De apatiske øjne gemte en ulmende vulkan

Canadiske Donald Sutherland er død.

Han gik bort efter længere tids sygdom i går torsdag, 88 år gammel. Det skriver hans søn, Kiefer Sutherland (24 timer), på X.

”Personligt mener jeg, at han er en af de vigtigste skuespillere i filmhistorien. Han lod sig aldrig skræmme af en rolle, om den var god, ond eller grim. Han elskede, hvad han lavede, og lavede det, han elskede. Ingen kan nogensinde bede om mere,” skriver hans søn.

Jeg er tilbøjelig til at give sønnike ret.

Med sine sovekammerøjne og ranglede udseende var Donald Sutherland måske ikke den oplagte filmstjerne. Men han havde en naturlig tilstedeværelse foran kameraet, og de apatiske øjne gemte en ulmende vulkan.

Det mest mærkelige er, at han trods syv årtier med et utal af uforglemmelige filmroller aldrig blev nomineret til en Oscar. Akademiet må dog have indset, at det var en fejl. I 2017 modtog han fortjent en æres-Oscar for ”en livstid af uforglemmelige karakterer, fremstillet med urokkelig sandhed”.

Han spillede alt fra romantisk førsteelsker over urkomisk ironiker til ondsindet skurk, men jeg vil især huske ham for den på en gang mest erotiske, skræmmende og sørgmodige film.

Så nær, så fjern
I Nicolas Roegs Don’t Look Now fra 1973 spiller han sammen med Julie Christie ægteparret John og Laura, der i filmens åbningsscene mister deres datter i en frygtelig drukneulykke ved deres hjem i England.

For at bearbejde sorgen rejser parret til Venedig, hvor John har fået en opgave med at restaurere en kirke.

I byens labyrintiske kanaler begynder de at opleve mystiske syner, og selv om Sutherlands rationalistiske karakter afviser dem, ser han gentagne gange i byens smalle gyder en lille skikkelse med en rød frakke magen til det tøj, datteren havde på, da hun døde.

Filmen, der i Danmark fik titlen Rødt chok, er en fascinerende blanding af et sorgbearbejdende drama og en regulær gyser med spirituelle overtoner. Men den huskes også for en af de smukkeste og mest erotiske sekvenser i filmhistorien.

Sutherland og Christie elsker med hinanden filmet med et håndholdt kamera, og det er så naturligt, at man får en fornemmelse af, at de rent faktisk havde sex for rullende kamera.

Samtidig indklipper Nicolas Roeg optagelser af parret, der hver for sig eftertænksomt tager tøj på efter samlejet, og med Pino Donaggios melankolske klavermusik kan sekvensen tolkes som et udtryk for, hvordan vi mennesker kan opleve det mest intime nærvær med hinanden, men fundamentalt er vi alene.

Gennembrud med MASH
Donald Sutherland blev født 1935 i Saint John i Canada.

Han blev faktisk uddannet ingeniør i Toronto, men tog sideløbende en universitetsuddannelse i drama og flyttede i 1957 til London, hvor han studerede på London Academy of Music and Dramatic Art.

Han fik små roller i britiske film og tv-serier, for eksempel horrorfilm som Castle of the Living Dead (1964), Dr. Terror’s House of Horrors (1965) og Die! Die! My Darling! (1965).

I 1967 spillede han blandt andet sammen med Charles Bronson i The Dirty Dozen, og ifølge Sutherland blev hans rolle i filmen større, fordi en anden skuespiller var genstridig.

Det førte ham videre til gennembruddet i krigssatiren MASH (1970), hvor han spiller den antiautoritære kirurg Hawkeye Pierce, der strør om sig med sorthumoristiske kommentarer til den Korea-krig, han står midt i. Det er den rolle, som Alan Alda overtager en serieopfølgningen M*A*S*H (1972-83).

Antikrigsbevægelse
Samme år medvirker han i Anden Verdenskrigsfilmen Kellys helte, hvor han sammen med blandt andre Clint Eastwood forsøger at få fingre i en hemmelig nazi-skat.

Endnu større bliver det i 1971, hvor han spiller privatdetektiven John Klute i thrilleren Klute. Det er et tidstypisk konspirationsdrama, hvor John kommer i kontakt med en sexarbejder, og sød musik opstår.

Hun spilles af Jane Fonda, som Donald Sutherland også i virkeligheden indleder et forhold til. Takket være Fonda engagerer han sig i bevægelsen imod Vietnamkrigen, og de laver rejser rundt med et befri-hæren-show, som får den amerikanske efterretningstjeneste til at holde øje med dem, skriver branchebladet Variety i sin nekrolog.

Samme medie hæfter sig ved, at Sutherland herefter laver nogle ”excentriske karrierevalg” ved at takke nej til to mesterværker, John Boormans Deliverence og Sam Peckinpahs Straw Dogs.

Han er derimod med i to italienske auteurs’ værker fra 1976, nemlig Federico Fellinis Casanova og Bernardo Bertoluccis fem timer lange storfilm 1900.

Dømmekraften fejler bestemt ikke noget, da han siger ja til at medvirke i Robert Redfords rørende Ordinary People (1980), som på dansk får titlen En ganske almindelig familie. Sutherland spiller faren, der sammen med sin kone og deres søn Conrad forsøger at bearbejde sorgen over tabet af Conrads storebror.

Filmen, som borer dybt i familiedynamikker i forbindelse med sorg og skyldfølelse, vandt fire Oscars, men Sutherland blev end ikke nomineret.

Ulveagtig outsider
I 1981 har han hovedrollen i Anden Verdenskrigs-thrilleren Nålens øje, hvor han spiller en nazistisk spion, som i England forelsker sig i Kate Nelligans gifte kvinde.

Han laver i 1986 sin eneste danske film, nemlig Henning Carlsens Oviri, hvor han spiller kunstmaleren Paul Gauguin og udlever noget af den erotiske vildskab, som er kernen i hans kunst.

Filmen blev dog ingen succes.

Gyldendals Filmguide skriver, at problemet er, at ”den ikke selv smittes af kunstnertemperamentet og spejler det i sin form”. Og Sutherland fremstår snarere som en jovial charmør end ”den postulerede ulveagtige outsider med en farlig indre gnist”.

Men til gengæld var Sutherland med til at sikre debutanten Sofie Gråbøl et sensationelt gennembrud som den fjortenårige Judith, der forelsker sig i maleren.

I 1991 agerer han pyroman i brandmands-thrilleren Flammehav over for Kurt Russell og Robert De Niro. Samme år har han en lille, men markant rolle i Oliver Stones JFK, hvor han overbeviser som Pentagon-whistlebloweren, der hævder at kende sandheden om Kennedy-mordet.

Euforiserende oplevelse
Mange unge vil kende Donald Sutherland som den modbydelige Præsident Snow i Hunger Games-filmatiseringerne fra 2012 til 2015.

Han spiller diktatoren med en enorm lethed, der får karakteren til at virke provokerende – hævet over al den lidelse, han forårsager. En apatisk, ustoppelig urkraft, som selv i nederlagets stund nægter at vise svaghed over for helten. Med andre ord: en perfekt skurk.

Sønnen Kiefer Sutherland indspillede han kun en enkelt film med, nemlig retssalsdramaet A Time to Kill fra 1996.

Jeg løb selv ind i ham ved en enkelt lejlighed.

Under Cannes-festivalen i 2016 halsede han forbi mig med en af festivalens ansatte foran sig en formiddag, hvor han tilsyneladende var kommet lidt sent ud af fjerene. Måske var det forklaringen på, at juryen det år komplet overså den urkomiske Min far Toni Erdmann.

”Jeg tænker aldrig på det her arbejde som sjovt. Jeg ved ikke hvorfor. Det er ikke sjovt at lave,” sagde Donald Sutherland til mediet Collider i 2016 og fortsatte:

”Jeg elsker at få mulighed for at undersøge en karakter og lade ham undersøge mig, leve inden i mig og bevæge mine hænder. Det elsker jeg. Det er uimodståeligt. Det er et euforiserende stof. Men dagene før eller natten, før jeg laver en film, kaster jeg op.”

”Jeg laver ikke de første fem eller ti minutter af min karakters optræden i en film før midten af optageperioden. Jeg vil ikke have, at han bliver skabt af min nervøsitet.”