Danskerne snydes for halvdanske film

Hvert år skyder Det Danske Filminstitut ti millioner kroner i udenlandske film, som har en dansk co-producent.

Når de danske co-producenter får støtten, er det en forudsætning, at de møder op på instituttet med et klart løfte: At filmen kommer i de danske biografer.

Alligevel er hele fire af de film, som Zentropa har været involveret i de senere år, aldrig nået ud til et dansk publikum – hverken i biografen eller på tv.

Filmene kan få dispensation af Det Danske Filminstitut, så støtten ikke behøver blive betalt tilbage. Men instituttets områdedirektør Claus Ladegaard er ikke ligefrem stolt over de manglende biografpremierer.

”De her film skal gøres tilgængelige for et dansk publikum. Vi kan give dispensation, men vi er ikke glade for det,” siger han.

Strander ved grænsen
En ny opgørelse fra Danske Biografer viser, at 30 film har fået 42,7 millioner kroner i støtte på minor-ordningen i de sidste fem år, hvoraf tolv endnu ikke er produceret færdig.

Syv af filmene har det danske publikum endnu ikke haft mulighed for at se, selvom de for længst har fået premiere i hjemlandet.

Tre af disse får efter alt at dømme dansk biografpremiere på et tidspunkt, men det gælder ikke de fire co-produktioner, Zentropa har været involveret i. Det erkender direktør Peter Aalbæk Jensen.

Zentropa har de seneste år fået minor-støtte til deres involvering i den franske Sois Sage (foto), østrigske The Way to Live, hollandske Code Blue og svenske Happy End.

”Hvis det viser sig at være en katastrofe at sætte filmene op, må man søge om dispensation. Det er ikke en vurdering af filmenes kunstneriske kvalitet, men der er jo ingen, der ønsker at skylle penge ud af lokummet, hvis filmen ikke har et publikum herhjemme,” siger han.

”Vi går ind i den her type co-produktioner, fordi der så er en chance for, at vi selv får noget den anden vej. Med Sois Sage fik vi at vide, at hvis der ikke kom nogle danske penge til en fransk film, var det slut med, at Lars von Trier fremover fik penge fra Frankrig. Det kostede en million, og vi plejer at få fem-syv millioner fra Frankrig til en Trier-film, så det er det værd.”

Filmisk handelsbalance
Happy End fik støtte, fordi den har manuskript af danske Kim Fupz Aakeson. Men også Zentropas engagement i hollandske Code Blue hang sammen med den filmiske handelsbalance.
 
”Med Code Blue havde vi fået mange penge fra Holland i en årrække, hvor man til sidst fra de hollandske myndigheder syntes, at der godt kunne komme noget den anden vej,” forklarer Peter Aalbæk, der ikke ser noget problem i, at skattekronerne går til film, som danskerne aldrig får at se.

”En Trier-film koster typisk 65 millioner kroner, og der har de danske skatteydere hældt otte-ni millioner i. Det kommer mange gange det beløb hjem i de skattekroner, vi betaler fra indtjeningen på hans film, så i det store regnskab tror jeg ikke, der er noget at komme efter.”

”Det er europæiske filminstitutter, der støtter danske film, og hvis du kigger på betalingsbalancen, er det grotesk, hvad der bliver hentet af udenlandske penge til dansk film i forhold til, hvad der går den anden vej. Det er en slags afgift det her. Så må man bare leve med, at nogle film står på hylderne,” siger Peter Aalbæk.

Film skal være tilgængelige
Men hvis Det Danske Filminstitut lægger vægt, at filmene skal være tilgængelige for det danske publikum, provokerer Aalbæks tilgang så ikke områdedirektør Claus Ladegaard?

”Nej, det gør det ikke. Jeg anerkender, at han har det synspunkt. Han er jo som købmand ligeglad med, om de her film bliver set af et dansk publikum. Men det er jeg ikke!”

Ladegaard understreger dog, at det kan give mening at give dispensation.

”For eksempel støttede vi Code Blue, fordi vi syntes rigtig godt om Urszula Antoniaks første film. Men filmen blev så kun set af 1.200 mennesker i hjemlandet Holland, og den blev måske ikke det mesterværk, man havde håbet. Vi vil ikke tvinge distribution igennem, hvis det ikke giver mening for nogen parter,” siger han.

Lovende titler på vej
Områdedirektøren medgiver, at Peter Aalbæk Jensen har en pointe, når han siger, at co-produktionerne ikke mindst handler om at investere i lande, der selv investerer i dansk film.

”Der er jo to hovedbegrundelser for overhovedet at indgå i denne form for støtte. Det ene er, at danske filmfolk får nye erfaringer ved at arbejde med udenlandske filmfolk,” siger Claus Ladegaard.

”Det andet er, at vi indgår i et internationalt finansieringssystem, hvor vi er nødt til at give noget, hvis vi vil have noget igen. På den måde er der jo en sandhed i det, Peter Aalbæk siger, men samtidig skal de her film altså ud til det danske publikum.”

– Er der behov for at kigge den her ordning, og særligt Zentropas involvering i den, efter i sømmene?

”Vi kigger på alle de film, der bliver støttet, både Zentropas og de øvrige. Men jeg har også forhåbninger til, at de kommende film på ordningen vil klare sig bedre.”

”For eksempel betyder det nuværende filmforlig, at DR kan involvere sig i flere af de her film, og det betyder jo, at de kommer ud til et dansk publikum på tv. Og vi har lovende film som Kon-Tiki og Niko og de flyvende rensdyr 2 på vej.”

200 — 4.000 tilskuere
Danske Biografers undersøgelse viser også, at danskerne er mere eller mindre ligeglade med de film, der faktisk får dansk biografpremiere.

Niels Arden Oplevs kæmpesucces Mænd der hader kvinder blev set af næsten en million danskere, men ellers har filmene haft svært ved at finde et publikum.

To film er blevet set af cirka 14.000 danskere (den norske frihedskæmperfilm Max Manus og svenske Pernilla Augusts alkoholikerdrama Beyond), mens de resterende ligger mellem 200 og 4.000 tilskuere.

Statistikken imponerer da heller ikke Claus Ladegaard.

”Det er lavt. Selv nogle af de film, vi troede på, klarer sig under forventning, for eksempel Beyond og Max Manus. Men de her nordiske film har det bare svært, og vi er for tiden i et marked, hvor mange film flopper,” siger han.

Overvejer bedre lancering
”Vi vil selvfølgelig overveje, om der lanceringsmæssigt skal satses mere,” fortsætter Claus Ladegaard. ”Det kunne måske have hjulpet en film som Max Manus. Men jeg vil samtidig gøre klart, at publikumsovervejelsen ikke er den centrale, når vi støtter de her film.”

– Kan man overveje, om biografforpligtelsen skal tages ud af denne her støtte, når filmene alligevel har det så svært, og der bliver givet dispensationer?

”På sigt! Men lige nu er der ikke rigtigt gode alternativer til biograf og tv i form af dvd og VoD.”