Davies hyldet – og sat på porten

For mange står Terence Davies' selvbiografiske familiedrama Distant Voices, Still Lives fra 1988 som et af hovedværkerne inden for europæisk kunstfilm.

Filmen er netop blevet restaureret, udgivet på dvd og kongenialt analyseret af lyrikeren Paul Farley i bogserien BFI Modern Classics. Samtidig blev instruktøren i foråret hyldet med en retrospektiv filmserie på British Film Institute i London.

Det betyder dog ikke, at 61-årige Terence Davies' arbejdsliv er på skinner. Tværtimod.

Mødt muren
Siden sin forbløffende spillefilmdebut har Terence Davies blot lavet tre film, og efter hans seneste, The House of Mirth fra 2000, har der ikke været meget at grine af for Davies.

Han har færdiggjort flere manuskripter - blandt andet et dokumentarprojekt om fødebyen Liverpool - men han har mødt muren, hvad finansiering angår. Han var til møder med UK Film Council og Channel 4, men endte nærmest med at blive smidt ud.

"Man er oppe imod folk, som intet ved, som har en mediegrad eller, værst af alt, har fulgt Robert McKees kurser", sagde han i et interview til The Guardian sidste år.

Tv-komikere foretrækkes
Terence Davies benytter sig ofte af alternativ fortællestruktur, for eksempel for at udtrykke erindringens associative karakter, og han har ikke meget til overs for den berømte, amerikanske manuskriptguru.

"McKees teorier er baseret på Casablanca, hvis manus blev skrevet sideløbende med filmoptagelserne. Det er åndløshed på det niveau, du er oppe imod. Det er hinsides ens fatteevne," siger Davies og tilføjer, at de eneste, der kan være sikre på at få finansieret deres film i dagens Storbritannien, er tv-komikere. Fordi deres berømmelse formodes at trække publikum til.

"Arbejde er min eksistensberettigelse, og hvis det bliver taget fra dig, bliver du en ikke-eksisterende person," siger Davies. "Du fordriver bare tiden, indtil du dør."

Et umisteligt værk
En læserbrevskribent kom i sidste måned Davies til undsætning i filmtidsskriftet Sight & Sound. Læserbrevet var ansporet af en udtalelse fra chefen for UK Film Council, John Woodward, der havde sagt, at "den britiske filmindustri har fuld fart fremad".

"Ikke når vores største filmskaber har gået ledig i mindst seks år," lød læserbrevsskribentens tørre irettesættelse.

Dvd-udgivelsen af Distant Voices, Still Lives anmeldes i EKKO #40 (på gaden i begyndelsen af 2008). Filmen tegner, med en blanding af brutal socialrealisme og overjordisk smuk musical, et levende billede af katolsk arbejderfamilieliv i Liverpool i 1940'erne og 50'erne.

"Hvis filmmediet stod foran sin undergang, og jeg kun havde mulighed for at redde én film, ville jeg ikke tøve med at vælge Distant Voices, Still Lives," skriver chefredaktør Claus Christensen.