Nyhed
29. aug. 2010 | 19:08

Danskuddannet instruktør slår til

Daniél Espinosa er aktuel med Snabba Cash, som skildrer Stockholms rå gangstermiljø. Snart skal han instruere Denzel Washington.
Af Andreas Straarup

Daniél Espinosa er ikke mere end 33 år. Alligevel er han allerede på vej til Hollywood, og årsagen er ikke mindst hans seneste film, Snabba Cash, der netop har fået dansk premiere.

I hjemlandet Sverige har thrilleren solgt over 600.000 billetter. Anmelderne elsker filmen for dens medrivende plot og troværdige miljøskildring, men Daniél Espinosa mener, at publikum er tiltrukket af noget andet.

”Folk er enormt fascineret af overklassen. Derfor er filmen en succes,” siger han, da Ekko møder den ombejlede instruktør en augustdag i Grand Teatret.

Dyrekøbt adgangsbillet

Snabba Cash udspiller sig hovedsagelig i Stockholm og er en typisk gangsterhistorie om, hvordan den kriminelle underverden er en ond spiral, som er stort set umulig at slippe ud af, når først man er inde.

Hovedpersonen JW (Joel Kinnaman) er en intelligent økonomistuderende, som ikke kan stå for fristelsen til at lave nogle hurtige penge, da chancen byder sig.

For ham er penge adgangsbilletten til den overklassetilværelse, som han drømmer om at føre. Men selv om han er snedig og scorer den vakre Sophie, må han sande, at adgangsbilletten er særdeles dyrekøbt.

Daniél Espinosa genkender en hel del af sig selv i JW og hans drøm om at høre til. Da han var seksten år, kom han nemlig på kostskole og følte sig udenfor.

”Man vil jo gerne have piger og blive inviteret til festerne. Det er enormt provokerende, når det er ens måde at tale på, ens kropsholdning og ens genetiske baggrund, som gør, at man ikke kan være med,” siger han om sine formative år.

Mødet med Lasse Hallström

Efterhånden lykkedes det dog Daniél Espinosa at tilpasse sig miljøet på kostskolen. Han gik stille med sin drøm om at blive café-ejer, fordi alle andre ville være direktør for Volvo, inden de fyldte tredive.

Men han havde også en meget afgørende oplevelse, som fik ham til at forkaste drømmen om at blive café-ejer til fordel for drømmen om at blive filminstruktør: Han mødte instruktøren Lasse Hallström (Mit liv som hund og Hva’ så, Gilbert Grape?).

”Jeg boede sammen med en dreng, hvis far var Lasse Hallström. Han hang ud med Johnny Depp, hvilket var ret sejt, men da jeg mødte ham, var han helt almindelig. Det fik mig til at tænke, at jeg måske også kunne blive noget inden for filmverdenen.”

Indvandrere er mennesker

Daniél Espinosa er uddannet på Den Danske Filmskole. Dogme-filmene bragede igennem, da han som 21-årig ville på filmskole, og blandt andet derfor valgte han den danske filmskole.

Men i det hele taget er Daniél Espinosa ikke særlig svensk. Begge hans forældre er chilenere, og han er opvokset blandt serbere og andre indvandrere i Stockholm-forstaden Skogås.

Det er noget, som afspejler sig i hans film. Foruden Snabba Cash foregår afgangsfilmen Bokseren, spillefilmdebuten Babylonsjukan og Uden for kærligheden fra 2007 alle i forstadsmiljøer, der ligner det, som han selv er opvokset i.

Espinosa forsøger at skildre det nære samfund, og det er især magtpåliggende for ham at vise, hvordan indvandrere ikke udgør nogen homogen gruppe.

”Indvandrere er mennesker, som kommer fra vidt forskellige kulturer, og de har ikke den samme etik og moral,” siger han.

Livsbekræftende gangstere

Efter at have lavet sin danske spillefilmdebut, Uden for kærligheden, følte Daniél Espinosa sig deprimeret.

Filmen havde fået en pæn modtagelse af anmelderne, men solgt exceptionelt få billetter, og Daniél Espinosa var i tvivl om, hvilke slags film han skulle lave. Da han blev introduceret til Jens Lapidus’ bestseller Snabba Cash, forsvandt tvivlen dog.

”Da jeg fik fat i bogen, var det som at læse manuskriptet til den gangsterfilm, jeg gerne ville have set, da jeg var seksten,” siger han, der som ung var fascineret af gangsterfilm af instruktører som Michael Mann, Martin Scorsese og Francis Ford Coppola.

”Gangstere vil gøre hvad som helst for at forandre deres liv. Der er noget livsbekræftende i, at de ikke bare er arbejdere, som ærgrer sig over chefen, men i stedet banker ham og stjæler hans penge.”

Så realistisk som muligt

I Snabba Cash har Daniél Espinosa bestræbt sig på at skildre både overklassen og den kriminelle underverden på en så realistisk måde som muligt.

Størstedelen af skuespillerne er amatører, der selv kommer fra miljøerne, og som Daniél Espinosa har castet, fordi de mindede ham om karaktererne i historien.

”Som overklassedrenge ville jeg have en gruppe drenge, der virkelig forstår at fyre den af på en dyr bar, så dem opsøgte jeg. Og jeg er god til at instruere skuespillere. Jeg er god til få en naturlig tone frem, og jeg synes, det er fedt at få skuespillerne til at udtrykke sig emotionelt,” siger han.

Daniél Espinosas næste projekt bliver filmen Safe House, som Universal producerer. Den handler om en CIA-agent i Buenos Aires og har selveste Denzel Washington i en hovedrolle.

”Det er bare sådan et lille, intimt projekt,” griner han og skynder sig ud af døren for at nå et fly til Sydamerika, hvor optagelserne til projektet skal foregå.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko