Chefredaktør: De fem bedste i Cannes

Samtlige film på årets Cannes-festival er nu blevet vist, efter at Roman Polanskis forfatter-i-krise-thriller D’après une historie vraie i formiddags løb over lærredet uden for konkurrence.

Søndag aften klokken 19.15 afslører Pedro Almodóvar og hans jury Guldpalmevinderen og de seks andre prisvindere.

Det har knebet med originale værker i år, og generelt har festivalen skuffet sammenlignet med tidligere. De faldende indtægter i branchen går især ud over artfilmene, som er blevet sværere at finansiere, og det kan mærkes på en festival som Cannes.

Men selvfølgelig har den sidste halvanden uge, hvor jeg har set over 30 film, budt på stærke oplevelser. Her er mine fem absolutte favoritter på hele festivalen. Jeg har valgt tre amerikanske, en russisk og en svensk film, og de bliver nævnt i prioriteret rækkefølge fra god til bedst.

5. The Killing of a Sacred Deer

Græske Yorgos Lanthimos slog igennem med den forskruede familiefabel Dogtooth på festivalen i 2009. Siden tog han springet til det engelsksprogede med dystopien The Lobster, men vel at mærke uden at gå på kompromis med sin kunstneriske vision.

Det gør han heller ikke med The Killing of a Sacred Deer, som nærmest udvikler sig til en gyser om lægen Steven og hans familie, hvis tilværelse bliver invaderet af en sekstenårig mand. Først mister sønnen al følelse i benene, og siden rammer samme uudgrundelige sygdom datteren. Forbandelsen er tilsyneladende forårsaget af den unge mand, som selv har mistet sin far og har et eller andet udestående med Steven.

Det udvikler sig gruopvækkende med billeder, der fryser fast på nethinden, og selv om filmen bevæger sig i en overnaturlige sfære, bevarer den troværdigheden takket være overbevisende præstationer af Colin Farrel som faren og Barry Keoghan, der med sine iskolde øjne skaber den måske mest skræmmende teenagepsykopat i filmhistorien.  

4. You Were Never Really Here

Skotske Lynne Ramsay brød igennem i 1999 med sin lyriske og farverige fornyelse af socialrealisme i Ratchatcher. Siden har hun kun lavet to spillefilm, Morvern Callar og We Need to Talk About Kevin, men nu er hun tilbage med, hvad man godt kan betegne som et knockout-comeback.

En fuldskægget Joacquin Phoenix inkarnerer lejemorderen Joe, der får til opgave at hente en senators teenagedatter ud af et bordel, hvor hun bliver misbrugt af en pædofili-ring styret af politikere. Plottet kan minde om Taken og især Taxi Driver, hvor Travis Bickle forsøger at redde teenageluderen Iris, men Ramsay har skabt sit helt eget suggestive og sansemættede hævndrama.

Den lakoniske handling brydes således op af kortvarige klip fra Joes oplevelser i barndommen, under Golfkrigen og som FBI-agent, der suger os ind i hans traumatiserede psyke. Ramsay er ikke færdig med at klippe filmen, men med karismatiske Phoenix og blandingen af rå vold og blid poesi ligner You Were Never Really Here en lille arthouse-perle.  

3. The Square

Svenske Ruben Östlund har udviklet sig til at være den væsentligste filmskaber i Skandinavien sammen med de to gange Trier: danske Lars og norske Joachim.

The Square er hans mest ambitiøse film til dato, et satirisk monument over den kreative klasse, der har store idealer, men i bund og grund blot er interesseret i at fastholde sin egen magtposition. Filmen skræller det civiliserede lag af Claes Bangs museumsdirektør og blotlægger urdrifterne, som han ikke vil kendes ved.

The Square byder på en perlerække af morsomme, groteske og skræmmende scener, og den eneste grund til, at den ikke topper denne liste, er, at den taber pusten i sidste del. En opstramning på klippebordet inden biografpremieren anbefales.

2. Loveless

Russiske Andrej Zvyagintsev er en kompromisløs filmskaber, som de kun skabes i Østeuropa. Den 53-årige instruktør forener stærke karakterdramaer med en illusionsløs samfundskritik, og han formår i omhyggeligt planlagte billeder at lade lærredet med både følelse og en dybere symbolik.

Leviathan imponerede på festivalen i 2014, og Loveless er endnu bedre med sin rørende historie om et ægtepar, der i skilsmissen kun tænker på sig selv og glemmer deres søn, som pludselig forsvinder sporløst. Langsomt udvides manglen på kærlighed til det russiske samfund og sågar landets militære invasion af Krim-halvøen, men det giver faktisk god mening.

1. Good Time

Safdie-brødrene debuterer i hovedkonkurrencen, og Good Time blev for mig festivalens åbenbaring med sin uafrystelige vitalitet og fysiske kraft. Den handler om en småkriminel mand, der en nat desperat forsøger at redde sin bror fra at komme i fængsel efter et mislykket bankrøveri. Denne for så vidt traditionelle historie forvandles til et sandt mareridt i New Yorks undergrund, men også til en bevægende beretning om broderkærlighed, smukke drømme og barske realiteter.

Robert Pattinson spiller røven ud af Twilight-bukserne, men også instruktør Benny Saftie er totalt overbevisende som hans autistiske bror. Det er et karakter- og miljøportræt i en genrefilm, som får én til at glemme genreformlerne (man kommer til at tænke på Martin Scorseses tidlige gangsterfilm), et helstøbt værk, hvor Sean Price Williams sansemættede billeder, Ronald Bronsteins dynamiske klipning og Oneohtrix Point Nevers elektroniske score samt Iggy Pops The Pure and the Damned går op i en højere enhed.