Top 10: David Lynch’ bedste brug af musik

Det er svært at nævne andre instruktører, der har så meget sans for musik som David Lynch. Han besidder en sjælden musikalitet, og om sig selv siger han da også i Michael Chions bog David Lynch:

”Folk kalder mig en instruktør, men jeg tænker mere på mig selv som en lydmand.”

Lynch har faktisk også to drømmende, elektroniske musikalbum bag sig, Crazy Clown Time og The Big Dream, men de er slet ikke på niveau med filmenes soundtracks.

Hvad enten det er covernumre opført live i filmen, originalmusik – gerne komponeret af den faste musikalske partner, Angelo Badalamenti – eller allerede udgivne numre, så spiller det!

Vi har fundet de ti bedste scener, mens vi venter på fortsættelsen af Twin Peaks. Skru op for lyden og nyd samspillet mellem lyd og billede!

10. Eraserhead: In Heaven (Lady in the Radiator Song)

David Lynch’ første spillefilm fra 1977 er den sort-hvide og surrealistiske Eraserhead. Hovedpersonen Henry har det svært med at have født et deformt, reptilagtigt barn, og han forestiller sig ting, som ikke er dér.

Om natten drages hans øjne mod radiatoren, og derinde er der den smilende og lettere deforme radiatorpige, som syngende beroliger ham: ”In heaven, everything is fine.” Sangen blev skrevet til filmen af Peter Ivers.

9. The Straight Story: Laurens Walking

David Lynch’ faste musikalske samarbejdspartner Angelo Badalamenti skrev også musikken til denne lille perle af en film: solopgang over markerne, Alvin der med lykkelig mine sidder på sin græsslåmaskine og kigger ud over landet, mens country-inspirerede violiner klager over en enkel guitarfigur.

Det er simpelt, men smukt – ligesom historien. I øvrigt kan de gule fartstriber på landevejen ses som en aparte homage til Lost Highway.

8. Twin Peaks: Sycamore Trees

I det sidste afsnit af Twin Peaks sæson to kommer Agent Cooper til The Black Lodge. Her danser den baglænssnakkende dværg rundt, mens sangeren Jimmy Scott står foran de røde forhæng i et blinkende stroboskoplys.

Den nu afdøde sanger havde en sygdom, der gjorde, at han aldrig blev særligt høj, og derfor var hans stemme ganske speciel, men meget rørende – og på alle måder passer han ind i den smukke og farlige parallelverden, der hersker i skovene uden for byen Twin Peaks. Musikken blev skrevet af Angelo Badalamenti og teksten af David Lynch.

7. Wild at Heart: Slaughterhouse

”Sweetheart – we’ve got some dancing to do!” Når Sailor inviterer sin kæreste Lula ud at danse, regner man ikke med, at det er en speedmetal-koncert med bandet Powermad. Ikke desto mindre får de to elskende det til at blive den mest erotiske og romantiske omgang. Indtil en fyr flirter med Lula.

Så får han et lag tæsk, og som undskyldning giver Sailor den siden som Elvis i front for metalbandet, der godt kan croone – og redder dagen og Lulas kærlighed i al evighed. Kemien mellem Nicolas Cage og en af Lynch’ faste muser, Laura Dern, er totalt troværdig. Kontrasten mellem de musikalske indslag er et kendetegn for David Lynch, der ikke sådan lader sig begrænse af konventioner.

6. Lost Highway: I’m Deranged

David Bowie var kæmpe fan af David Lynch, og det var en af årsagerne til, at han havde en rolle i Twin Peaks-filmen Fire Walk with Me – en rolle, der dog blev betydeligt skåret ned. Så på mange måder er det underligt, at de to ellers så beslægtede kunstnere ikke havde et større samarbejde. Men åbningsnummeret til den skræmmende Lost Highway sætter sig fast i én.

I mørket er der kun den tjæresorte vejs neongule fartstriber og David Bowies luftige vokal, der over et pulserende triphop-beat synger ”I’m deranged” – jeg er på afveje. Det kan forstås både i direkte og i overført betydning, og således slås filmens tema fast. I det hele taget er soundtracket til Lost Highway pågående og aggressivt – lige fra Bill Pullmans psykotiske saxofon-solo til brugen af de hardcore tyskere i Rammstein, Marilyn Manson og Nine Inch Nails.

5. Blue Velvet: Blue Velvet

Det er simpelthen chokerende og mesterligt fundet på: Den nostalgiske og længselsfulde sjæler Blue Velvet, sunget af flødestemmen Bobby Vinton, ledsager billederne af ren amerikansk forstadsidyl med skolebørn, vinkende brandmænd, tulipaner og græsplænevanding.

Men reallydene fra den genstridige vandslange blander sig med musikken, og havemanden falder pludselig om. Der zoomes ind på det grønne græs under ham, musikken forstummer langsomt og erstattes af krible-krable-lyde fra virvaret af blanke, slimede insekter, der myldrer under jorden. Der er noget råddent i forstaden!

4. Dune: Main Theme

Dune fra 1985 er en af de film, der deler vandene. Det er ikke en vanvittigt vellykket filmatisering af Frank Herberts omfattende science-fiction-roman, men Lynch’ visioner for filmen er prisværdige og godt castet. Blandt andet med en meget ung Kyle MacLachlan i hovedrollen, der havde sin svære filmdebut som rum-messias.

Men en af instruktørens største genistreger var at lade rockbandet Toto, kendt for det synthesizerdrevne pophit Africa, stå for musikken. Den opgave løste de med bravur. Musikken er domineret af keyboards og klagende guitarriffs, men det er både følsomt og medrivende.

3. Mulholland Drive: Llorando

Spanske Rebekah Del Rio synger en forrygende a cappella-udgave af Roy Orbisons Crying i en af Lynch’ mærkeligste og mest analyserede film.

Sangen er et ømt højdepunkt for de to elskere Betty og Rita, der besøger Club Silencio, hvor en konferencier hurtigt bekendtgør: ”No hay banda” – der er ikke noget band. Alligevel slår scenen benene væk under tilskueren, men mere skal ikke afsløres her. Valget af Roy Orbisons musik er desuden en reference til Blue Velvet, hvor et af Roy Orbisons numre bruges særligt effektivt.

2. Twin Peaks: Twin Peak Theme

Det her er temaet, der ikke er til at komme udenom. Det er så smukt, og billedsiden er så idyllisk fra det skovrige Seattle, at man som seer bliver draget ind i serien. Og man er hooked, selv om det driver incest, stoffer og højst aparte personager.

Faktisk begyndte komponisten Angelo Badalamenti sit samarbejde med Lynch på Blue Velvet. Da pengene var små, havde man ikke råd til at købe rettighederne til en sang, Lynch ellers havde forelsket sig i. Så Badalamenti lavede nummeret Mysteries of Love og fik musicalsangerinden Julee Cruise til at synge. Hun skulle bare synge luftigt.

Det samarbejde gik så godt, at de sammen skrev hendes album Floating into the Night (1989). På det album er der en sang, der hedder Falling – og det er siden, uden sang, blevet temaet til Twin Peaks. Julee Cruise optræder flere gange i serien, hvor hun synger på værtshuset Roadhouse.

1. Blue Velvet: In Dreams

Efter floppet med Dune lavede David Lynch mesterværket Blue Velvet (1986). Modtagelsen var noget blandet, men i dag betragtes den som et mesterværk.

Blue Velvet er stærkt castet med Kyle MacLachlan, som er splittet mellem kvinderne, den modne Isabella Rossellini og den søde Laura Dern. Men det er Dennis Hoppers psykopat, man husker. Hans vanvittige øjne hjemsøger én og måden, han perverst misbruger Rossellini på.

Særligt én scene er decideret uhyggelig på grund af sin originale brug af musik. Da Hopper finder ud af, at Rossellini ser MacLachlan, tvinger han dem ind i sin bil og kører dem væk. På et øde sted hiver han knægten ud, og mens Roy Orbisons smukke In Dreams kører fra bilens radio, reciterer Hopper sangens ord: ”In dreams, I walk with you. In dreams, I talk to you. In dreams you’re mine, all the time, for ever in dreams.”

Og så tæver han MacLachlan.