De bedste filmatiseringer er utro

Whit Stillman virker mindst tyve år yngre end de 64 somre, der faktisk står på hans fødselsattest.

Som taget ud af hans egen overklassefilm, der muntert holder på formerne, sidder den amerikanske instruktør ulasteligt klædt og drikker te, da vi møder ham under årets festival i Cannes.

Der går ikke længe, før hans drilske svar afslører, at det er manden bag en håndfuld sædekomedier, der er fjollede på en meget intelligent måde.

Den nye hedder Love & Friendship, som Ekko har snigpremiere på onsdag den 13. juli i Grand Teatret kl. 21.30 – en måned før filmens premiere. Køb billet her.

Instruktørens første fingeraftryk
Love & Friendship er en Jane Austen-filmatisering fyldt med Stillmans ordrige humor.

Meget sigende for instruktørens legesyge er forlægget dog ikke Austens bog af samme navn, men i stedet hendes brevroman Lady Susan. Her møder vi den forførende og beregnende enke, Susan Vernon, der er på udkig efter en ny ægtemand i det højere britiske borgerskab i slutningen af det 18. århundrede.

”Love & Friendship er en god titel, men ikke en roman, som nogen behøver at læse, så det var mit første fingeraftryk som instruktør at ændre titlen,” fortæller Whit Stillman.

Indholdet er der imidlertid intet i vejen med.

”Det her er den hysterisk morsomme Jane Austen, der kanaliserer Oscar Wilde, så der er to af mine yndlingsforfattere på samme tid – tre af dem faktisk,” siger han med et glimt i øjet.

Den tredje er naturligvis instruktøren selv, der også skriver og producerer alle sine film, men for første gang nu oversætter en andens ord.

Onde kvinder
Den subtile humor, som kan gå over hovedet på den uopmærksomme tilskuer, har Whit Stillman eksekveret i foreløbigt fem film siden debuten Metropolitan fra 1990.

Allerede dengang flirtede han med Jane Austen og hendes litteratur, når filmens unge newyorkere fra samfundets elite diskuterer, om Mansfield Park er god eller dårlig smag. Selv var Stillman ikke den store fan, da han første gang læste den gotiske kærlighedsroman Northanger Abbey som attenårig.

Senere forstod han dog Austens humor og faldt især for det knap så pæne kvindeportræt i Lady Susan, som i Love & Friendship bliver spillet af en flabet Kate Beckinsale, som aldrig har været bedre.

Efter mandens død flytter Susan ind hos svigerfamilien, hvor hun hurtigt kaster sig ud i at forføre svigerindens bror. Imens prøver hun at afsætte datteren Frederica til den idiotiske, men velhavende James Martin, der i Tom Bennetts skikkelse skriver sig ind blandt filmhistoriens komiske klovne. Filmen er dog båret af den kynisk morsomme Susan, som Whit Stillman havde svært ved at få lov til at realisere.

”Jeg viste en britisk distributør manuskriptet i 2013, og hun hadede det, fordi hun syntes, at de kvindelige karakterer var så onde og frygtelige. Hun frygtede nok, at Lady Susan ville komme ud af det 18. århundrede og stjæle hendes mand,” fortæller han med et grin.

Stillman troede til gengæld på, at historien kunne blive en af de gode Austen-filmatiseringer netop på grund af sin anderledes kvindefigur.

”Det er et af hendes sjoveste værker med en dominerende kvinde, der ikke er jomfruelig. Jeg elsker de stærke kvinder og tænkte straks, at Kate Beckinsale kunne spille rollen.”

Tiden før politisk korrekthed
Beckinsale medvirker også i Whit Stillmans periodeportræt The Last Days of Disco, der er fra 1998 og blev efterfulgt af en trettenårig pause for instruktøren. Han vendte først tilbage i 2011 med Damsels in Distress, som følger en puritansk kvindegruppe på et amerikansk eliteuniversitet.

Mens The Last Days of Disco handler om de tidlige 1980’eres nære diskofortid, rækker Love & Friendship længere tilbage, hvilket tillod instruktøren en række friheder.

”Mine andre film fik sommetider dårlige anmeldelser, fordi folk ikke kunne se dem som nutidige, så nu er jeg i sikkerhed i det 18. århundrede. Ingen er i live fra dengang, så ingen kan give den version af: ’Det er ikke sådan, jeg husker disko.’”

”Folk er også så politisk korrekte i dag, og det hjælper mig at være i tiden inden politisk korrekthed og kunne sige: ’Sådan var det bare dengang.’”

Det var også en befrielse at fortolke en forfatter, der ikke kunne komme med rettelser.

”Jane Austen prøvede ikke at ændre noget eller brokkede sig over et udkast. Hun forsøgte ikke at få en vigtigere instruktør tilknyttet – ingen dårlig opførsel af nogen slags. Det er mig en gåde, hvordan hun overhovedet kom på Lady Susan-figuren,” siger han med endnu et grin.

Læs ikke bogen!
Det nok mest åbenlyst anakronistiske filmgreb i Love & Friendship er de mange såkaldte walk and talk-scener, hvor pingpong-dialog serveres under en gåtur, som særligt Aaron Sorkin har populariseret i moderne film og tv-serier.

”Det er et fantastisk redskab for en forfatter, der skriver for mange ord. Det får nemlig scenen til at virke mere filmisk. Men Sorkin kopierede det fra Metropolitan, hvor vi bare kun havde råd til en billig dolly, så det ikke var lige så flot,” siger Whit Stillman med sit luskede smil.

Mens Love & Friendship på den måde er et møde mellem traditionelt og moderne, er Whit Stillman dog ikke så interesseret i at gøre fortiden relevant for nutiden som den anden vej rundt.

”Vi lærer ikke noget ved at bøje fortiden i mødet med vores fordomme. Vi må trække folk ind i fortiden og give dem en følelsesmæssig oplevelse af den, som selvfølgelig ikke er den rigtige, men en underholdende James Martin-fortid.”

”Man skylder nemlig ikke forlægget noget. Det er vel også frustrerende for kritikere, når redaktører siger, at man bør læse bogen, inden man anmelder en film? Det er det værste, man kan gøre, for det skader filmen. De bedste filmatiseringer er dem, hvor filmen er langt fra forlægget, og nogle af mine yndlingsfilmatiseringer kunne jeg ikke lide forlægget til.”