Danskernes præstation i Venedig

Der blev kippet med Dannebrog rundt om på de danske kulturredaktioner, da Marie Grahtøs første spillefilm, Psykosia, blev udtaget til filmfestivalen i Venedig. 

Godt nok er det kun i kritikernes parallelkonkurrence og ikke i selve hovedkonkurrencen, men det er stadig en bedrift og en blåstempling af Grahtøs evner som filmskaber. 

Som dansker ønsker man altid vores egne talenter det bedste, og Grahtø imponerer brugerne på Ekkos All Time Shortlist, hvor hun har hele to film blandt de femten bedste på den 950 film store onlinehitliste. 

Men selv om den 35-årige instruktør har lavet en umådeligt ambitiøs film om selvmord og den psykotiske tilstand, er Psykosia desværre temmelig svær at blive begejstret for, hvor gerne man end ville. 

Dertil beskæftiger filmen sig for meget med, hvordan den ser ud, og for lidt med, hvad den skal fortælle.

For prætentiøs
Plot er der ikke meget af i det stjernebesatte drama, hvor selvmordsforskeren Viktoria (Lisa Carlehed) skal forsøge at redde den selvmordstruede Jenny (Victoria Carmen Sonne). Det foregår på et psykiatrisk hospital, hvor overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm) overvåger forløbet.

Det er sådan set det, og i det meste af resten af den skiftevis drømmende og råt virkelige film udforsker Marie Grahtø sindet gennem æstetikken og lange sekvenser, hvor vi ser hovedrollernes ansigter helt tæt på.

Det fungerer i nogen grad, og det skyldes især Lisa Carleheds evne til hoppe fra den ene sindstilstand til den anden ved en nærmest ubetydelig ændring i sin mimik.

Indimellem smider selvmordsforskeren nogle mere eller mindre akademisk lydende forklaringer på, hvad selvmord er. Og filmen får også fremmanet en vis uhygge, når den er stærkest.

Det er tydeligt, at Marie Grahtø, der selv har haft emnet tæt inde på livet, har haft en klar idé om, hvilken følelse hun vil fremmane i sit publikum. Det lykkes bare aldrig rigtigt.

Det bliver en kende for prætentiøst. Filmen trænger aldrig ind bag de ansigter, den er så optaget af. Vi får fornemme definitioner på selvmordet, men vi bliver aldrig klogere på, hvad der driver mennesket derud, hvor livet ikke længere er at foretrække over døden.

Guld til sidst
Der er efterhånden længere køer til bådene, som fører væk fra festivalen, end til biograferne.

Det lakker nemlig mod enden i Venedig, og mange filmreportere er allerede rejst videre til den konkurrerende festival i Toronto. Festivalen forsøger dog altid at holde så længe som muligt på folk, og det gør ledelsen typisk ved at gemme lidt guld til sidst.

I år har guldet dansk islæt. I den italiensk-amerikanske thriller The Burnt Orange Heresy spiller danske Claes Bang nemlig hovedrollen, og det gør han imponerende godt.

Filmen, der er instrueret af italienske Giuseppe Capotondi, vises uden for konkurrence.

Ligesom i gennembrudsfilmen The Square spiller Claes Bang en mand, der arbejder i kunstens verden. Denne gang foregår det i Italien, og den velklædte Bang spiller en ambitiøs og charmerende kunstkritiker, der hyres til at stjæle et sjældent maleri fra en af klodens mest gådefulde og højt beskattede billedkunstnere.

Mick Jagger overspiller
Claes Bangs kunstkritiker takker ja til opgaven, men missionen styrer snart ud af kontrol i en velinstrueret fortælling om talent, grådighed og løgne.

Denne gang er der nemlig noget mere kynisme og hemmelighedsfuldt over Bangs rolle, som undervejs får filmen til at tage uventede skift.

Selv om thrilleren ikke bringer noget nyt til genren, er den både medrivende og underholdende, og samtidig har filmen masser af glimmer og glamour over sig.

Danskeren spiller over for både den altid seværdige Donald Sutherland og rockstjernen Mick Jagger.

Det er godt, at den overspillende Jagger aldrig satsede på en karriere i filmens verden, men sjovt er det da at se ikonet på det store lærred.