SE LISTEN: De er i spil til Shortlist-prisen
I morgen er det to måneder, siden Ekko Shortlist gik i luften den 15. april. To måneder er den skæringsdato, vi havde sat for os selv: Succes eller fiasko? Fortsætte eller stoppe?
Svaret er entydigt.
Mens Ekkos anmeldelser og artikler ofte deler vandene, er alle tilsyneladende enige om, at Ekko Shortlist er en rigtig god ide.
Filmundergrunden ser Shortlist som den platform, de har savnet – og uploader dagligt nye film her. Cineasterne er glade for at få adgang til en masse gode kortfilm, lærerne henter inspiration til skolen, og producenterne går på talentjagt.
”I stedet for at skulle se samtlige 250-300 kortfilm, der bliver lavet om året i Danmark, kan jeg nu orientere mig på Ekko Shortlist,” har en producer sagt om initiativet, som Ekko dækker løbende med artikler, interviews og undervisningsmaterialer.
Og på et branchetræf i mandags på Det Danske Filminstitut sagde Claus Ladegaard, vicesherif på instituttet, at han også tjekker filmene på Shortlist. ”Niveauet er imponerende højt,” sagde han.
Bewilderbeast mest sete
Ekko Shortlist har kort sagt fået en drømmestart. Men hvor mange brugere har Shortlist rent faktisk? Hvilke film har klaret sig bedst? Her er de tørre tal:
På to måneder er der blevet set 216.300 minutters film. Det svarer til 3.605 timer eller omregnet i dage: 150.
73.042 views har filmene fået i alt.
Bewilderbeast er den mest sete film med 3.596 views. Herefter følger Daimi (3.234 views), Patienten (3.089 views), Verdenssøn (2.690 views) og Mellem træerne (2.203 views).
Men de bliver åndet i nakken af det nye Shortlist-hit, Ladyboy, som på bare otte dage er blevet set 1.861 gange!
Landskaber bedst bedømte
Brugerne har mulighed for at give stjerner til filmene, fra en til seks stjerner. På to måneder er der 6.550 gange afgivet stjerner til film, og sammenlagt har brugerne uddelt 33.316 stjerner.
Flest har givet stjerner til Bewilderbeast, men det er Kristoffer Kiørboes dokumentarfilm Landskaber, der har det højeste stjernegennemsnit: 5,6. Herefter følger tre film med et gennemsnit på 5,5: Overgang, Heartbreaks og The Hopper.
På femtepladsen ligger Det sorte får med et gennemsnit på 5,4.
Flere helt korte film, tak!
Placeringen på top 10 bestemmes af views, minutter, stjerner og delinger. Selve algoritmen er specialdesignet, og vi har justeret den undervejs, da helt korte film viste sig at have sværere ved at klare sig alene på grund af deres længde.
Sådan er det ikke mere, hvor Jesper Quistgaards Overgang, der varer fem minutter, i øjeblikket kravler op ad listen.
Lad os benytte lejligheden til at opfordre filmbranchen til at udforske det korte kortfilmformat – film, der varer under femten minutter.
Det format er man for eksempel i Sverige dygtig til at dyrke – tænk bare på Ruben Östlund – men herhjemme er en kortfilm ofte på 25-30 minutter. Det kan begrænse udtryksmulighederne, og der er i den ultrakorte form et uudforsket land, som kunne give nogle spændende film med et anderledes filmsprog.
Shortlist-prisen
Ved årets udgang giver Ekko en særlig Shortlist-pris på 25.000 kroner til et filmtalent. Prisen uddeles af en jury, men det er brugerne af Shortlist, der nominerer.
De ti film, som sammenlagt har de bedste top 10-placeringer i 2013, er automatisk nomineret til Shortlist-prisen. For hver uge giver en førsteplads ti points, en andenplads ni points og så videre.
Bewilderbeast har flest førstepladser, nemlig tre. Herefter følger Verdenssøn og Mellem træerne, der hver har ligget to uger på førstepladsen.
Men antallet af uger på top 10 tæller også, og her er det Super16-filmene Daimi og Vilddyr, der ligger i front med hver ni uger på top 10. Og det kan sagtens blive til flere, for begge film ligger stadig på top 10.
Ryger en film ud af top 10, kan den ikke komme tilbage. Men filmen fortsætter på All Time Shortlist, som også er en løbende rangering, der dog ikke giver points til Shortlist-prisen.
Bedste top 10-placeringer 15. april – 15. juni:
1. Bewilderbeast
2. Daimi
3. Verdenssøn
4. Telefonbesked
5. Patienten
6. Vilddyr
7. Mellem træerne
8. Emma
9. Mit blødende hjerte
10. Dagens Avis / Outpost
Ekko Shortlist
Ekko Shortlist er en top 10 over de bedste danske kortfilm lige nu. Hver mandag kl. 12 opdateres listen.
Ekko Shortlist blev lanceret 15. april 2013 kl. 12.
Hver uge udvælger Ekkos redaktion nye danske kortfilm som ”boblere”. En bobler har tre uger til at komme ind på top 10.
En film kan maksimalt være på top 10 i tre måneder, men vil stadig kunne ses på All Time Shortlist sammen med de boblere, der ikke kommer ind.
De ti mest populære bliver automatisk nomineret til den årlige Shortlist-pris på 25.000 kroner
Kommentarer