Nyhed
29. juli 2013 | 17:16

Dansker spiller superskurk i Sherlock-succes

Foto | BBC
Produceren på Sherlock har i dag gennem Twitter offentliggjort dette billede af Lars Mikkelsen forklædt som superdetektivens nye nemesis, Charles Augustus Magnussen.

Lars Mikkelsen skal spille ”kongen af alle afpressere” i tredje sæson af BBC’s succesrige Sherlock Holmes-opdatering med Benedict Cumberbatch som den hyperintelligente detektiv.

Af Jacob Ludvigsen

Ulrich Thomsen, Nicolaj Coster-Waldau og Mads Mikkelsen har lige nu markante roller i store internationale tv-serier.

Og nu står Lars Mikkelsen også over for et internationalt gennembrud.

Han skal nemlig spille Sherlock Holmes’ hovedskurk i tredje sæson af BBC’s anmelderroste modernisering af Arthur Conan Doyles detektiv-føljeton. Det har seriens producer, Sue Vertue, i dag annonceret på Twitter.

Englænderne har først og fremmest fået øjnene op for Lars Mikkelsen efter hans glimrende rolle som politikeren Troels Hartmann i Forbrydelsen. Han var også med i den seneste sæson af den i England så hyldede Borgen.

Afpresningens konge
Over for Benedict Cumberbatchs lynsnare, socialt afstumpede Sherlock Holmes får den 49-årige skuespiller nu for alvor kam til sit hår.

Lars Mikkelsen skal spille karakteren Charles Augustus Magnussen. Han stammer fra Arthur Conan Doyles The Adventure of Charles Augustus Milverton, hvor han ifølge Radiotimes.com bliver beskrevet som ”kongen af alle afpressere”. Holmes karakteriserer ham som mere afskyvækkende end nogen af de utallige mordere, der har krydset hans vej.

Charles Augustus Magnussen lever af at afpresse penge fra rigmænd ved at true med at afsløre saftige skandaler om dem. Karakteren er i øvrigt baseret på en rigtig person, kunsthandleren Charles Augustus Howell.

Glimrende skuespillere
Sherlocks første sæson fik premiere i 2010, og hver sæson består af tre afsnit i spillefilmlængde. De to første sæsoner er blevet en stor succes, og i Ekko #59 gav Bo Tao Michaëlis fire stjerner.

”Benedict Cumberbatch og Martin Freeman er glimrende i deres aktuelle fortolkninger af Holmes og Watson,” skrev han om Lars Mikkelsens nye kollegaer.

Tredje sæson forventes at få premiere i England i slutningen af året.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko