De fem bitspænd

Et parcelhus i Vanløse danner kulisse for optagelsen af Skammekrogen. Men hvis man ikke ved det, er det ikke til at se. For der er ingen kameraer, mikrofoner eller lysstativer – kun skuespillere.

Filmholdet sidder klumpet sammen i et lille lokale i huset.

Instruktør Johan Knattrup Jensen befinder sig foran en bærbar computer med et aggregat på hovedet, der ligner en mørk dykkermaske.

Han bevæger hovedet fra side til side som en anden Stevie Wonder, og på computerens skærm følger en film hans bevægelser.

Cykelhjelm med kameraer
Aggregatet hedder ”Oculus Rift”, en brille, der er det nyeste inden for virtuel reality.

”Det er i virkeligheden bare en skærm placeret tæt på øjnene med to okularer. Og så registrerer den, hvor Johan Knattrup kigger hen,” fortæller producent Mads Damsbo, der ejer selskabet Makropol og er uddannet fra den alternative filmskole Super16.

I filmen medvirker fem skuespillere, og hver karakter følges i one-takes af atten minutter. Skuespillerne skiftes dermed til at have en tung cykelhjelm på hovedet.

På cykelhjelmen er monteret to kameraer, og det er deres optagelser, Johan Knattrup Jensen ser med sin brille på.

”Når man har siddet med dem på i femten minutter, er det svært at vænne sig til virkeligheden. Vi har prøvet at efterligne menneskets sanser og optage lyden, som man rent faktisk hører den. Så publikum får en reel tredimensionel lydoplevelse,” fortæller han.

Som tilskuer oplever man med andre ord hver karakter som point of view (POV), hvilket vil sige, at man ser handlingen gennem karakterens øjne

Skrækkelig svigerfamilie
Selve historien handler om en storebror, der tager sin nye kæreste med hjem til middag. Og det er ikke uproblematisk.

Hovedkonflikten mellem storebroren og moren udspringer af hendes alkoholforbrug. Lillebroren er overset, faren klunter rundt i forsøget på at skabe hygge, og den nye kæreste skal forholde sig til sin aparte svigerfamilie.

”Svigerfamiliemiddag fra helvede,” som Johan Knattrup beskriver historien.

Skammekrogen bliver dog ikke en film, der kommer i biografen. I stedet vil den blive udstillet på forskellige gallerier. Det ovale spisebord, som familien spiser deres brune sovs og kartofler ved, bliver bragt ind i gallerierne.

180 grader rundt
Ved fem siddepladser vil ligge en Ocular Rift-brille, og som tilskuer skal man sætte sig til bords, tage brillen på og opleve én af karakterernes POV.

Med brillen på kan man se 180 grader rundt i filmen, og man behøver altså ikke have præcis det samme fokus som den skuespiller, man er inde i hovedet på. Til gengæld kan man ikke påvirke historien eller kigge bag om ryggen på sin karakter.

Bagefter kan man prøve én af de andre karakterer, og det håber holdet bag, at man får lyst til.

”Det hele hænger sammen. Alt, hvad man siger, påvirker, hvordan de andre reagerer. Det er vigtigt bagefter at diskutere: Hvad er rollernes hensigter? Hvad tager publikum med sig? De ting er interessante,” siger Johan Knattrup Jensen.

Mads Damsbo supplerer: ”Det har været vores ambition fra start af at skabe et grundlag for at snakke om relationerne indbyrdes i en familie. Når de sidder bagefter, hvad har de så lært?”

Føler sig lille
”Når jeg ser den lille dreng Julius’ point of view, er der ingen tvivl om, at jeg oplevet det som at være lille og blive overset. At være den, der ikke rigtig forstår, hvad de voksne snakker om,” siger Johan Knattrup Jensen og fortsætter:

”Alligevel har jeg en stærk følelse af, at der er noget, der er galt. Hvis jeg kunne, så ville jeg gøre noget. Det er en ret vild følelse.”

Instruktørens virren med brillerne for øjnene er overvejende en naturlig reaktion.

”Jeg undersøgte, om der var noget, jeg havde overset. Men på et tidspunkt blev jeg grebet af historien, og til sidst blev jeg svimmel. Jeg følte det, som om jeg ville falde om.”

”Hvordan var det?” spørger Mads Damsbo instruktøren, der oplever faldet gennem brillen.

”Ret hårdt. På det tidspunkt følte jeg slet ikke, at jeg havde kontrol,” fortæller han.

Tennis med blyant
For skuespillerne er det en udfordring at have synet spærret af hjelmkameraet foruden den fysiske byrde, den er.

”Det er som at spille tennis med en blyant,” fortæller skuespiller Ole Boisen, der spiller faren.

Tiårige Sebastion Tescher, kendt fra julekalenderen Julestjernen, er Julius og har denne dag hjelmen på hovedet. Man kan se, at han har svært ved at styre kniv og gaffel ved bordet på grund af hjelmen, men i dette tilfælde bidrager det heldigvis til hans fortælling.

Da han skal besvime i slutningen af filmen, er Mads Damsbo diskret løbet fra filmrummet og ind i stuen, hvor han er klar til at gribe både dreng og kamera. Ingen af dem skulle nødigt komme noget til!

Inspireret af Malkovich
”Mads har stået i flere timer og bygget kameraet,” fortæller Johan Knattrup Jensen, og på spørgsmålet, om de ligefrem er banebrydende inden for området, udbryder Mads Damsbo:

”Det er faktisk dét, vi er. Det, vi laver, kan man ikke Google sig til, og det er for os et tegn på, at internetsamfundet og den opblomstrende reality-verden ikke har betrådt denne sti. Vi er i hvert fald de første, der deler det.”

Ideen til Skammekrogen opstod i samarbejdet mellem Johan Knattrup Jensen, Mads Damsbo og Dark Matters, et firma der arbejder med videoprojektioner og lys til for eksempel udstillinger og koncerter.

En snak om Being John Malkovich, hvor man fra en elevator kan træde ind i skuespilleren John Malkovichs hoved, drejede over på point of view og virtual reality.

”Den her er ikke bare sci-fi-effekter og en rutsjebane. Det handler om noget, der går ind i folk. En fokuseret oplevelse med en instruktør, et manuskript og følelser – i virtuel reality,” fortæller Lasse Andersen fra Dark Matters.

Drengene omkring bordet joker med, at de laver digitalt dogme. De bliver enige om, at de er i gang med at lave ”De fem bitspænd” med ironisk reference til Lars von Trier og Jørgen Leths De fem benspænd.

Som et rigtigt overgreb
”I går filmende vi historien om faren og den nye kæreste. De har en scene sammen i køkkenet, hvor han kommer til at spilde flødeskum på hendes bryster,” siger Johan Knattrup Jensen og kommer til at skraldgrine.

”Han står og ryster sin flødeskumskande, og så kommer han til at ryste noget over på hendes bryster!”

Mads Damsbo supplerer: ”Da jeg sad og så det gennem brillen, var det ubehagelige, at jeg følte det, som om jeg lavede et overgreb – eller selv blev udsat for et overgreb. Det var virkelig … ” stopper han op.

”Det var en fysisk følelse: ’Nu kommer du for tæt på!’ Den grænse mellem fysikken og fiktionen er vi rigtig interesseret i.”

Skammekrogen har premiere 7. februar i Nikolaj Kunsthal som en del af Fokus 2014 Videokunstfestival.