”Danskerne forstår stadig ikke Grønland”

I 2020 havde instruktøren og fotografen Kenneth Soreno premiere på dokumentaren Kampen om Grønland, som var åbningsfilm på Cph:Dox.

Den følger fire unge grønlændere, der deltager aktivt i debatten om selvstændighed som musikere og politikere med meget forskellige syn på spørgsmålet.

Året forinden ytrede den daværende amerikanske præsident Donald Trump ønske om at ”købe” Grønland. Nu er han på vej til Det Hvide Hus igen, og denne gang vil han ikke udelukke brugen af militær og økonomisk tvang til at få kontrol over øen, der betragtes som strategisk vigtig.

Situationen har fået diskussionen om grønlandsk selvstændighed til at blusse op på ny, og Kampen om Grønland er igen højaktuel. Ifølge Kenneth Sorento overvejer DR at genkøbe rettighederne til filmen for at vise den igen.

”Det er slående, hvor relevant filmen stadig er. De store spørgsmål om Grønland er de samme. Hvad er selvstændighed, og hvad er muligt?” siger instruktøren.

Brug for penge
Under optagelserne til Kampen om Grønland tilbragte Kenneth Sorento lang tid i landet. Han håber på et selvstændigt Grønland, hvis flertallet ønsker det, men diskussionen er mere kompleks end det.

”Hvis Grønland ikke er med i Rigsfællesskabet, så får de brug for at samarbejde med en anden nation. Ellers kan 56.000 mennesker på verdens største ø ikke få et sundhedsvæsen og lignende til at fungere,” forklarer han.

Kampen om Grønland følger blandt andet krisen i 2018, hvor Danmark reddede lufthavnen i Nuuk ved at investere i den, hvilket fik landets regeringskoalition til at falde sammen. Partiet Naleraq ville nemlig ikke støtte, at Danmark fik medejerskab over lufthavnen.

”Problemet er helt generelt, at Grønland har brug for penge udefra, men investorer vil have indflydelse. Og hvor selvstændig er man så?”

”Kina er dem, der allerhelst vil investere i Grønlands råstoffer. Men USA vil ikke acceptere, at Kina investerer i Grønland, fordi de ser det som en sikkerhedsrisiko. Så grønlænderne risikerer at skifte den gamle kolonimagts kontrol ud med supermagternes.”

Wake up call
Kenneth Sorento er ikke overrasket over den nye situation i Grønland. Men han ærgrer sig over, at Danmark ikke har gjort en indsats for at forbedre forholdet til landet.

Han nævner den såkaldte spilralsag, hvor grønlandske piger i 1960’erne og 70’erne fik isat spiral af danske læger uden samtykke. Målet var at begrænse befolkningstilvæksten for at begrænse det økonomiske tilskud fra Danmark og styrke moderniseringen. Den danske stat har stadig ikke undskyldt sagen.

”Hvorfor giver man ikke bare en undskyldning og noget kompensation? Lad os da få det gjort for fanden!” siger Kenneth Sorento.

Han nævner også den aktuelle sag om tvangsfjernelse fra hjemmet af grønlandske børn i Danmark og Grønland. Den overstiger i antal tvangsfjernelserne af danske.

”Det sker på grund af nogle forældretests, som ikke passer til grønlændere. Man begår samme fejl som med eksperimentbørnene i 1951 og risikerer, at grønlænderne mister deres modersmål.”

– Du sagde i 2020 i et interview, at du håbede på mere nuanceret dialog om Grønland. Er det sket?”

”Nej, det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt vi har lært og ændret i måden, vi går til grønlænderne på. Vi har stadig ikke forstået, hvor tungt kolonitiden vejer. Jeg havde håbet, at min film havde rykket noget mere, men måske kan Trumps trusler om militære indgreb blive et wake up call for danskerne.”

Pistol for panden
Kenneth Sorento har stadig forbindelse til flere grønlændere, inklusive de medvirkende i Kampen om Grønland. Efter hans opfattelse er tankerne om Danmark ikke høje på verdens største ø.

”For mange er oplevelsen, at man i Danmark bliver udsat for racisme og stillet dumme spørgsmål som: ’Bor du i en iglo?’ Og så er de overraskede over, hvor lavt vidensniveauet om Grønland er I Danmark, mens grønlænderne ved meget om Danmark. Jeg håber, at min film kan vække noget nysgerrighed den anden vej.”

– Hvad er det, vi danskere ikke forstår?

”Det er væsentligt, at Grønland blev tvunget ind i rigsfællesskabet. Da landsrådet i 1952 skulle tage stilling til, om de ville blive et amt i Danmark, fik de ikke at vide, at de ifølge FN kunne vælge at blive selvstændige,” forklarer instruktøren.

Han refererer til antropologen og journalisten Anne Kirstine Hermanns bog Imperiets børn (2021), der afdækker forløbet.

”Landsrådet fik to døgn til at beslutte sig – nærmest med pistol for panden – og uden de nødvendige informationer. Der har aldrig været en folkeafstemning om, hvorvidt grønlænderne ville være en del af Danmark.”

”Bagefter har man bygget et grønlandsk samfund op efter dansk forbillede uden at spørge dem om lov. Og danskerne har ignoreret de kulturelle forskelle. Alligevel taler vi om grønlænderne, som om de bare er utaknemmelige.”

Vil ikke være amerikanere
Ifølge Kenneth Sorento ønsker tre ud af fire grønlændere selvstændighed, men for mange gør det en forskel, om det vil gå ud over velfærden.

”Spørgsmålet er, hvilken selvstændighed det skal være. Mange grønlandske politikere vil have en såkaldt free association med Danmark, hvor vi hjælper til, men de fører deres egen udenrigspolitik.”

”Mange vil også gerne have grønlændere i flere ledende poster, så de kan forme landet bedre efter deres kultur. Danmark har kulturelt mere tilfælles med resten af Europa. Vi har været bønder i flere tusind år, mens grønlænderne indtil for nylig var fangere. Det betyder et helt andet kulturelt forhold til planlægning, som samfundet skal struktureres efter.”

– Hvad er holdningen til USA?

”Især de unge synes, det er spændende med USA, men de vil ikke være amerikanere.”

”De vil gerne have amerikanske investeringer og stipendier til amerikansk uddannelse. Men i min film siger aktivisten Paninnguaq Heilmann også, at det ikke løser noget at erstatte danskerne med amerikanerne. For se, hvordan de har behandlet deres oprindelige folk. De fleste inuit i Alaska har mistet deres sprog.”

”Grønlænderne vil gerne have amerikanernes hjælp til at blive selvstændige, men jeg tror ikke på en free association med USA. Det er trods alt nemmere med Danmark, som de er vant til at arbejde sammen med, og som er en mindre nation.”

”I hvert fald håber jeg, at grønlænderne får lov til at bestemme i deres eget land under vilkår, der giver dem de bedst tænkelige muligheder. Vi skal holde op med at tænke på, hvad Danmark taber, og mere på, hvad der er bedste for grønlænderne.”