Maria Bäck vinder Nordic Talents
I sommer dimitterede svenske Maria Bäck fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje med årgangens vel nok mest roste film, Mamma är Gud, der poetisk fortalte om instruktørens psykisk syge mor.
Og nu er vejen banet for talentets første dokumentarfilm i spillefilmlængde. Maria Bäck vandt nemlig i slutningen af sidste uge hovedprisen på hele 250.000 kroner ved det årlige Nordic Talents, der er et tre-dages-arrangement, hvor de nyudklækkede elever fra de nordiske filmskoler får mulighed for at møde filmbranchen.
Prisuddelingen sker på baggrund af filmtalenternes afgangsfilm og et pitch til et nyt projekt, og blandt de jurymedlemmer, der kastede deres kærlighed på Maria Bäck, var svenske Ruben Östlund (Play, De ufrivillige) og danske Tobias Lindholm (R, Kapringen).
At skabe evigheden
Maria Bäcks pitch har titlen I Remember When I Die og skal udspille sig på et hospice, hvor instruktøren vil bede de medvirkende vælge et minde, som de vil tænke på, når de dør.
”Filmen vil stille spørgsmålet: Kan vi skabe vores egen evighed?” fortæller Maria Bäck, da vi fanger hende på en telefon fra DR, hvor hun arbejder til daglig.
”Det er en filosofisk og hypotetisk film, der blandt andet tager udgangspunkt i, at nogle mener, at man efter døden havner det sted, man tænker på, når man dør. Jeg er også inspireret af ny videnskab, der viser, at hjerneaktiviteten pludselig peaker i mellem 30 sekunder og tre minutter, efter at den i lang tid mere eller mindre har været nede på nul.”
De døendes manifest
Som i Mamma är Gud vil Maria Bäcks egen stemme og spørgsmål være en del af filmen, og selvom emnet kan lyde tungt, vil filmen være både let og humoristisk, forsikrer hun.
”Jeg kalder det en ’sci-po-film’ – science og poesi. Det sjove er jo, at videnskabsfolkene for eksempel aldrig vil få svar på deres spørgsmål om, hvad der sker, når hjernen pludselig går i gang igen,” siger instruktøren. Hun har i sin research været i kontakt med flere hospicer, men hun planlægger at få kontakt til filmens fem-ti hovedpersoner, før de kommer på hospice.
”Det bliver hårdt, for de vil jo dø én efter én. Filmen skal ikke udstille dem, den skal være deres manifest,” tilføjer Maria Bäck, der glæder sig til at arbejde på et større budget end de 13.000 kroner, hendes afgangsfilm kostede.
Islænding vinder andenpris
Film som Rúnar Rúnarssons Volcano og Jan Rahbeks Marco Macaco kom også til verden med hovedprisen fra Nordic Talents i bagagen.
Det er dog blot tredje gang siden 2004, at en dokumentarist vinder førstepræmien. Årgang 2013 var desuden usædvanlig, fordi Den Danske Filmskole satte sig på hele flæsket. Alle årets fire priser gik nemlig til elever fra sommerens afgangshold, om end tre af dem ikke gik til danskere.
Andenpræmien, The Nordic Talents Special Mention Prize, gik til islandske Hlynur Pálmason. Han tog afgang med den roste En maler (som Ekko gav fem stjerner) og pitchede brødre-odysseen Winter Brothers, som han tidligere har fortalt om til Ekko.
Fotograf Maria von Hausswolff og klipper Julius Krebs Damsbo har i øvrigt både arbejdet på Bäck og Pálmasons afgangsfilm.
En fuldendt triumf
Svenske Carl Olsson vandt humorprisen The Filmlance Seriously Big Humour Student Film Award på 30.000. Olssons afgangsfilm fra dokumentarlinjen var Velsignet være dette sted, der på humoristisk vis undersøger ensomhed og identitet.
Filmen er produceret af Julie Waltersdorph Hansen, der såmænd også er producer på Pálmasons En maler og Winter Brothers og således kun kunne være tilfreds med udfaldet ved Nordic Talents.
Endelig – for at fuldende Den Danske Filmskoles triumf – vandt den dansk-kinesiske producer Lian Yang og manuskriptforfatter Simon Weil familieprisen The SF Award for Best Children or Family Pitch.
Deres fælles pitch var animationsprojektet Billy and Reed’s Excellent Adventures.
Maria Bäck
Født 1980.
Dimitterer fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje med filmen Mamma är Gud.
Stod i 2010 bag 24 film til Ekkos julekalender sammen med tre andre elever fra Filmskolens dokumentarlinje.
Har tidligere været tilrettelægger på dokumentarfilmene Cecilie og skolefeen (2009) og De vigtige pædagoger (2008) for DR2.
Kommentarer