De hjemløses truede havn

En slidt, blå Mercedes-varevogn holder ved kantstenen på Refshalevej. At dømme efter graffitien, der pryder bilens sider, har den stået der længe. 

Den plejede Storken at bo i. 

Manden på 47 år er en af de hjemløse, der har slået sig ned i det flydende bofællesskab Fredens Havn. Her ligger omkring 25 både permanent fortøjet, og deres beboere har skabt et lille kollektiv midt i et af Christianshavns dyreste kvarterer. 

Men det er ikke alle, der er glade for den lille havn. De velhavende naboer med Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen i spidsen ønsker, at bådene bliver fjernet. 

Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre og tidligere overborgmester Frank Jensen offentliggjorde i 2019 en aftale, hvor man har bevilget den nette sum af 25 millioner kroner til nedrivningen af Fredens Havn. 

Året efter blev havnen dømt ulovlig af byretten, en dom, som er anket til landsretten. 

Men bådkollektivet har også fortalere, og en af dem er aktuel med dokumentarserien Slaget om Fredens Havn, der har premiere på TV 2 den 8. april. 

Politikere på besøg
Over to år har instruktøren Lars Borking optaget tre afsnit, som skildrer havnen og dens beboere på godt og ondt. 

Politikere optræder i arkivmaterialet, mens man kommer helt ind på livet af de hjemløse beboere i deres mest sårbare øjeblikke. 

”Jeg bor på Christianshavn og kendte på forhånd området Fredens Havn,” fortæller Lars Borking, mens vi går hen ad Refshalevej, hvor de omstridte både ligger fortøjet. 

”Jeg har hele tiden tænkt, at det er et spændende sted, og for tre år siden mødte jeg Esben.” 

Han peger ud over vandet. Her ligger Esbens lille båd, værksted og drivhus. Den 54-årige mand har selv bygget og repareret hele molevitten. 

Da Lars Borking var ude for at snakke med Esben om at lave dokumentaren, opdagede han Frank Jensen og Jakob Ellemann-Jensen med et stort pressehold. 

”De to politikere stod lige ved siden af Storkens gamle varevogn og aftalte med store smil, at de ville rydde Fredens Havn,” husker instruktøren. 

Æstetisk kontrast
Bådfællesskabet ligger klos op ad nogle af Københavns dyreste boliger og fineste kulturliv. 

Inde bag træerne på Refshalevej ligger den verdensberømte restaurant Noma. På den anden af vandet side er Holmen og Dokøen, der huser nybyggerier som Torpedohallen. 

Beboerne på den side af havnen har det svært med Fredens Havn. De splinternye boliger og de gamle, slidte både går æstetisk dårligt i spænd. Det ser ud, som om to poler, der prøver at frastøde hinanden, er blevet klistret sammen med havnen som lim. 

”For nogle af de mere velstående naboer har det været en vigtig pointe, at Fredens Havn skæmmer naturen,” fortæller Lars Borking. ”De synes, at bådklyngerne og vragene omkring Fredens Havn ser grimt ud!’” 

Imidlertid har beboere som netop Esben gjort en stor indsats for at holde deres sti ren og rydde op i naturen, fortæller instruktøren. 

De har hevet gamle olietanke og batterier op af havnen. De samler plastik og skrammel op. Og de har bygget gangbroer ud til deres både, så de ikke forstyrrer dyrelivet, der gemmer sig i sivene. 

Beboerne hjælper hinanden med at betale gæld. De sælger Hus Forbi, og nogle studerer. De mange forskellige typer giver en hånd med, når der skal ryddes op, eller når en bofælle har brug for hjælp. 

Muldtoilet og cykelvrag
Lars Borkings dokumentarserie argumenterer imod de nedrivningslystne stemmer. 

For mens Frank Jensen har hævdet, at beboerne hælder deres afføring i havnen, viser vandprøver, at vandet er rent. Beboerne har et muldtoilet, hvis kompost de bruger til at dyrke afgrøder og blomster, der her i foråret springer ud i alskens pangfarver. 

”Flere politikere kan ikke lide, hvordan stedet ser ud,” siger Lars Borking. 

”Det ligner slum, siger de. Og det er rigtigt nok, at tingene ligner noget andet end Torpedohallen og lejligheder og rækkehuse til mange millioner. Men jeg synes, der er en særlig skønhed herude. Havnen er egentlig ret flot.” 

Vores slentretur langs havnens vandkant bekræfter Borkings ord. Her lugter hverken af skidt eller skrald, men derimod af frisk luft og hav. 

Og nok står der gamle cykelvrag og fyldte indkøbsvogne langs vejkanten, men det virker organiseret. Der er tydeligvis nogen, som har tænkt over, hvor tingene er placeret, og hvad der skal bruges og genbruges. 

Der er simpelthen hyggeligt. Det hjælper bjerget af bamser ved Storkens gangbro også på. ”Bamsernes befrielsesfront,” som Lars Borking kalder det. 

Temperament slår gnister
Mens Storken og Esben sammen bekæmper seriens skurke, nemlig politikere og uforstående christianshavnere, er de to mænd også indbyrdes vidt uenige. 

”Esben er nærmest østligt inspireret: ’Hvis du lever med kærlighed, så spreder den sig.’ Det betyder, at han bruger mere tid på at bygge reder til svanerne end på at lave politiske alliancer,” fortæller Lars Borking. 

”Storken er hans modsætning. Han er optaget af at demonstrere for sine synspunkter og vise omverdenen, hvad der kan lade sig gøre.” 

Modsætningerne mellem de to beboere skaber til tider konflikter. 

Storken bliver så vred på en christianit, at han giver sig til at flytte vedkommendes mobile bolig og ødelægger dets hjul. Det bryder Esben sig ikke om, og så skubber Storken ham ned i jorden. 

Temperamentet løber ofte af med Storken, men bagefter erkender han altid sine fejl. Så undskylder han og lapper hjulene igen – eller hvad han nu har fået ødelagt. 

”Det er dér, man også oplever, hvor stærk og klog han er,” siger Lars Borking, som undervejs har forsøgt at gyde olie på vandene. 

At blande sig i slagets gang er en del af Borkings metode som dokumentarinstruktør. 

”Jeg går tæt på mennesker, men prøver altid at gøre det på en ordentlig og empatisk måde. Jeg har forsøgt at lave et portræt af nogle mennesker og et livfuldt sted, og jeg håber, at folk får øje på, hvor fantastiske de er.” 

Byens fremtid
Men instruktøren vil mere end at skildre skæve eksistenser. Han vil gerne have seeren til at tænke over den by, vi bor i. 

”Esben og Storken har været med til at skabe et fællesskab, hvor folk hjælper hinanden. Hvor der er plads også til folk, der har det svært,” siger Lars Borking. 

”Men det har ikke nogen værdi for det politiske system. Der er ingen officielle repræsentanter, som nogensinde har inviteret dem til en kop kaffe for at høre, hvad de kan,” fortsætter han. 

”Jeg vil gerne rejse en diskussion om, hvad det er for en by, vi er ved at skabe. Sådan noget som Ørestaden er trist. Det er høje, store firkanter og en enkelt forblæst græsplæne. Tænk, at vi på dette tidspunkt i vores historie, hvor vi er rigere end nogensinde, bygger sådan noget.” 

Instruktøren mener, at det politiske system har spillet fallit. 

”De nye byggerier gør os ulykkelige. Vi sidder i hver vores aflukkede lejlighed, og mange af os har for travlt til at være sammen med andre. Jeg håber, at serien kan bidrage til debatten om, hvad vi skal med byen, og hvordan vi gerne vil omgås hinanden.” 

Står man i Fredens Havn og observerer kragerne, der bygger rede, og vandet, der slikker bådenes skrog, savner man ikke umiddelbart nybyggeriet. Og man mærker på egen krop, hvad det er, beboerne prøver at bevare.