Top 5: Cph Pix 2016

Det er muligt at se for mange film. Alle har en grænse, og Pix er en årlig undskyldning for at prøve at finde den.

Derfor kunne jeg da også drage et lettelsens suk, da jeg gik ud af Grand på festivalens sidste aften. Heller ikke denne gang nåede jeg at blive træt af at se film. 36 visninger på to uger, foruden seks foredrag.

Dette års program har også haft rigeligt at dykke ned i.

Salig Thure Munkholm, der var festivalens programchef indtil sin død sidste år, havde en smittende forkærlighed for det outrerede og afsøgende, og kunstfilmen var også stærkt repræsenteret i dette års program, kurateret af Niels Lind Larsen.

Ikke desto mindre føltes det som en symbolsk markering, at åbningsfilmen var Doctor Strange, hvor den sidste år var Jeppe Røndes mildt sagt mere eksperimenterende Bridgend.

For mit eget vedkommende var det da også genrefilm, jeg dyrkede mest. Serien Thrills & Kills leverede teaterblod i litervis, og kannibalfilmene Raw og Bone Tomahawk udfordrede begge den gode smag i scener, hvor selv hærdede horror-junkies må have lagt popcornene fra sig.

En minimalistisk tendens
Festivalen kunne præsentere mange af de film, der går på omgang på de internationale festivaler og henter priser undervejs.

Andrea Arnolds American Honey er en billedskøn ungdomsfilm til det kunstneriske segment, men udfordrede formentlig mere konservative festivalgængeres tålmodighed med sit minimalistiske plot og en spilletid på små tre timer.

Netop den rolige, afdæmpede fortællestil er en, der dyrkes af festivalens store kvindelige instruktører.

Kelly Reichardts Certain Women og Mia Hansen-Løves Dagen i morgen handler om så godt som ingenting og føles alligevel som vedkommende filmkunst. I Godless, hvis instruktør Ralitza Petrova vandt festivalens New Talent-pris, udfoldes et fatalt drama om en sygeplejer, der stjæler medicin og id-kort fra demente med en nærmest bedøvet apati.

Disse dramaer er ikke så meget konfliktsky, som de er nysgerrige på parterne ind imellem konflikterne. Slice of life-film, som det hedder på engelsk, der lader virkeligheden tale for sig selv.

Slået sammen med Buster
For første gang var Pix i år slået sammen med børnefilmfestivalen Buster, der også præsenterede et stærkt program med perler fra hele verden som den irske Sing Street, franske Microbe & Gasoline og newzealandske Hunt for the Wilderpeople.

Det giver mening på papiret, men i praksis risikerer de voksnes film selvfølgelig at skygge for de til børn. Hvor mange orker at tage ungerne med i biffen lørdag morgen når man selv har været til midnatsvisning på zombiefilm?

I hvert fald blev der hvisket hist og her om færre solgte billetter, og jeg selv kunne konstatere, at selv de bedste børnefilm blev vist i halvtomme sale.

Bedste citat
Til titlen som bedste citat har jeg to kandidater.

Den græske Chevalier handler om ømskindede mænd, der kappes i opfindsomme discipliner om at være ’den bedste til alting’, og en af disciplinerne er – naturligvis – pikmåling. Men da initiativtageren mumlende præsenterer sin dyst, får han sig en verbal lussing: ”Din ordstilling er forfærdelig, og din pik er meget, meget lille!”

Andet bud kommer fra Terence Davies, der som instruktør er kendt for sine lidenskabelige, afmålte dramaer, og hvis seneste, Emily Dickinson-filmen A Quiet Passion, så sandelig er levereringsdygtig i velturnerede spydigheder og elegant mundhuggeri.

Men hans bedste citat kommer fra egen mund, da han til en masterclass med ærkeengelsk diktion forklarede sit syn på filmuddannelser: ”Du kan have læst nok så meget teori, men hvis du ikke er ude på optagelse, er det ikke en tupenny damn værd!”

Lavpunkter
Skal man virkelig have festivaloplevelsen med, er man nødt til at udfordre sig selv og se nogle film, man normalt ville være gået i en lang bue udenom. Der er ingen, der husker det middelmådige. Det er det forfærdelige og det geniale, der for alvor sidder fast.

Hvad førstnævnte angår, ligger Joel Potrykus’ ’gyser’ The Alchemist Cookbook meget højt (eller lavt?) på listen. En noget nær handlingsløs film, hvis lammende ligegyldighed sænker sig over tilskueren, så man ikke engang kan mønstre energi til at forlade salen.

Det gjorde jeg til gengæld under How Heavy This Hammer, et observerende drama (eller var det en komedie?) om en ulideligt egoistisk, overvægtig canadisk familiefar, der sætter egne behov over familiens. Monotont fortalt i konfronterende nærbilleder i en stil, der fik mig til at tænke dybt over, hvad min tid egentlig er værd.

For mit vedkommende var festivalens største perler, i stigende rækkefølge:

5. American Honey
Den unge Star undslipper et liv i misbrug og fattigdom, da hun hopper på en bus fyldt med fandenivoldske unge magasinsælgere, der rejser tværs over USA og hustler abonnementer undervejs.

En mindre generøs klipper havde formentlig studset nogle af de uendelige solnedgangsbadede naturbilleder, dvælende skud af det neonoplyste lavklasse-Amerika, fællessangene til rapmusik i bussen, slagsmålene, flirterierne, møderne med ”de voksne”, der enten er tumper, der kan fuskes, eller autoriteter, der vil holde de unge tilbage.

Der er masser af gentagelser, for Andrea Arnold er langt mere interesseret i at udforske miljøet, at udforske Amerika, end hun er i filmens handlingsmæssige røde tråd, Stars forelskelse i Shia LaBeoufs mestersælger Jake.

Der er også scener, der virker lige lovligt gennemtænkte i en ellers improvisatorisk løs – og fejlfrit velspillet – ungdomsfilm.

Det kan man stoppe op og studse over, men man kan også bare lade sig rive med. American Honey er et monument af en film, en oprigtig fejring af ungdommens hovmod, optimisme og den særlige fandenivoldskhed, man kun har så længe man ved, at man er usårlig.

4. Green Room
Har man en forkærlighed for genrefilm, er det særligt forfriskende, når man engang imellem rammer en, der bare slet og ret har styr på håndværket. En film, der hverken vil mere eller mindre end at fyre den af på alle genrens præmisser, og uforbeholdent lykkes med foretagendet.

Og det er netop, hvad man får med Jeremy Saulniers Green Room.

Filmen har en simpel præmis: Et punkband overværer et mord på et nynazistisk spillested langt ude i skoven. De forskanser sig i backstage-lokalet og må kæmpe sig gennem voldsliderlige skinheads, der hellere graver et ekstra hul end løber en risiko ved at lade vidnerne gå.

Støt konfliktoptrapning, tre akter over 95 minutter og ingen dikkedarer. Saulnier skyder voldsscenerne med en smertefuld råhed, og adrenalin-pumper sit publikum i pauserne mellem hvert angreb, hvor hovedpersonerne forbinder deres sår med gaffatape og forbereder sig på næste omgang.

3. The Wailing
En landsby i Sydkorea rammes af en række bestialske mord, tilsyneladende begået af psykotiske bysbørn under indflydelse af særligt stærke svampe.

Eller hvad?

Er mordbølgen måske i virkeligheden orkestreret af den midaldrende japanske herre, der for nylig er flyttet til byen? Det sætter en af byens komisk korpulente politibetjente sig for at undersøge, og hen over filmens lynhurtige 156 minutter drejer instruktør Na Hong-Jin diskret stemningen fra blodig gyserkomedie over i anspændt paranoia.

The Wailing blander seriemorderjagt a la Bong Joon-hos mesterligt tyngende Memories of Murder med den morderiske overtro, der gør Fanden håndgribelig i Robert Eggers’ The Witch.

Gode gysere sætter sig i kroppen. De letteste af slagsen får publikum til at spjætte og grine med et hurtigt klip og et bragende skrig, men de allerbedste bliver siddende, så man tager uhyggen med sig hjem. The Wailing er svær at ryste af sig.

2. Paterson
Sidste dag af festivalen var også første dag efter præsidentvalget, og særligt i den anledning kom Jim Jarmusch’ varme, prosaiske hverdagsfilm som et tiltrængt bjørneknus. Filmen, der spænder over en enkelt uge i karakterernes liv, har ingen nævneværdig spændingskurve, ingen intriger, skærmydsler eller problemer, der skal sættes under debat.

Det er slet og ret en hyldest til det simple liv, til dagligdagens små og store glæder. Buschaufføren Paterson tager på arbejde, skriver små digte for sin egen fornøjelse, spiser middag med sin kone og runder dagen af med at gå tur med sin bulldog hen til stambaren, hvor han får sin daglige aftenøl.

Det er rutinen, og med små variationer er det også alt, der sker i filmen.

I ægte Jarmusch’sk stil er det humoren, charmen og den blide tone af menneskeklog banalitet, der gør filmen så blid og uimodståelig.

Det spændingsmæssige højdepunkt kommer, da en forsmået mand i baren truer sin ekskæreste med hvad der viser sig at være en legetøjspistol. Senere undskylder han for optrinnet. ”Jeg gik fejl af mig selv,” fortæller han Adam Drivers besindige hovedperson. ”Jeg har det bedre nu.”

”Det er okay,” siger Paterson, og så går de hver sin vej. Det går jo nok, det hele.

1. Den røde skildpadde
Den hollandske animationsinstruktør Michaël Dudok de Wit vandt en kortfilms-Oscar i 2001, og forsvandt så mere eller mindre igen. Det var først på foranledning af tegnefilmens største nulevende genier – d’herrer Hayao Miyazaki og Isao Takahata, grundlæggerne af det hæderkronede, nu halvnedlagte Studio Ghibli – at han gik i gang med sin debutspillefilm.

Men hold da op for en debut! Den røde skildpadde starter i et brusende hav, hvor kæmpemæssige bølger kaster en skibbruden mand fra side til side så man holder vejret, hver gang han tvinges under vandet.

Endelig får han kæmpet sig i land på en øde ø, hvor han må forsøge at overleve. Han råber af glæde, da han finder mad og vand, skriger af frustration, da hans forsøg på at forlade øen slår fejl. Alt imens krabberne på stranden følger med i håbet om, at der falder krummer af.

De Wit maner hele livet frem i de små detaljer, og da handlingen tager en magisk-realistisk drejning udvikler fortællingen sig til en underfundig fabel om det at være menneske, komplet ordløst fortalt. Et mageløst mesterværk af en film.