Berlinale dag 3: De gode kører sig i stilling

For et par år siden sagde Michael Haneke i forbindelse med sin Guldpalmevinder Amour, at han ønskede at eliminere al falsk spænding. Med det mente Haneke, at man tidligt i filmen kunne fornemme, hvilken vej det ville gå for det ældre parisiske ægtepar.

Falsk spænding er et ret brugt filmtrick, når man skal give publikum én på forventningsopleveren, og derfor var Hanekes budskab også en interessant vision.

En vision, som dagens bedste film var klare spejlinger af. Den falske spænding kan nemlig udeblive helt og holdent i så åndsforskellige film som et engelsk pensionistdrama og en iransk taxatur.

En sløv stuepige
Men først skulle vi have et helt modsat eksempel.

Mange havde set frem til Diary of a Chambermaid, som åbnede festivalens middagsprogram. Desværre var der ikke mange, som kunne forlade det enorme Berlinale-palads tæt ved den gamle Berlinmur efter rulleteksterne med glæde i øjnene.

For stuepigefortællingen fik aldrig det tempo eller den sociale indignation, som man havde kunnet sætte sin brillebefængte filmnæse op efter.

Filmens eneste reelle lyspunkt er Léa Seydoux. Hun bærer den ganske lovende åbning helt alene, og farten er faktisk rimelig høj (af en fransk film at være). Men så er der egentlig heller ikke så meget mere rosende at sige om Diary of a Chambermaid.

Det skulle da lige være, at man må give instruktør Benoit Jacquot kredit for, at han har turdet lave filmen. For faktisk er det tredje gang, at bogen fra begyndelsen af 1900-tallet filmatiseres. Første gang var i 1946 af selveste Jean Renoir, og så prøvede Luis Bunuel kræfter med fortællingen om tjenestepigens kvaler i 1964.

Renoir lavede en fest ud af filmen, mens Bunuel skabte sin nok mindst surrealistiske film. Jacqout har imidlertid ikke rigtigt gjort så meget ved sin version. Den byder hverken på synderlig humor eller hårdtslående virkelighed, og derfor lander Seydouxs flyvende start også ret maveplaskende midtvejs gennem de 95 minutter. Spændingen forbliver falsk, for forhåbningerne indfris aldrig.

Våde øjne og stående bifald
En film, der til gengæld holder et æstetisk brillant tempo (fuldstændig uden falsk spænding), er britiske Andrew Haighs 45 Years.

Den ekstremt talentfulde instruktør bragede igennem filmmuren i 2011 med Weekend, hvor en mand udfordres på sin seksualitet, ligesom Haigh også er én af bagmændene til den fremragende serie Looking, som Ekko tidligere i år gav fem stjerner til anden sæson af.

Med 45 Years har Haigh kastet sig over noget helt andet end unge mænds kærlighed. Vi får nemlig en fortælling fra et lille britisk lokalsamfund, hvor en skelsættende uge op til 45-årsjubilæet for et ægteskab udstilles hudløst smukt.

Den pensionerede lærerinde Kate Mercer går og planlægger festlighederne for familie og venner, da hendes mand modtager et brev om, at man har fundet hans ekskærestes lig i en gletsjer. Hun forsvandt på en fælles bjergbestigning i 1962, og siden har den aldrende herre fået sig en ny kone, men alligevel river brevet op i eksistentielle ægteskabelige og ellers usynlige sår.

Charlotte Rampling (Natportieren, Swimming Pool) spiller kvinden, der ikke vil snage, men heller ikke kan tilgive, og hun gør det med så formidabel detaljerigdom, at skuespillerinden bør være favorit til en pris på næste lørdag. Tom Courtenay (Doctor Zhivago) er hendes ægtemand, og han har så meget charme, at man gribes om hjertet fra start til slut af ægteparret, mens Haighs elegante billeder er en fryd for øjet. Klippene veksler perfekt mellem store totalskud til bevægelsesfølsomme billeder, som konstant afspejler de to karakterers sindstilstande.

Der var da også både våde øjne og stående bifald fra publikum, da rulleteksterne startede – samt storhujen, da Rampling-navnet rullede over lærredet.

Serie-sladder
Nu hvor Haigh er serie-bagmand, slår vi lige slå et smut om Berlinalens nye serie-program, der præsenterer en masse verdenspremierer på pilotafsnit. Vidste man det ikke i forvejen, ved man det nu: Serieformatet er blevet en kunstart og er slet ikke længere kun noget for dåselattermusklerne.

Særligt Netflix markerer sig stærkt på Berlinalen med flere spændende titler. Breaking Bad-spin-off’et Better Call Saul om den korrupte advokat og om, hvordan han blev til den, han er i Breaking Bad, virker som et sikkert forårshit.

En anden Netflix-sag, der ser interessant ud, er Bloodline om en familie, der er ved at falde fra hinanden – uden helt selv at fatte det. Rygterne vil vide, at dette bliver Ben Mendelsohns (Daggett fra The Dark Knight Rises) egentlige kommercielle gennembrud.

Snedig vej til ytringsfrihed
Én anden, der har haft et så gennemgribende gennembrud, at han er blevet forbudt i sit eget land, er Jafar Panahi.

Den iranske filmskaber har simpelthen ikke længere lov til at lave film i sit hjemland efter sine ret systemkritiske film, der har indbragt ham juryens Sølvbjørn i Berlin i 2006 (som han i øvrigt delte med Pernille Fischer Christensen) og Guldløven i Venedig i 2000.

I 2011 bragede Jafar Panahi igennem til et bredere publikum med This Is Not a Film, hvor han byder indenfor i sin husarrest, fordi forbuddet mod hans film siger, at han ikke må filme film – ikke at han ikke må fortælle sin historie.

Dette har Panahi finpudset med Taxi, der umiddelbart ligner en lille favorit på den politiske Berlinale, som elsker at hylde frihedsrettigheder. Og med et lille øje for, hvad der skete i Paris tidligere i år, vil Taxi uden tvivl være højt på juryens liste.

Falde på halen-komik
I filmen sidder Jafar Panahi simpelthen selv og kører taxa – noget skal man jo lave, når man ikke må filme. Kameraet kører, og forlader på intet tidspunkt bilen. Instruktøren samler venner, bekendte og andet godtfolk op og formår på denne smågeniale måde at tegne et billede af den iranske mentalitet og (manglende) frihedskultur på en hård, men sommetider også kærlig måde.

Særligt filmens anden del, hvor Panahi henter sin niece efter en lang skoledag, er fængende. I taxaen diskuteres film, og Panahi lytter med rædsel i øjnene til niecens beretninger om al den brugbare og vidunderlige censur, hun lærer om i skolen.

Folk i salen klappede taktfast undervejs, når Panahis kunder hylder ham og ytringsfriheden, og Taxi fremstår som intet mindre end en lille genistreg med sit setup og sommetider næsten falde på halen-komiske timing.

Her er absolut ingen falsk spænding, men derimod masser af uforudsete detaljer og svinkeærinder.

Panahi og Haigh har muligvis ikke lyttet ubetinget til Haneke, men de er i hvert fald med til at genindføre et filmsprog, som vil give sin fortælling plads frem for at skabe unødigt flimmer på den indre skærm. Hvis dette er filmkulturens fremtid, bliver man helt glad.