De altædende anmeldere
De danske filmkritikere mangler passion og vilje til at kæmpe for deres personlige filmopfattelse, erklærede Christoffer Boe i går i et interview med Ekko.
"Morten Piil, Ebbe Iversen, Kim Skotte og Bo Green Jensen er jo alle indsigtsfulde og velformulerede. Men de tager ikke den passionerede kamp op,” sagde instruktøren, som er en af de tretten folk fra filmbranchen, der skal agere vært i den nye sæson af DR2 Premiere.
Og det kan han delvist have ret i, mener den danske anmelderstabs grand old man, Information og Ekkos Morten Piil.
”Dagbladskritikken er vidende og velskrevet, men måske for ukritisk. Det gælder også mig selv. Vi er nok lidt for altædende,” indrømmer Morten Piil.
”Man skal jo for det meste tage en film på dens egne præmisser, men nogle gange bør man sige fra. I min filmguide skrev jeg for eksempel både lidt for og imod Boes egen Offscreen , men vist mest positivt – der er nok lidt for mange fløjlshandsker sommetider.”
For flinke mod Antichrist
Morten Piil ser dog også de danske filmanmelderes tilgang som et temperamentsspørgsmål.
”Ebbe Iversen, Kim Skotte og Bo Green Jensen, som jeg alle nærer en enorm respekt for, er jo venlige af temperament. De er typerne, der hellere ser biografsalen som halv fuld end halv tom.”
Piil nævner Lars von Triers Antichrist som et eksempel på, at de danske anmeldere er for flinke. Filmen fik en langt bedre modtagelse herhjemme end i udlandet.
”Man kunne godt ønske sig kritikere, som tør gå i clinch med også anerkendte instruktører og give én eller to stjerner. Så kommer roserne omvendt til at virke mere passionerede. Hvis jeg havde anmeldt Antichrist , ville jeg have været nødsaget til at lave en nedslagtning,” siger Morten Piil.
Filmkritikken nedprioriteres
Weekendavisens Bo Green Jensen peger dog på, at dagbladene måske ikke er stedet for den højtanlagte kritik, som Christoffer Boe efterlyser.
”Man må skelne mellem anmeldelser og kritik. Hvis man skriver for Politiken, kan man ikke bedrive indgående kritik på samme måde, som du kan i medier, der henvender sig specifikt til filminteresserede. Og derudover skal man huske på, at vi skriver for læserne og ikke for filmskaberne,” mener han.
”Filmkritikken bliver imidlertid også nedprioriteret af avisredaktørerne i forhold til for eksempel litteraturen. På det punkt har Christoffer Boe fat i noget,” siger Bo Green Jensen og understreger, at han i hvert fald selv har passionen i behold.
Christoffer Boe savner danske filmanmeldere med en udtalt dagsorden om, hvad en god film er. Men det argument køber Bo Green Jensen ikke.
”Man kan ikke opstille en absolut model for, hvad en god film er. Man må tage det fra film til film,” siger han.
Bukdahl for langt ude
Både Morten Piil og Bo Green Jensen mener, at det er skudt over mål, når Christoffer Boe fremhæver Lars Bukhdals litteraturanmeldelser.
”Hvis al kritik var som Bukdahls, ville det være for langt ude. Han har ikke en klar dagsorden, som Boe antyder. Det er mere ren skarpretterkritik,” siger Bo Green Jensen.
Morten Piil udtaler: ”Filmudbuddet er så enormt, at det er meget svært at sammenligne en filmanmelder med en litteraturanmelder, der opererer inden for en relativt lille dansk litteraturverden, hvor det er lettere at have æstetiske pejlemærker.”
Begge anmeldere ser frem til at følge den nye sæson af DR2 Premiere, men tvivler på, at det er et koncept, der kan fungere i mange sæsoner.
”Folk kan godt lide, at det er den samme, der anmelder filmene, så man ved, hvor man selv placerer sig i forhold til anmelderens smag,” siger Bo Green Jensen.
Kommentarer