Dardenne: En ukendt kvindes død

”You are guilty!”

Luc Dardenne kigger hårdt på mig med sine klare øjne, der kæmper med de tunge øjenlåg, mens han peger med en anklagende finger. Indtil nu er kommunikationen foregået gennem en oversætter, men han slår over i sit bedste skoleengelsk for mine franskdøve ørers skyld for at fortælle, at jeg er skyldig.

Men i hvad?

Jeg har faktisk bare stillet ham og hans storebror Jean-Pierre, der sidder ved siden af, et simpelt spørgsmål. Om hvorfor brødrene har undgået krimigenren ved at lade hovedpersonen i La fille inconnue været læge i stedet for politimand, som ville være mere oplagt for filmens opklaringshistorie.

I historien undlader en ung læge, Jenny (Adèle Haenel), at åbne døren til sin praksis for en kvinde, som ringer på efter åbningstid. Dagen efter findes kvinden død, og Jenny føler sig skyldig og bliver besat af at finde ud af, hvem den fremmede var, og hvorfor hun er gået bort.

Dardenne-brødrene kredser om menneskets ansvarsfornægtelse. Eller hvad man kan kalde noget af et spring i forhold til spørgsmålets udgangspunkt.

”Det er godt at føle sig skyldig, for vi er alle mennesker. Og det kan føre godt med sig og lede til handling,” supplerer Jean-Pierre Dardenne på brodersymbiotisk maner.

En stille detektiv
Efter den indledende afstikker tager de belgiske brødre dog fat i spørgsmålet om, hvorfor de valgte en læge som filmens hovedperson.

”Hun lytter til folks kroppe, deres åndedrag og hjerteslag, og så har hun aflagt ed om ikke at tale med nogen. Så byggede opklaringen op omkring hendes stilhed, når hun stiller spørgsmål og venter på svar, som hun måske ikke får. Hun kan få folk til at tale, netop fordi hun kan være stille,” fortæller Luc Dardenne.

Som Dardenne-brødrenes andre film er La fille inconnue derfor naturligt nok en meget stille og intim film, der også er optaget i det samme område som deres ni andre spillefilm.

Siden hovedkonkurrence-debuten i Cannes med Rosetta fra 1999, som vandt Guldpalmen, har alle deres efterfølgende film også været i spil til den store hæder. Da de i 2005 vandt Guldpalmen endnu engang for Barnet, skrev de sig ind i en eksklusiv klub af instruktører, der har vundet filmverdens nok mest prestigiøse pris to gange.

La fille inconnue fik en mere forbeholden modtagelse i Cannes, end brødrene er vant til. Men det ser ikke ud til at påvirke dem. De fremhæver, at filmen har store perspektiver, selvom om den fokuserer på det nært personlige.

”Filmen handler om alle mennesker. Det er en lille historie om en kvinde, der finder en løsning på sine problemer. Hvis man ser på det mere overordnet, tror jeg medierne spiller en stor rolle i fremstillingen af problemer, men hver af os kan selv gøre noget.”

Immigrationskrise
Mens oversætteren videregiver deres svar, sidder de to brødre ofte og hvisker til hinanden. Man ville ønske at kunne tyde deres interne udvekslinger, som nok er noget mere spændende end de pligtskyldige svar på ofte klichéfyldte spørgsmål, journalister stiller.

Som når en tyrkisk journalist vil vide, hvordan den nuværende immigrationskrise formede filmen og kan ses som en kommentar til denne. Grunden til titlen – som oversat er ”Den ukendte pige” – er, at den døde kvinde formentlig var en illegal flygtning og derfor ikke har nogen personer, som kan bruges til at identificere hende.

”Mange drager paralleller til den nuværende situation i Europa med immigranter og flygtninge, men det var ikke aktuelt, da vi startede på filmen,” fortæller Luc Dardenne.

”For os er det mest for at give filmen suspense, og det var vigtigt at have en hovedperson, der ikke turde fortælle sandheden og ikke kunne sige noget. For vi nægter alle at tage ansvar. Alle har deres grunde til ikke at tage sig af denne pige,” tilføjer Jean-Pierre Dardenne, så man alligevel ikke kan lade være med at tænke på de symbolske undertoner.

Flere lig end fisk
Nogle dage efter interviewet, på vej hjem fra Cannes, mellemlander jeg i Bruxelles, hvor der for ikke så længe siden var et frygteligt terrorangreb. Hverdagen har allerede indfundet sig, og jeg kommer atter til at tænke på de belgiske filmbrødres ord om personligt ansvar.

Jean-Pierre Dardenne ville nemlig også gerne pege fingeren på både andre og sig selv i analysen af, hvordan vi er endt i sådan en usikker verden af frygt.

”Vi har alle har et stort ansvar for, at religionen har spredt sig på ukontrolleret vis. Min bror og jeg plejede at undervise på den marokkanske skole nogle timer om ugen, og det var et godt initiativ, for børnene så ellers aldrig, hvordan belgiere levede,” siger Jean-Pierre Dardenne og fortsætter:

”Men det fungerer kun, når de er tolv-fjorten år gamle og bliver vante med vores måde at leve på. Senere fortæller imamer dem nemlig, at de eksempelvis ikke skal give hånden til kvinder. Det er sådan distancen skabes og afstanden bliver større. Så bliver den tvungne religion fremherskende, og det bliver os mod dem.”

Skal man tro brødrene, er det små historier om mennesker som Jenny i La fille inconnue, der kan være med til at give håb. 

”Middelhavet synes at have flere lig end fisk disse dage, og vi føler os alle meget skyldige, men af den ene eller anden grund gør vi intet ved det. Jenny gør nogle meget små ting, som er inde for hendes rækkevidde, og det kunne vi også gøre i vores nabolag og byer,” mener Jean-Pierre Dardenne, der således ligesom filmen slutter med et håb..