Nyhed
22. aug. 2011 | 16:00

David Lynch udgiver popalbum

Den amerikanske kultinstruktør fortsætter sidste års forsøg som solomusiker og har selv valgt vinderne af en musikvideo-konkurrence.
Af Mikkel Kofod

David Lynch har netop offentliggjort, at han udgiver sit første soloalbum, som udkommer 8. november. Titlen bliver Crazy Clown Time.

På YouTube har man siden november kunnet smuglytte til numrene I Know og Good Day Today, som begge vil være at finde på electropop-albummet. Videoerne er resultatet af en konkurrence, der blev udskrevet om at instruere de officielle videoer, og Lynch selv valgte vinderen.

Karen O fra Yeah Yeah Yeahs medvirker på åbningsnummeret Pinky’s Dream, og Lynch er ikke fremmed for musikalske samarbejder med etablerede navne.

Han har tidligere samarbejdet med Danger Mouse og den nu afdøde Mark ”Sparklehorse” Linkous om musik-og billedbogsprojektet fra Dark Night of the Soul fra 2010, hvor Lynch lagde tekster og stemme til titelnummeret og Star Eyes (I Can’t Catch It).

Han har også produceret musikken og skrevet teksterne til Julee Cruises første to album Floating Into the Night fra 1989 og The Voice of Love fra 1993.

I Know
Instruktør: Tamar Drachli


Good Day Today
Instruktør: Arnold de Pascau

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko