Cannes: Film vi glæder os til

Solen er begyndt at kaste sin kærlighed på de lange køer, som konstant er klar til næste film i nærheden af Croisetten i Cannes.

Selvfølgelig er hovedkonkurrencen ikke til at komme udenom. Her ligner Paolo Sorrentino (Den store skønhed) på forhånd en mand med en god film i kameraet. Sorrentino kommer til Cannes med Youth, hvor Michael Caine og Harvey Keitel indlogeres som to aldrende kunstnere på et luksushotel, hvor de henter inspiration i ungdommens livskraft.

Også Todd Haynes, hvis seneste store filmiske milepæl var tv-serien Mildred Pierce med en uforglemmelig Kate Winslet, er på palmeprogrammet. Med Cate Blanchett som en halvhemmeligt lesbisk kvinde i 1950’ernes New York vender Haynes i Carol tilbage til en tematik, som han tidligere har beskæftiget sig med i den Oscar-nominerede Far From Heaven fra 2002.

Derudover kan hovedkonkurrence-anmelderne godt glæde sig til norske Joachim Triers første engelsksprogede film Louder Than Bombs, hvor tre mandlige familiemedlemmer fra hver sin generation påvirkes på vidt forskellige måder af et selvmord.

Samtidig ligner den græske Dogtooth-instruktør Yorgos Lanthimos på forhånd en klar outsider til en af de helt store priser med The Lobster, som er en fortælling om en fremtid, hvor alle har 45 dage til at finde sig en kæreste – gør man ikke det, transformeres man om til et dyr.

Sidespring
Men nok om hovedkonkurrencen, der jo får omtrent 90 procent af al pressedækning ved Croisetten. For i de små sidekonkurrencer kan man virkelig få én på filmopleveren, hvis man går ind og placerer sig i de helt rette bløde sæder på de helt rigtige tidspunkter.

I år byder de såkaldte ”midnatsvisninger” eksempelvis på dokumentaren Amy om den afdøde sangerinde Amy Winehouse. En dokumentar som familien Winehouse allerede har lagt betydelig afstand til, og traileren er da også af den slags, som sætter sig på sjælen i flere timer efter, at man har set den.

Det er Asif Kapadia, der står bag dokumentaren, og han kan sit håndværk, idet han tidligere har lavet den fængende motorsportsdokumentar Senna – også om en afdød stjerne.

De vildere film
Ved midnatstid kan man også få sig en omgang kunstporno, hvis man har lyst til det i Cannes i år. Her deltager den franske enfant terrible Gaspar Noé nemlig med sin Love, og som vi tidligere har berettet, er blot plakaten til denne film så promiskuøs og fyldt af sæd, at man næsten ikke tror det muligt på den fine festival.

Er man mere til eksperimenterende film end sex, kan man til gengæld ikke komme uden om Un Certain Regard-konkurrencen, der ofte er en tand mere langsom, vild, underlig eller morsom, end hovedkonkurrencefilmene er. Her ligner blandt andet rumænske Corneliu Porumboiu et stærk bud på en god film med The Treasure – et stille drama om to mænd, der skal finde en skat i en baghave.

Også filippinske Brillante Mendoza glimter umiddelbart i Cannes’ solrige biografmørke med sin tilstedeværelse. I Taklub følger vi tre mennesker efter en altødelæggende katastrofe.

Mendoza har tidligere gjort sig bemærket med Kinatay fra 2009, som han vandt den ærefulde instruktørpris for i Cannes det år. Det skal blive spændende at se, om han kan løfte sig efter horror-floppet Sapi fra 2013, som næsten var uforståelig.

Gode gamle Woody
Ingen Cannes-festival uden Woody Allen, og instruktøren er da (selvfølgelig) også med i år – og selvfølgelig er han uden for konkurrence. Med Irrational Man får vi i morgen formentlig en fuldstændig klassisk Allen-film, hvor der snakkes-snakkes-snakkes og snakkes, og hvor Emma Stone og Joaquin Phoenix folder deres komiske talenter fuldt ud.

Om der er nogen som helst form for komik i This Is Orson Welles, vides i skrivende stund ikke. Men i hvert fald bliver manden bag mesterværket Citizen Kane fejret, fordi han i år ville være fyldt 100.

This Is Orson Welles skulle efter sigende bringe nye vinkler på geniet Orson, der blev kendt som den højtravende Mr. Welles.