David Lynch i Danmark
"Jeg mediterer hver dag, har gjort det i over 30 år og kan slet ikke forstå, hvorfor alle ikke gør det," sagde David Lynch i dag på Maharishi Vedisk Fredsmesse i København.
David Lynch sad i et panel, der også talte forsvarsminister Søren Gade. Den amerikanske instruktør fortalte om sit engagement i Trancendental Meditation, en urgammel vedisk tradition, som blev bragt til Vesten i 1950'erne af Maharishi Mahesh Yogi. Traditionen blev for alvor kendt, da Beatles i 1967 tog til Indien og i en periode sluttede sig til Maharishi.
"Meditation er godt for alle, men når man skal dykke ned i kreativitetens ukendte land er det særligt godt," sagde Lynch, der sammen med forhenværende præsidentkandidat og fysiker John Hagelin er på en mindre Europa-turne med en selvbestaltet "fredsregering" for at etablere nye meditationsgrupper for fred.
Ambitionen er, at den danske gruppe bliver på 500 mediterende, som skal sprede "gode vibrationer", ligesom grupper tidligere har gjort det i USA, Indien og andre steder i Europa.
Naivt, men sandt
"Er det ikke temmelig naivt at tro, at meditation skulle skabe fred i verden," spurgte den udsendte TV 2-reporter en smule forbavset over konferencens simple budskaber. "Jo," svarede Lynch, "men det er også sandt."
"For stress er den egentlige årsag til konflikter i verden. Når mennesker eller samfund bliver stressede, reagerer de naturligt ved at slå igen," sagde David Lynch,
der selv begyndte at meditere i 1973, da han arbejdede på sin første spillefilm, Eraserhead.
"Jeg var også skeptiker til at begynde med, men siden har jeg oplevet, hvordan mit liv bliver lykkeligere og rigere for hver dag, og hvordan min kreativitet kun fortsætter med at vokse."
Både lys og mørke
En ung Lynch-fan blandt tilhørerne undrede sig over, at en instruktør, hvis film frydefuldt skræmmer og flirter med tilværelsens destruktive kræfter, går i front for fredsskabende meditation. David Lynch svarede, at hans opgave som kunstner er at spejle verden, "og verden derude er både lys og mørk. Men glæden over livet kommer indefra, og det er noget helt andet".
På mandag vil Lynch tale på Arkitektskolen i København om, hvordan meditationen kan bruges i skole og uddannelse. Budskabet til danske undervisere og elever er at gøre brug af meditation i uddannelsen.
"Det er utroligt at se, hvad der sker med elever, når de uddannes i miljøer, hvor hjernen udvikles holistisk. Koncentration styrkes, og eleverne bliver i mindre grad afhængige af ydre stimulanser. Meditation betaler sig - det er money straight in the bank."
Konferencen om Bevidsthedsbaseret Uddannelse på Kunstakademiets Arkitektskole i København på mandag den 24. maj kl. 10.00 - 12.30 er åben for alle. Entréen koster 100 kr.
Kommentarer