En af disse tre film bliver Danmarks Oscar-bud
Vanen tro har en komité bestående af repræsentanter fra dansk film med forperson Jacob Neiiendam fra Filminstituttet udvalgt tre film, som er i spil til at blive Danmarks kandidat til en Oscar for bedste internationale film.
Proceduren er inspireret af Oscar, som laver et udskilningsløb inden den endelige nominering. Det giver presseomtale, det er en måde at skabe fokus på tre titler, og endelig kan komitéen nu bruge tiden inden sin beslutning til at se, hvad de tre kandidater gør for at køre sig i stilling til det amerikanske marked.
Komitéen har skullet vælge mellem alle danske film, der har premiere mellem 1. november 2023 og 30. september 2024 og er blevet vist for betalende gæster i en kommerciel biograf i mindst syv dage i træk.
Valget er faldet på Magnus von Horns historiske seriemorderfilm Pigen med nålen med Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm, Gustav Möllers intense fængselsfilm Vogter med Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull Sarning og dokumentarfilmen Ekko af kærlighed, der handler om ældre mennesker, som har mistet deres livsledsager.
”Årets tre kandidater har det internationale potentiale, som det kræver for at komme i spil til en Oscar-nominering,” udtaler Jacob Neiidendam, der er chef for Filminstituttets internationale afdeling, i en pressemeddelelse fra Filminstituttet.
”Ekko af kærlighed er blevet vist på nogle af verdens største dokumentarfestivaler. Pigen med nålen blev udvalgt til hovedkonkurrencen i Cannes, mens Vogter var med i hovedkonkurrencen ved årets Berlinale. Tre meget forskellige titler, der viser spændvidden i dansk film anno 2024,” tilføjer Neiidendam.
Svenske instruktører
Alle de tre valgte film har fået flot omtale i Ekko, og selv om man godt kunne savne Christinas Rosendahls drama Fuld af kærlighed – om at være pårørende til alkoholiker – så har komitéen tydeligvis valgt filmene ud fra, om de har påkaldt sig interesse fra udlandet via festivaler.
At få gode anmeldelser og sælge mange billetter på hjemmemarkedet er ikke nok. En Oscar-kandidat skal være gjort af det særlige stof, at den kan komme ud over landets grænser.
De to fiktionsfilm er pudsigt nok instrueret af svenskere – Magnus von Horn og Gustav Möller – men foran kameraet har de to af Danmarks førende skuespillere: Trine Dyrholm og Sidse Babett Knudsen.
Central abortdebat
Pigen med nålen ligner en favorit, fordi den var udtaget til hovedkonkurrencen på verdens førende kunstneriske festival i Cannes. Samtidig er den for nylig blevet shortlistet til European Film Awards, der er det europæiske svar på Oscar.
Den er baseret på den autentiske historie om Dagmar Overby, som i tiden omkring Første Verdenskrig drev et slags undergrundadoptionsbureau, men endte som en af historiens største danske seriemordere med mindst ni spædbørns liv på samvittigheden.
Men i stedet for at dæmonisere Dagmar er filmen solidarisk med datidens kvinder, som ikke havde mulighed for at få abort og derfor var overladt til et illegalt og meget farligt marked.
Filmen er fortalt med inspiration fra samtidens visuelt stærke, ekspressionistiske stumfilm, men den føles moderne, og samtidig er abort et centralt tema i den igangværende valgkamp i USA, hvor befolkningen er splittet.
Outsideren
Overraskelsen og outsideren er Zara Zernys Ekko af kærlighed. Det er en meget smuk film, men det hører til sjældenhederne, at dokumentarfilm nomineres i kategorien ”bedste internationale film”.
19. september vælger den danske Oscar-komité landets kandidat. 17. december offentliggør det amerikanske Oscar-akademi en shortlist med femten film, der til sidst skæres ned til de femten nominerede 17. januar 2025.
Selve Oscar-uddelingen finder sted 2. marts 2025 i Los Angeles.
Ekko af kærlighed kan ses på DRTV, Vogter har danske premiere 12. september og Pigen med nålen 23. januar 2025.
Kommentarer