Cannes: Dardenne tester solidariteten

Nogle af de allerbedste film er helt enkle. En konflikt, som er så stærk, at den kan være en hel film. Vi så det forleden med Ruben Östlunds Turist, og vi ser det igen i dag med Jean-Pierre og Luc Dardennes Deux jours, une nuit (To dage, en nat).

Plottet kunne ikke være mere enkelt – og stærkt. En kvinde ved navn Sandra, der netop er kommet ud af en depression, står til at miste sit job. Det er en økonomisk katastrofe, for hun har en familie, der må forlade hus og hjem, hvis hun bliver arbejdsløs. Sandras eneste chance er at overbevise sine kolleger om, at de skal sige nej til deres bonus. Så har firmaet nemlig råd til at beholde hende. 

Ville du hjælpe en kollega i krise?
Hun har kun en weekend – to dage og én nat – til at tale med kollegerne. Og med denne time lock i baghovedet følger vi Sandra, der stemmer dørklokker og med bedende øjne taler til kollegernes hjerter – én for én.

Plottet fungerer som en slags maggi-terning, der samler den økonomiske krise i én historie og ét menneske. Det er Dardenne-brødrenes originale måde at teste solidariteten i det moderne samfund.

Som Sandra har Dardenne valgt en af de store stjerner i Europa, franske Marion Cotillard.

Brødrene startede oprindelig i dokumentarfilm, og da de begyndte at lave fiktion, brugte de i mange år primært amatører som skuespillere. Med Drengen med cyklen (2011) arbejdede de for første gang med en stjerne, nemlig Cécile De France kendt fra Clint Eastwoods Hereafter (2010), men hun stammer dog fra deres eget hjemland.

Godt skuespil forhindrer Guldpalme
Man kunne have frygtet, at Dardenne-brødrene ikke kunne håndtere et så stort og glamourøst navn som Cotillard i deres socialrealistiske univers. Men de gør enhver skepsis til skamme.

Til gengæld kan hendes stærke præstation nok betyde, at de ikke vinder Guldpalmen for tredje gang. Den film, der får Guldpalmen, kan nemlig ikke samtidig vinde en skuespillerpris, og her er det meget sandsynligt, at Cannes-juryen vil prioritere at belønne Cotillard.

Cotillard beboer rollen som den desperate kvinde med en sådan indlevelse, at man faktisk glemmer stjernen og udelukkende ser karakteren. 

Berørt af overlevere
Men stjernen var i allerhøjestede grad synlig på filmens pressemøde. Hun lyste salen op i en farvestrålende kjole med påsyede knapper og løb med langt størstedelen af pressens opmærksomhed. Strategisk placeret mellem de to gråhårede brødre tog hun smilende imod de fremmødtes spørgsmål.

En journalist ville vide, hvad der tiltrækker hende ved at spille udsatte personer som Sandra. 

”Jeg bliver virkelig rørt af overlevere. Folk, der finder en udvej på trods af modgang. Og jeg lærer meget om den menneskelige tilstand ved at udforske sådan nogle personer,” fortalte hun.

Brødre arbejder som én person
Cotillard fortalte, at samarbejdet mellem hende og instruktørerne var kendetegnet ved en lang forberedelsesproces, hvor de øvede scenerne intensivt.

”Intet er improviseret, og hvis det virker sådan, så betyder det bare, at vores forberedelser har været succesfulde,” sagde hun.

”Vi øver scenerne i tre uger op til optagelserne og på selve optagedagen. Fordi vi øver meget, lærer vi hinanden rigtig godt at kende. Vi arbejder os frem til at finde den rette rytme mellem kroppene og kameraerne. Det er ligesom en dans.”

Denne symbiotiske arbejdsform er også kendetegnende for brødrenes samarbejde.

”På settet er min bror og jeg som en person,” fortæller Luc. ”Nogle gange sidder den ene af os ved monitoren, mens den anden er tættere på skuespillerne, men for det meste gemmer vi os begge to bag kameraet. Det er sådan, vi foretrækker at arbejde.”

Solidaritet er en forpligtelse
I Deux jours, une nuit afhænger Sandras fremtid af, at hun er i stand til at mønstre kollegernes solidaritet. En journalist spørger instruktørerne, om de mener, at vi har mistet vores solidariske værdier i dag. 

”Solidaritet er en moralsk forpligtelse,” svarer Luc. ”En kvinde som Sandra har ingen politisk agenda, men hun påvirker folk, fordi hun rent faktisk opsøger dem personligt. Det bevæger dem at se, hvordan situationen berører hende, og derfor skifter de mening. Jeg tror, der stadig findes mennesker, som vælger solidariteten, og det er det, vi vil vise i filmen.” 

Dardenne-brødrene har lavet flere film med markante kvindelige hovedroller, heriblandt Rosetta og Drengen med cyklen. En journalist spørger, om der er en særlig årsag til dette fokus.

”Det, der sker for Sandra i filmen, ville aldrig ske for en mand,” svarer Luc. ”Kvinder er mere udsatte, og der er mange flere arbejdsløse kvinder end mænd. Det er nu ikke alene af den grund, at vi valgte at arbejde sammen med en skuespillerinde. Vi tænkte, at det ville være skønt at arbejde sammen med Marion, fordi hun er en fantastisk skuespillerinde. Og da vi mødte hende, var det kærlighed ved første blik.” 

Cotillard kan godt være grim
Måske var det også kærlighed, der fik en kvindelig journalist til at stille Cotillard et meget flatterende spørgsmål:

– Den skønhed, som du besidder, er ekstraordinær. Kan du godt lide udfordringen i at spille ordinære personer?

Spørgsmålet bringer tydeligvis stjernen helt ud af forfatning.

”Det var meget sødt sagt ... øh, jeg kan transformere mig ... Altså, jeg ser ikke mig selv som grim ...”

Den sidste replik får salen til at bryde ud i latter, og Cotillard prøver sig frem igen.

”Det, jeg prøver at sige er, at selv en meget smuk kvinde kan se sig selv som grim. Hvis rollen kræver, at jeg skal være smuk, så er jeg det, men jeg kan også være temmelig grim ... øh ... Jeg ved, at jeg er fysisk i stand til ... Puh, hvordan skal jeg besvare det her?”

Til sidst må hun hovedrystende melde fallit: ”Mit svar kan blive ved i timevis, så måske skal vi bare stoppe her.”