Pletskud fra årets filmfest
Ekko Shortlist Awards 2021 bød på alt, hvad man kan forvente sig af en prisfest – og mere til. Anders Lund Madsen ledte slagets gang på scenen i selskab med en stor plastikplante.
Aftenen var spækket med spas, rørende stunder, gode råd og anekdoter.
Efter prisuddelingen var der fest i Bremen Teater, hvor der blev danset godt igennem.
Ekkos fotograf Ólafur Steinar Rye Gestsson stod klar i kulissen og fangede de bedste øjeblikke.
Igen i år dannede Bremen Teater ramme om både prisuddelingen til Ekko Shortlist Awards og efterfesten, hvor publikum slog sig løs og svingede træbenet.
Aftenens bedst klædte, instruktør Stine Likodelle og hovedrolleindehaver Diem Camille G. fra Olivia i henholdsvis grøn og gul kjole, snakker på den røde løber med Ekkos journalist og videomand.
Anders Lund Madsen improviserede med en stor plastikplante på scenen, da værten blot få timer før showstart blev hentet ind som afløser for den corona-ramte skuespiller Jesper Groth. Anders Lund Madsens vid og humor sikrede dog en forrygende aften.
Medlemmerne af satiregruppen Gigis, der har lavet animationskomedien Blokhavn, var fuldstændigt blæst bagover af de nominerede i kategorien bedste animationsfilm, som slænget uddelte prisen for.
Mathias Rodrigues Bjerre vandt prisen for bedste animationsfilm med sin morsomme komedie om stress-kulturen: Jeg har ikke tid til det her. Anders Lund Madsens plante stod hele aftenen ved siden af vinderpodiet og sneg sig med på mange af billederne.
Magnus og Emil Millang leverede spidsfindigt mundhuggeri i stil med deres rejseprogramserie Brødrene Ost, før makkerparret præsenterede de nominerede til bedste dokumentar.
Marta Holm var næsten mundlam, da hun modtog prisen som bedste kvindelige skuespiller for rollen som den kærlighedsforvirrede Luna i ungdomsdramaet Amourteur.
Anders Lund Madsen bekendte kulør, før han introducerede Charlotte Sieling, som skulle overrække prisen for bedste mandlige skuespiller. Som journalistpraktikant var han stukket af fra et interview med instruktøren og derfor en smule flov over genforeningen tyve år efter.
Den autodidakte instruktør Jonas Risvig er i de senere år blevet nomineret til Ekko Shortlist Awards med aktuelle film. I år optrådte stortalentet som presenter og leverede et brag af en tale om, at filmbranchen skal være foregangseksempel på arbejdskultur med plads til mennesker.
En lykkelig vinder på vej til podiet. Smilla Dreinø Khonsari skildrer i dokumentarvinderen Bånd – fortæl mig alt sit forhold til faren, der er præget af morens alt for tidlige død, da instruktøren var lille.
Magnus Millang rækker begejstret armene i vejret over Smilla Dreinø Khonsaris sejr, mens filmskaberen i et af prisfestens mest rørende øjeblikke har sin far på medhør. ”Jeg er så stolt af dig,” lød hans stemme over højtaleranlægget.
Charlotte Sieling ramte filmfolket med en hyldest til skuespillerne, der giver alt, og til filmarbejderne, som hver dag kæmper for at skubbe kunsten til det yderste. Der lød rungende jubel fra salen.
Christopher Læssø var gået på toilettet lige før, han skulle uddele prisen for bedste fotografering. Men da han endelig indtog scenen, slog han et slag for talenterne i dansk film, der hele tiden formår at gå nye veje.
”Det er en ære som hvid, ciskønnet, homoseksuel mand at være den første til at overrække Diversitet Prisen.” Sådan sagde Konservatives Søren Pape Poulsen, da han i selskab med FILM&TVGruppens næstformand Pari Khadem præsenterede de nominerede til den spritnye pris.
Vinderen af Diversitet Prisen blev LGBT+-festivalen Mix Copenhagen. Festivalens vicedirektør Kate Krosschell takkede overskudsagtigt på dansk, selv om det ikke er hendes modersmål.
Søren Haahr var henrykt over at modtage prisen for bedste originale musik, som han har lavet til R[evol]ution of Love. I baggrunden ses prisuddelerne, Ekkos egen anmelder Ida Rud og Jesper Dalgaard, der står bag dokumentaren Kandis for livet.
Nikolaj Arcel forklarede, at der findes to slags manuskriptforfattere: dem, der kredser om projektet i årevis (som ham selv), og typer som Anders Thomas Jensen, der ser to drenge løbe efter en gris og et par timer senere har fået støtte af Filminstituttet samt Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne!
Der blev ikke sparet på glimmer og vilde neonflammer, som kastede lys over det engagerede publikum i Bremens festsal.
Besir Zeciri omfavner sin kammerat, før han valser ned ad trinene med øllen i hånden og modtager prisen for bedste mandlige skuespiller.
Besir Zeciri svævede på en lyserød sky, da Charlotte Sieling overrakte statuetten. Skuespilleren benyttede lejligheden til at annoncere, at han skal være far i det kommende år.
Jesper Ole Feit Andersen og Amalie Lindegård stod for en anderledes præsentation af de nominerede for bedste kvindelige skuespiller. De gengav simpelthen nogle af de sjoveste og mest opsigtsvækkende replikker fra filmene.
Unge Andreas Ettrup fik nærmest et chok, da Hamsterhjulet blev kåret som vinder af Publikum Prisen. Den gæve jyde holdt en tårevædet takketale.
De tre repræsentanter for Osworld lyttede benovet til juryens begrundelse for at vælge deres filmsom vinder af Shortlist prisen. De to jurymedlemmer Lene Maria Christensen og Sofie Torp var mødt op for at overrække prisen.
Instruktør Philip Hedegaard Povlsen takker med skuespillerne Jesper Møller og John Bonadies i baggrunden for prisen på hele holdets vegne. Han fremhævede uddannelsen KBH Film- & Fotoskole, hvor filmen er lavet.
Der blev delt kærlige krammere ud og serveret store klapsalver i salen, før den stod på fest resten af natten på Bremens dansegulv.
Efter prisfesten kunne vindere, nominerede og alle andre komme hinanden ved i baren og på dansegulvet, hvor den gode stemning fortsatte.
Som en efterhånden fasttømret tradition mødte Zentropa-stifter Peter Aalbæk Jensen op med sin pølsevogn og serverede hotdogs til det fremmødte publikum.
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske kortfilm og filmtalenter.
De nominerede var udvalgt blandt film på Ekko Shortlist fra 9. november 2020 til 8. november 2021.
Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og Producentforeningen.
Kommentarer