Dårlig trivsel under fratrådte filmdirektører
1. august tiltrådte Tine Fischer som ny direktør for Det Danske Filminstitut efter syv år med Claus Ladegaard, der bliver på instituttet i en periode som konsulent.
Samme måned kunne Ekko afsløre, at også vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard havde forladt skuden kort før åbningen af Filmtaget, som han var tovholder for.
Nu viser det sig, at de to chefer har været yderst upopulære blandt medarbejderne i tiden op til deres fratrædelse.
Mediet Kulturmonitor har søgt aktindsigt i den seneste trivselsundersøgelse på instituttet og kan afsløre, at tilliden til ledelsen, som allerede i forrige undersøgelse fra 2022 var lav, nåede sit lavpunkt i foråret 2024.
Arbejdsglæden er faldet siden 2022, og tallene, der beskriver tilliden til topledelsen, er meget lave sammenlignet med landsgennemsnittet.
Ifølge Kulturmonitor skriver medarbejdere i anonyme kommentarer, at direktionen er ”lille og indspist” og ”ikke anerkender og forstår, at en stor del af de trivselsproblemer, der er, udspringer fra dem”.
”Der er behov for, at den overordnede ledelse i højere grad anerkender stressreaktioner hos medarbejdere,” skal en anden have skrevet.
Filmtaget skabte utryghed
Kulturmonitor skriver, at medarbejderne især henviser til den kaotiske situation i forbindelse med konstruktionen af Filmtaget. Det har skabt mistrivsel og utryghed.
”Konstant præstations-mode, men alligevel er det aldrig nok,” som en medarbejder skal have formuleret det.
Tagterrassen på toppen af Filmhuset i Gothersgade med biograf, museum og restaurant åbnede endelig 16. august i år, men har været meget igennem inden da.
Det ambitiøse projekt blev forsinket flere gange igennem fire år, den vurderede driftspris på 1,5 millioner kroner årligt steg til 6,1 millioner, og Filminstituttet blev tvunget til at nedlægge fem stillinger.
Desuden er Ejendomsselskabet Gothersgade 55 ApS, som Egmont ejer, og entreprenøren Juul & Nielsen uenige om den endelige pris for byggeprojektet, og striden er endt i Voldgiftsretten, hvor den forventes afgjort i løbet af næste år.
Droppede afskedsreception
Claus Ladegaard kom til Filminstituttet i 2006, hvor han blev områdedirektør for produktion og udvikling. Senere forfremmedes han til vicedirektør, mens Henrik Bo Nielsen var administrerende direktør.
Henrik Bo Nielsen trådte tilbage i 2017 og sprang den traditionelle afskedsreception over. Så dårlig var stemningen. I et afskedsinterview med Ekko harcelerede han over en hæslig tone i branchen med bagstræberiske ”trolde”, der voksenmobber for at bevare egne privilegier.
Bestyrelsen ledte efter en ny direktør, men endte med at gøre Ladegaard til direktøren for det hele, hvor man nærmest sparede en stilling væk.
Det fik flere til at spekulere i, om Ladegaard måske i realiteten havde været den reelle leder af Filminstituttet.
Han trådte da også helt naturligt ind på chefposten, hvor han i alle syv år har formået at styre instituttet uden voldsomme konflikter med branchen. Han tog sig også stort set af al pressekontakt, hvilket han håndterede meget professionelt på sin typiske no nonsens-facon.
Undskyld, undskyld, undskyld
Men selv om alt så godt ud udefra, voksede de interne problemer på Filminstituttet, hvor medarbejderne var plaget af arbejdet med Filmtaget.
I sin afskedsreception lagde Claus Ladegaard ikke skjul på, at han havde svigtet medarbejderne. Han erkendte i sin tale, at han ikke havde været god nok til at dæmme op for følgerne af Filmtaget og tilføjede flere gange et ”undskyld”.
Den nye direktør for Filminstituttet, Tine Fischer, svarer på kritikken i en mail til Kulturmonitor:
”Det er helt centralt for mig at få genetableret en konstruktiv tillidsfuld arbejdskultur på Filminstituttet. Vi kommer hen over det næste år til at arbejde målrettet med at få skabt et hus, der hænger sammen – både som arbejdsplads indadtil og som kulturinstitution udadtil.”
Kommentarer