genfødsel til en ny. Og uanset hvad – who cares?

Skitsefilm fra ghettoen
Dyret er sigende for niveauet i årets høst, som man kun med meget god vilje kan kalde ”film”. I virkeligheden er det studentikose stiløvelser eller halvbagte fortællinger, som er uvedkommende for andre end de involverede.

Johan Oettingers dukkefilm Seven Minutes in the Warsaw Ghetto er sådan set flot gennemført, og den kan måske godt gøre sig på nogle animationsfestivaler.

Det er den strammeste af de fem film, og den viser ondskaben i Warszawas ghetto under Anden Verdenskrig, hvor tyske nazi-soldater skyder en legesyg dreng.

Men heller ikke den virker som en ”rigtig” film. Den er en skitse, og man leder igen forgæves efter den dybere mening eller bare en pointe. Drengen er kær og uskyldig, nazisterne er onde, og hvad så?

Én lang vildfarelse
Billed- og installationskunstneren Lærke Lauta prøver kræfter med filmmediet i Nogle gange kommer vinteren om natten.

Vi følger en følsom, kvindelig forfatter, der tager til et svensk strandhotel for at gøre sin roman færdig – og møder sin dobbeltgænger!

Det kunne have været et spændende møde mellem to kunstarter – billedkunsten og filmen – som vi kender det fra Jesper Justs originale værker.

Men selv om Lauta ligesom Just er uddannet på Kunstakademiet, kan Nogle gange kommer vinteren om natten bedst betegnes som én lang vildfarelse.

Der lånes kraftigt fra Kieslowskis Veronikas to liv (1991), men uden den polske instruktørs visuelle mesterklasse fremstår dobbeltgængerhistorien symboltung og altmodisch. Instruktionen er amatøristisk, og denne film er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når mystifikation forveksles med dybsindighed.
 
Børnefilmens klicheer
Den ellers talentfulde Daniel Borgman, der fik en pris i Cannes i 2010 for kortfilmen Berik og arbejder på en spillefilm, kører alle børnefilmens klicheer i stilling, så man mærker hensigten og bliver forstemt.

Titelpersonen Brainy svigtes af sin mor, som er mest optaget af sin nye kæreste. Derfor søger Brainy tilflugt i en fantasiverden og samler på døde dyr, som han sender op i rummet i håb om, at hans døde morfar vil komme og hente ham.

Logikken er, diplomatisk sagt, ikke krystalklar, men heldigvis møder Brainy en sød pige, der sørger over sin døde kat, og sammen kommer de videre.

Der er magiske billeder og følelsesfulde øjeblikke, men sceneskiftene minder om et hækkeløb, og spillet er meget svingende. Man kunne med fordel have forkortet filmen med en tredjedel, og det virker, som om instruktøren undervejs har forladt den synkende skude, som manuskriptet udgør.

Lysende skuespillertalent
Det er Bo Mikkelsens Tabu, som redder en smule af æren for New Danish Screen. Her er en film med en klar idé, et gennemarbejdet manuskript og en professionel instruktion, selv om de voksne især i starten fremstilles noget klichefyldt.

Maria og hendes lillesøster Anna møder en blotter i skoven, og oplevelsen skaber voldsom turbulens i deres familie. Ikke fordi Maria og Anna er specielt rystede. De tager faktisk oplevelsen med et forløsende grin. Men forældreparret aner ikke, hvordan de skal tackle overgrebet, fordi sex er et tabu i deres eget, fastlåste ægteskab.

De voksne går helt fra koncepterne, og det er både tragisk og morsomt, at rollerne bliver vendt om. Som når Maria reagerer på sin mors pludselige omsorg: ”Hvorfor skal du hele tiden røre ved mig? Kan du ikke bare blive normal?”

Marie Hammer Boda er intet mindre end forrygende som teenageren, der har gennemskuet de voksnes spil. Hun er klogere på deres ulykkelige ægteskab, end de selv er. Bora spillede også Brainys veninde i Borgmans film, og nogle vil huske hende som titelpersonen Anna i Rúnar Rúnarsson afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2009.

Når regnskabet skal gøres op, er Marie Hammer Boda det eneste overbevisende filmtalent i dette års høst. Hun er til gengæld en stjerne in spe.

Tidligere bedrifter
Selvfølgelig skal der netop på talentordningen være plads til at fejle, og selvfølgelig vil der være gode og mindre gode høstsæsoner.

New Danish Screen har da også tidligere stået bag fremragende kortfilm som Christian Tafdrups En forelskelse (i øvrigt, hvornår kommer hans næste film?), Frederikke Aspöcks Får, Louise Friedbergs Blodsøstre, Christian E. Christiansens Om natten og Heidi Maria Faissts Liv – alle udgivet på dvd med Ekko #46.

Og talentordningen kan især bryste sig af Michael Noer og Tobias Lindholms originale Bodil-vinder R og Mads Brüggers modige Robert-vinder Ambassadøren. Også Anders Rønnow Klarlunds kommende still-billedfilm The Secret Society of Fine Arts er et interessant eksperiment.

Problematisk mentorrolle
Problemet er for mig at se, at ledelsen af New Danish Screen i dag fokuserer for meget på talentet og for lidt på det færdige produkt.

Konsulenterne indtræder i en mentorrolle og forsøger at udvikle filmtalentet i en bestemt retning, men glemmer, at det i sidste ende handler om at lave gode film – ikke mindst for talenterne.

New Danish Screen skal være et frirum til at afprøve skæve, originale ideer, men det må aldrig blive et sted, hvor man igangsætter halvhjertede filmprojekter uden nerve og nødvendighed.

Det kan aldrig blive fornuftig talentudvikling at lade en instruktør og et filmhold fyre 1,3 millioner kroner af på en film uden indhold.

Vildskab savnes
En talentfilm kan være et fantastisk visitkort.

Tænk på, hvad Anders Thomas Jensens tre Oscar-nominerede kortfilm i 90’erne betød for hans karriere.

Eller tænk på, hvordan Jonas Elmer på den daværende talentordning i hemmelighed udvidede sin kortfilm til spillefilmen Let’s Get Lost, der i dag er en klassiker?

Den vildskab savner man i dag.

Det er ikke velmenende voksenpædagogik, men drømmen om at lave verdens bedste kortfilm, som skal være drivkraften i New Danish Screen.